3. august 2021
Dennis viser rundt i det brandskadede hus. Foto: Nicklas Skyum Clausen
Dennis viser rundt i det brandskadede hus. Foto: Nicklas Skyum Clausen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Christina og Dennis' hus brændte: Nu glæder de sig over dette

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Christina og Dennis' hus brændte: Nu glæder de sig over dette
Gribskov - 24. juni 2021 kl. 11:13
Af Nicklas Skyum Clausen

Ægteparret Christina Haarbye Pedersen og Dennis Rolf Pedersen tager pænt imod og byder på kaffe på Christinas mors terrasse.

Her har parret boet i nu lidt mere end to uger. Foran huset står to store skurvogne, samlet set på 60 kvadratmeter, der det næste år, måske halvandet, skal agere hjem for parret og deres to børn, Isabella på tre og Lukas på ni.

For ved spisetid 1. juni skete det, der bare ikke må ske:

- Det er en ganske almindelig dag som så mange andre. Vi havde begge været på arbejde, var kommet hjem, og jeg var i gang med noget arbejde på huset. Det er fra 1969, så det kræver en kærlig hånd visse steder, siger Dennis.

I weekenden havde han sammen med en kammerat og svigermor og jeg været i gang med taget, hvor der nu kun manglede at blive brændt tagpap på. Vejrudsigten for de kommende dage tegnede våd, så for at undgå vand i huset var det nu:

- Pludselig ser jeg, idet jeg kommer over tagrygningen, at der er ild. Først er det ikke meget større, end hvis man har tændt op i en grill. Det er bare et lille bål, husker Dennis, der har håndværksmæssig baggrund og til daglig arbejder som bygningskonstruktør.

Han råber til Christina, der laver mad, at hun skal ringe 112. Hun tager fat i børnene, går ud, ringer 112.

Allerede da har ilden for alvor fået fat:

- Mens jeg står oppe på taget, falder den ene tagside ned. Lige der, hvor jeg har gået. Det eneste, jeg tænker, er, at jeg skal ud. Så jeg hopper ud over taget og væk. Skynder mig ind i huset og griber telefon og bilnøgler og løber ud. Idet jeg kommer ud af havelågen for at flytte bilerne, ser jeg, der er ild i hele tagkonstruktionen. Der står hvirvelvinde med flammer i op i 15-20 meters højde, siger Dennis, der grundet chok kun husker de næste øjeblikke i brudstykker.

Allerede i løbet af aftenen, hvor deres hus står i flammer, mærker parret varmen og hjælpsomheden fra folk omkring dem. En genbo tager sig af parrets børn, der bliver ledt ind til dem, så aftenen foregår på tryg afstand af branden:

- Vi bliver mødt af omsorgsfuldhed fra alle, der er forsamlet på vejen. Jeg tror, hele Kagerup var forsamlet, for man har kunnet se røgskyen helt til Gilleleje. Folk kom hele tiden og sagde: "Vil i have kaffe? En trøje?" Og vi fik en pose med tøj med til børnene, for de havde jo ingenting, siger Christina Haarbye Pedersen.

Hjælpen er alle vegne

Ved branden mister familien stort set alt, hvad de ejer. Enkelte småting, blandt andet nogle smykkeskrin, lykkes det at redde ud fra stedet.

Christina og Dennis er begge ramt på psyken. De modtager krisehjælp, har mærket overskuddet svinde ind, og særligt Dennis har svært ved at sove om natten:

- Cirka hver 2. nat sover jeg ikke. Jeg kan ikke finde ro. Jeg falder kun i søvn, når kroppen bliver for træt, siger han.

Men midt i krisen er der tændt et lys for parret.

11. juni rakte Christina ud på Facebook; hun ville høre, om ikke der var nogle - venner og familie - der kunne undvære noget, de kunne bruge til indretningen af deres nye, midlertidige skurvognsbolig. En reol eller måske et par stole. Der sker dog det, at Christinas opslag bliver delt. Og delt igen. Og så igen:

- Samme dag lå der 25 beskeder fra vildtfremmede, der havde alt fra reoler til store sække med tøj. Den anden dag var vi ude hos et par i Ramløse, hvor kvinden nærmest stod med tårer i øjnene, så påvirket var hun af vores situation. Hun tilbød endda, at vi kunne vaske vores tøj i hendes vaskemaskine, siger Christina.

En anden hjælp er kommet fra en kvinde i Hillerød:

- Hun er handicappet og har ryddet op i sin lejlighed for vores skyld. Hvad hun ikke er kommet med - hun har endda tilbudt os sit fjernsyn. Hun har brugt sine ledsagertimer, for hun har ikke kørekort, på at komme her og hjælpe os, siger Christina.

Dennis tilføjer:

- Selv vores krisepykolog har tilbudt os et sofabord. Det er lige meget, hvor vi kommer hen, så vil folk gerne hjælpe, siger han.

Dennis og Christina foran de skurvogne, der det næste års tid skal agere deres hjem. Foto: Nicklas Skyum Clausen

Starter forfra

Parret tager nu ét skridt ad gangen.

Det er endnu uvist, hvad der skal ske med parrets hus. Om der skal bygges et helt nyt på grunden, eller om det eksisterende kan renoveres.

I mellemtiden er de ved at flytte fra de 180 kvadratmeter i drømmehuset, nyligt udstyret med stor terrasse, nye havemøbler - mærkaterne var ikke en gang taget af - og spabad, til nu 60 i det midlertidige skurvognshus:

- Det er nærmest ligesom at være ung og lige flyttet hjemmefra. Så sad man der på en ølkasse med én tallerken, én kniv og én gammel. Det er det helt basale ting, man mangler. Og der ligger ikke bare noget i skuffen - for vi har ikke en gang skuffen. Det er surrealistisk, siger Dennis.

- Alle vores minder er væk, alt er væk. Vi havde lige smidt alle minderne fra da børnene var små, på loftet. De første sko, barnets bog. Alt med affektionsværdi stod oppe på loftet, tilføjer Christina.

Tabet kan aldrig helt erstattes. Men der bygges på, hver gang hjælpen byder sig til.

Parrets to katte er blevet ved det gamle hus. Så de er ovre at se til dem - og huset - dagligt. Foto: Nicklas Skyum Clausen

- Det er meget ubeskriveligt. Folk skriver lange beskeder til os og fortæller, at de tænker på os. Det er virkelig... vi er meget, meget taknemmelige. Det varmer vores hjerter, siger Christina Haarbye Pedersen.

Danmark når det er bedst

Dennis og Christina er ikke ude af krisen endnu.

Hverdagen er stadig anderledes. Den er mere skemalagt, mindre overskudspræget.

Men de har fået et andet syn på tilværelsen og på Danmark, siger Dennis:

- Det er svært at sætte ord på, men man kan have sådan en opfattelse af, at Danmark er blevet lidt egoistisk. Nu er mit billede totalt ændret; jeg kan kende det »gamle« Danmark igen, hvor alle står sammen, og alle hjælper alle. Alle steder, vi har været, har vi fået hjælp, siger han og tilføjer:

- Det er helt ubeskriveligt. Vi stod mutters alene og havde mistet alt, og så kommer der bare et lokalsamfund - og et land - der bakker dig fuldstændig op. Det giver en følelse af fællesskab; vi ér ikke alene. Det skal vi holde fast i, siger han.

Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?