

Se billedserie
Peter Maarbjerg får den seneste opdatering fra Musik i Lejets festivalplads i telefonen, mens han smilende giver hånd. Han lægger på.
- Jeg skulle lige være sikker på, der ikke var sket noget i løbet af natten, men det er der heldigvis ikke, siger han og kan ånde lettet op.
Festivalen er nu slut efter tre dage med musik og fest. Vi besøger formanden for Musik i Lejet til en evaluering af festivalen i hans sommerhus, som hans egne voksne børn og deres venner - 17 unge mennesker i alt - har brugt som base unger festivalen. Og mens oprydningen for alvor er gået i gang, både i hans sommerhus og på festivalpladsen, kan han konstatere at det i store træk har været en festival, der er forløbet uden de store problemer, selvom 10.000 mennesker er samlet på et forholdsvist lille område gennem tre dage.
- Min opfattelse er, at folk oplever, at pladsen er omhyggeligt indrettet med kunst, udsmykning og håndlavede skilte mm. Det smitter af. Så de har ikke lyst til at ødelægge det. Folk passer på pladsen og på hinanden. Så der har været minimalt med episoder. Vi har også et godt sikkerhedssetup, hvor vagterne formår at få stoppet det, når der har været det mindste optræk til noget, siger Peter Maarbjerg.
Han peger på, at sikkerhed, trafik og bæredygtighed får fuld fokus til næste års festival. For selvom trafikken på Hovedgaden har været under kontrol, har en del biler har været ulovligt parkeret på indsatsvejene.
- Det skal vi se på, hvordan vi kan undgå til næste år. Vi skal have en evaluering af trafikken. For eksempel kan vi se på, hvor de biler, der holder på indsatsvejene, kommer fra. I år gjorde vi det, at vi satte en vagt ind, da vi opdagede, at der blev parkeret på Nordhusvej, som er en indsatsvej. For sikkerheden skal være helt i top, siger Peter Maarbjerg.
I år har Hjemmeværnet blandt andet har været sat ind ved afspærringen i Hovedgaden, og det har gjort, at folk i høj grad har rettet sig efter anvisningerne.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her