Søndag morgen vågnede indbyggerne i Vejby op til omfattende hærværk - på både biler, husvægge, affaldsspande og stationsbygningens mure var der blevet spraymalet forskellige udsagn og tegninger.
Allerede senere samme dag fandt lokale kræfter frem til dem, der havde haft travlt med spraydåsen. Det drejer sig om to 14-årige drenge.
Det fortæller Janni Bøgh Olsen. Hun er hustru til Nick Olsen, medejer af stationsbygningen, som var ramt af hærværket, og som i øjeblikket bliver istandsat til lejligheder.
- Vi vil rigtig gerne forebygge og lære drengene, at der en konsekvens, siger hun.
Derfor mødtes hun med de to drenge søndag sammen med en pædagog, som de er tilknyttet.
- Vi nåede frem til, at det nok var vigtig læring at stå ansigt til ansigt med dem, det er gået ud over, og de har fået mulighed for at arbejde det af.
Derfor skal de mandag eftermiddag sammen med Nick Olsen og deres pædagog gå den rute gennem Vejby, hvor de har begået hærværk, for at finde frem til en løsning. Og drengene er med på at hive skurebørsten frem for at fjerne graffitien.
- Alle er oplyst om, at det skal være i en god tone, da det skal være et værdigt miljø for børnene, siger Janni Bøgh Olsen.
- Det er ikke, fordi vi ikke stoler på politiet, men de er under den kriminelle lavalder, og så sker der ikke så meget. Vi håber, at det her giver noget eftertanke og læring til drengene.
Janni Bøgh Olsen fortæller, at man søndag udloddede en dusør på sociale medier for at finde frem til dem, der havde stået bag.
Og kort efter væltede det ind med henvendelser, som førte frem til opklaringen.
Nordsjællands Politi fortalte søndag, at de ville tage til Vejby i løbet af dagen og undersøge sagen nærmere.
De havde søndag formiddag modtaget syv anmeldelser om hærværk i byen.
Mandag skriver politiet i deres døgnrapport, at de har en god formodning om, hvem der står bag hærværket.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her