17. oktober 2021
Når der er valg til kommunalbestyrelsen, kan man samtidig afgive sin stemme til Ældrerådet. Foto: Jens Nielsen.
Når der er valg til kommunalbestyrelsen, kan man samtidig afgive sin stemme til Ældrerådet. Foto: Jens Nielsen.
Foto: Jens Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Ældrerådsvalg: - Få indflydelse på din alderdom

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ældrerådsvalg: - Få indflydelse på din alderdom
Gribskov - 25. september 2021 kl. 15:58
Af Camilla Nissen

Når der den 16. november er valg til byrådet i Gribskov og landets øvrige 97 kommunalbestyrelser, er det samtidig muligt at sætte sit kryds ved en kandidat til Ældrerådet i Gribskov. Ældrerådet består af syv medlemmer, og der er lige nu mindst to officielt opstillede kandidater, oplyser Gribskov Kommune. Men da fire medlemmer af rådet møder op på Ugeposten for at fortælle om det forestående valg, viser det sig, at tre af dem overvejer at genopstille og én har indgivet sit kandidatur. Fristen for at melde sig som kandidat er den 1. oktober.

- Men vi vil da meget gerne have kampvalg. Hvis der kun er syv, der stiller op, og alle syv så skal vælges, er det jo ikke lige så demokratisk, som hvis der er flere der stiller op, siger Leif Dræbye, mangeårigt medlem af udvalget.

Der er flere af de nuværende kandidater, der har været medlem i flere perioder. Formanden Torben Møgelhøj og Leif Dræbye har begge siddet i rådet i fire perioder, og Claus Sætter-Lassen har været valgt for fire perioder, mens Kirsten Madsen har siddet én periode. Og de taler varmt for den indflydelse, det giver, når man er med i Ældrerådet.

- Vi har en vis indflydelse. Kommunen har for eksempel lyttet til os ved budgetforhandlingerne, hvor vi nu har fået et mere rummeligt budget, og hvor det er muligt at få rengøring og personlig hjælp hver 14. dag igen, siger Torben Møgelhøj.

Også etableringen af demensdagcenteret Holbo Have, der nu har eksisteret i nogle år, har Ældrerådet været involveret i.

- Vi blev spurgt, hvilket plejecenter vi ville anbefale, at der skulle opføres et center på, og der sagde vi, at vi ønskede et selvstændigt center. Så det er et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at komme med indspark til politikerne, siger Torben Møgelhøj.

- Nu har de fået øje på, at der skal opføres endnu et demenscenter, supplerer Leif Dræbye med henvisning til den nyligt indgåede budgetaftale.

- Og så er der sat penge af til en ekstra demenskoordinator, siger Kirsten Madsen.

Indsigt og indflydelse
Også handlingsplaner for helhedsplejen og en revision af kvalitetsstandarder er noget af det, Ældrerådet har været involveret i.

Nogle af de kommende udfordringer er, at der fremover vil være endnu mere fokus på det nære sundhedsvæsen.

- Vi skal holde kommunen op på, at de skal være forberedt til at tage imod folk, når de kommer tidligere hjem fra hospitalet, siger Torben Møgelhøj.

Og så giver det også nogle fordele for medlemmerne selv, at man får en indsigt og indflydelse på sin egen og andres alderdom.

- Jeg har fået indflydelse på min egen alderdom og en stor indsigt i, hvad der sker på området. Man får en vis indsigt i lovgivningen, som mange svage ældre ikke har mulighed for at sætte sig ind i. Mit motto er, at de ældre jo ikke har nogen forældre til at tale deres sag, siger Claus Sætter-Lassen.

- Ja, der er mange ældre uden pårørende, som ikke kan klare sig selv uden hjælp udefra, siger Kirsten Madsen.

Ved seneste kommunalvalg blev ældrerådsvalget gjort til et fremmødevalg. Det betød, at stemmeprocenten gik fra 45 til 65 procent, oplyser Leif Dræbye.

Han suppleres af Claus Sætter-Lassen.

- Der er 14.000 over 60 år i Gribskov Kommune, og jo flere af dem, der afgiver deres stemme, jo stærkere en stemme har vi på de ældres vegne, siger han.

Rejser du til udlandet i år?