20. august 2018
Skrøbeligt og med skønhedsfejl. Jacob Bille ser skønheden - også i forfaldet. Fotos: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Skrøbeligt og med skønhedsfejl. Jacob Bille ser skønheden - også i forfaldet. Fotos: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: - Tekstiler er vores fælles historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

- Tekstiler er vores fælles historie
Gribskov - 21. januar 2018 kl. 11:20
Af Hanne Guldberg Mikkelsen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- For mig er det jagten. Det er jo ikke fordi, jeg mangler noget.

Og det er ganske korrekt. Jacob Bille og hans mand er for et år siden flyttet fra en lejlighed på Amager til en 400 kvadratmeter stor villa ved Gilleleje. Og stedet er fyldt med de to samleres fantastiske fund. Der mangler ikke noget.

Huset er under restaurering, enkelte værelser er færdige, det gælder blandt andet spisestuen, hvor Jacob Bille denne formiddag har hentet en del tekstiler ned - til ære for fotografen. Her ligger florlette blonder, gamle antikke dragter, og en lyserød charlestonkjole, tungt behængt med perler. Meningen er, at de antikke tekstilfund skal have deres eget værelse, hvor også Jacob Billes væve skal stå. Han er uddannet Væver, men væver nu kun som en hobby. Til hverdag tager han til Gentofte, hvor han arbejder med demente.

- Vævning er utrolig ensomt. Jeg har brug for kollegaer og mennesker omkring mig, siger han.

Oldemors
På bordet i spisestuen ligger hatte, kjoler, kåber og kapper. Blandt andet den der satte gang i tekstilsamlingen for cirka 10 år siden.

- Det var på en gård i Jylland, en slags loppelade, at jeg fandt en 1800-tals kappe. Den lå i et værksted, og manden, der ejede laden, smed bare rundt med den, da han skulle finde nogle skruer. Jeg stod og tænkte: Åh, nej - og så købte jeg den. Jeg tror jeg gav en tyver.

Mange af Jacob Billes store fund sker i Jylland.

- De har haft mere plads til at lægge oldemors tøj i karlekammerskabet eller kramkisten, forklarer han.

Tøjet og tekstilerne bruger han ikke til noget. Meget er så fint, men også frønnet og skrøbeligt, at det »ikke ville holde til en fest«. Det hænger der bare. Eller ligger i æsker med syrefrit papir, så det ikke bliver angrebet af møl eller andet.

Det bliver ikke brugt, men opbevaret og passet på. For selv om det ikke er kostbart, er der ikke meget tilbage af fortidens antikke tekstiler. Tidligere blev tøjet brugt, til det var slidt op - eller man tog det bedste og syede det om. Nogle af Jacobs smukkeste ting - blandt andet et mere end 100 år gammelt italiensk messehagel - vil med tiden komme op at hænge. Men størstedelen opbevarer han bare.

- Og det er jo der, det bliver lidt mærkeligt, erkender samleren.

- De fleste samlere sætter tingene frem. Men sådan er det ikke med tøjet. Jeg kan bare ikke tåle, at noget så gammelt og fint ikke bliver bevaret.

Jacob overfører da også sin egen respekt for tøjet til de mennesker, han køber af. Hans dør og telefon står altid åben, hvis folk har noget i gemmerne, de ønsker han skal se på.

- Der er altid fortrydelsesret, siger han.

- Og måske kommer dét mere fra mig selv: at det er svært at forstå, man ikke vil fortryde at skille sig af med noget, der er så personligt. Folk kan altid komme tilbage efter det.

Det sker dog ikke. Heller ikke med den tunge brudekjole i råhvid fra 1936. Jacob Bille købte den af datteren til bruden - komplet med brudekrone og blomster samt toppen af en kransekage.

Jacob Bille samler på tøj fra 1800-tallet op til cirka midten af 1900-tallet - og meget af det er i stykker.

- Jeg kan godt lide det der forfald. I virkeligheden kunne jeg godt ramme det hele ind og hænge det op - det er så smukt som malerier, siger han.

Jacob Billes mand er selv samler - keramik, porcelæn og meget andet. Tøjet er han dog ikke begejstret for. Han mener, det fylder og lugter. Til trods for at Jacob både luftet og damper de gamle klædningsstykker.

- Så vi må nok forhandle om, hvor meget, der kan komme op at hænge, siger Jacob Bille.

Skatkammer
Tekstilsamlingen kom oveni de samlinger, som Jacob Bille i øvrigt har.

- Jeg har samlet, så længe jeg kan huske, siger den 41-årige, mens vi sidder i stuen. Den er som et skatkammer med glas, vitrineskabe med sjældent keramik, og store afrikanske figurer.

Fund og antik er ikke gratis, og Jacob Bille finansierer sine fund ved at købe og sælge.

- Typisk køber jeg måske tre-fire stykker tøj. Og så kan jeg selv beholde det af dem, der er antikt.

Det er primært tøj fra 1950'erne og fremefter, som Jacob sælger, altså tøj, som man kan gå i. Han sælger af sine fund fra 1950'erne og fremefter på Københavns Vintage og på Instagram

- Der er ikke mange, der samler. Men der er mange, der klæder sig i vintage og derfor efterlyser det unikke. For eksempel bruger en jakke til cowboybukser, forklarer samleren og viser en jakke frem, der er fra starten af 1800-tallet. Den er i tyk sort uld og med håndsyede knapper. En stor del af samleriet er at få tingene hjem - og så lave en research, der kan datere dem. Her tages bøger og web i brug. For jakkens vedkommende er det knappernes udformning, der viser, hvornår de er fra.

Hvad der skal ske med samlingen på længere sigt, ved Jacob Bille ikke.

- Der er jo ikke en masse nevøer og niecer, der står i kø. Tøjet har ikke en stor værdi - med mindre det er lavet af en stor designer som Holger Blom.... men det er vores fælles historie, fortalt gennem tøj. Der er blevet vævet, spundet, broderet, syet - det er en verden, der er forsvundet i dag, hvor vi laver alt på maskiner.

mikk

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
Frederiksborg@sn.dk