18. juni 2021
Flemming og hustruen Camilla mødte hinanden på en bustur. Sammen styrer de til dagligt Nordsjællands Turistfart.
Flemming og hustruen Camilla mødte hinanden på en bustur. Sammen styrer de til dagligt Nordsjællands Turistfart.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 50 års jubilæum: 'Når man først er bidt af en bus, så slipper man det aldrig'

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

50 års jubilæum: 'Når man først er bidt af en bus, så slipper man det aldrig'
Gribskov - 16. maj 2021 kl. 08:32
Af Jeppe Helkov

De fleste vil nok kunne genkende dem rundt om på vejene. De store blå busser med de karakteristiske brune, røde og lilla striber. I 50 år har Nordsjællands Turistfart fra Gilleleje kørt land og rige rundt med pensionistklubber, foreninger, børnehaver, skoler - ja, faktisk de fleste. I sidste uge fejrede de 50 års jubilæum.

- I starten hed vi John Madsen bustrafik efter min far. Men i 1980 ændrede han det til et anpartsselskab. Siden har vi heddet Nordsjællands Turistfart, siger Flemming Madsen, der i 2003 overtog ansvaret for virksomheden.

Men hans interesse for busser begyndte lang tid før. Faktisk fik han diesel-lugten ind med modermælken.

- Min far kørte i ti år for Tjæreborg. Min mor var med som rejseleder, og pludselig lå jeg i maven og var med på tur. Og når man først er bidt af en bus, så slipper man det aldrig, siger han med et grin.

Faderens bus-eventyr fik dog en noget svær begyndelse.

Bus brød sammen

- Min far var lidt uheldig. Hans første bus købte han for 90.000 kr., men han måtte skrotte den efter et halvt år. Den tabte simpelthen hele bagenden. Hver gang han kørte over et bump, kunne han se, at enden kom længere ned. Til sidst gik den ikke længere, siger Flemming Madsen, der fortæller, at hans far også truede med at kvitte branchen, hvis det blev et krav, at der skulle toiletter i busserne.

- Da min far først begyndte at køre bus, var der kun sæder og et rat, og rejselederen måtte råbe gæsterne op. Min far og en anden vognmand sagde også, at hvis der nogensinde skulle toiletter i busserne, ville de holde op. Det ville de ikke være med til.

- Det samme med mobiltelefoner. Der var han også meget længe om at acceptere, at det var nødvendigt. Men en dag kom han pludselig hjem med to kufferter med telefoner i, som man havde dengang. De kunne holde batteri i 20 minutter. 25.000 kr. havde han betalt for de dem, og de holdt kun nogle få år, så måtte de skiftes ud. Det var bare en anden tid dengang.

Flemming Madsen er gået i sin fars fodspor. Her ses faren John (nummer to fra højre) i busselskabets spæde år.

30 år som chauffør

Flemming Madsen blev selv involveret i firmaet for 30 år siden. I første omgang ved at køre med skolebørn, og i forhold til i dag, hvor der er meget strenge krav, man skal leve op til, var det dengang bare noget, man gjorde uden videre.

- Dengang var reglerne ikke, at man skulle på efteruddannelse. Man kunne køre derhjemme og øve sig, og så var det bare ud på vejene. Efter kort tid røg jeg også en tur til Holland. Det var spændende for en 22-årig, siger han og fortæller, at det i dag er langt mere stressende at være buschauffør.

- Min fars tid var mere rosenrød end min. Der er kommet så mange regler til. Busserne skal konstant opgraderes, og der er meget mere trafik. Det sætter nogle krav til beregninger, så vores chauffører kan nå frem til hotellerne i Tyskland med køre- og hviletidsbestemmelserne. Det var det ikke i min fars tid. Der skulle man bare fra a til b. I dag kan man få dårlige nerver over at se trafikken gå i stå hele tiden, mens man bare kigger på uret hele tiden. Det er en stressfaktor. I meget få tilfælde har vi faktisk måttet finde en vognmand, der har kunnet køre den sidste time, siger han.

Busser har altid fyldt meget hos familien Madsen. I den røde trøje ses den kommende indehaver af Nordsjællands Turistfart, Flemming.

Mødte kærligheden i bussen

Men trods den stressfaktor ville Flemming Madsen alligevel ikke være foruden. Slet ikke når man ser på, hvilke oplevelser busturene også giver.

Ligesom sin far mødte, faldt han og hustruen Camilla også hinanden under en tur sydpå. Camilla var rejseleder og Flemming var chauffør. Og faktisk er det flere gange sket, at rejsende i Flemming Madsens busser har mødt kærligheden.

- Når vi kører rejser sydpå, seater vi folk. Ægtefolk får lov til at sidde sammen, mens enlige sidder ved siden af hinanden. Der er det sjovt at se, hvordan folk mødes i bussen. Flere har fundet hinanden på sådan en rejse. Især den ældre generation. Man er meget sammen på sådan en tur og sidder meget ned, så man er nødt til at snakke. Når vi møder dem igen, rejser de pludselig sammen. Så der er lidt dating over sådan en tur, siger Flemming Madsen, der samtidig fortæller, at de også prøver at gøre noget ekstra ud af turene. At man på de længere ture kører i nogle omgivelser, der er inspirerende for passagerne.

- Vi gør meget ud af, at folk får noget godt at spise og får nogle gode oplevelser undervejs, så det ikke kun er A til B-kørsel. Vi kører ikke bare motorvejskørsel. Vi prøver at finde de smukke ruter, så passagererne har noget flot at se på. Det betyder meget for os også at give passagerne noget ekstra på den konto, lyder det fra Flemming Madsen.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?