
112 fartforseelser, narkokørsel og én betinget frakendelse af kørekortet. Nordsjællands Politi havde travlt, da de for to uger siden lavede en målrettet færdselsindsats i Gribskov Kommune. Og de nævnte forhold er bare nogle af de forseelser, politiet kunne notere i deres systemer.
Nordsjællands Politi var en del af en landsdækkende færdselsindsats, der varede en uge. Og de mange bøder viser ifølge Jørgen Rath, politiassistent i den operative færdselssektion, at selvom mange er sendt hjem på grund af corona, og der derfor er færre biler på vejene, så er antallet af fartsyndere ikke faldet.
- Det bedste, man kan komme ud af en uges indsats med, er et stort, larmende nul i bøder. Men sådan er virkeligheden ikke. Vi kan konstatere, at selvom der ikke er mange biler på vejene på grund af covid19, så skal vi stadig være til stede. Den mere plads gør, at der bliver kørt hurtigere. Når der er mere trafik, kører folk kører langsommere og er mere påpasselige. Så covid19 har givet nogle nye udfordringer. Det afspejler den her uges indsats, siger han.
Politiets færdselsindsats bar navnet Sikre Veje og havde fokus på, at alle skal kunne færdes sikkert i trafikken. Fra Nordsjællands Politis side forsøgte man at stå nogle steder, hvor man måske ikke typisk ser en fartmåler eller en politibetjent.
- Præstevej (i krydset ved Helsingevej, Helsinge) - hastighed: 1 forseelse og 1 klip.
- Helsingevej (ved Ryagergårdsvej, Helsinge) - hastighed: 3 forseelser, 2 klip og 1 betinget frakendelse.
- Frederiksværksvej (Ramløse, Helsinge) - hastighed: Ingen forseelser.
- Kildevej (Helsinge): automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG): 1 kørsel i frakendelsestiden, 1 kørekort ikke erhvervet, 1 narkokørsel, 1 overtrædelse af anden særlov.
- Gribskovvej (Helsinge) - ANPG: 1 forseelse i form af fejl og mangler.
- Gribskovvej (Helsinge: Hastighed - 76 forseelser og 11 klip.
- Kildevej (Helsinge) - hastighed: 36 forseelser, 2 klip.
- Helsinge centrum og Kildevej: 1 kørsel i frakendelsestiden, 1 forseelse i form af manglende sikkerhedssele.
- Kildevej (Helsinge): ANPG, 0 forseelser.
Kilde: Nordsjællands Politi
- Den enkelte borger har mulighed for at bestille en færdselskontrol. Det her har været en uge, hvor vi har afprøvet de anmeldelser. Det er meget specifikke anmeldelser. For eksempel at der mellem kl. 7.30 og 9.30 bliver kørt for hurtigt på den her strækning. Det tog vi ud og afprøvede for at se, om det er hold i det, og om vi skal prioritere strækningerne med mere personale i fremtiden, siger Jørgen Rath.
Men selvom politiets kontrol stod på nogle lidt andre veje, end de plejer, var de også til stede på nogle af de sædvanlige strækninger, hvor politiet ved, at folk kører for hurtigt: Blandt andet Kildevej i Helsinge og på Gribskovvej.
På sidstnævnte strækning registrerede man alene den ene dag, man stod der, 76 bilister, der kørte for hurtigt. 11 af dem fik et klip.
- Anmeldelsen fra borgere gik på, at folk kører for hurtigt på vejen over en længere periode. Derfor var vi der i seks timer. Men det er en strækning, vi er opmærksomme på i forvejen. Det er en indfaldsvej ind mod hovedstadsområdet, og der sker en del færdselsuheld. Så af gode grunde er vi der tit. Men alligevel er det her høje tal, siger Jørgen Rath.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her