18. juni 2021
Venstre vil bruge penge på støjbekæmpelse i Greve og Solrød, hvor Køge Bugt Motorvejen løber igennem. Det glæder Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), folketings- og byrådsmedlem Morten Dahlin (V) samt Solrøds borgmester, Niels Hörup (V). Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Venstre vil bruge penge på støjbekæmpelse i Greve og Solrød, hvor Køge Bugt Motorvejen løber igennem. Det glæder Greves borgmester, Pernille Beckmann (V), folketings- og byrådsmedlem Morten Dahlin (V) samt Solrøds borgmester, Niels Hörup (V). Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Venstre vil nedbringe bilstøj fra motorvej

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Venstre vil nedbringe bilstøj fra motorvej
Opdateret 11. maj 2021 kl. 08:41
Greve - 11. maj 2021 kl. 08:39
Af Janus Spøhr

Hvis du har prøvet at gå eller cykle over broen ved Køge Bugt Motorvejen mellem afkørsel Greve C. og Greve S., har du sikkert bemærket, at samtalen får en naturlig pause, mens man bevæger sig over de mange biler, der suser under dig.

Støjen på Køge Bugt motorvejen er nemlig på et niveau, som stort set gør det umuligt at høre hinanden. Det skal der gøres noget ved, mener folketingsmedlem Morten Dahlin (V), der bor i Greve, hvor han også sidder i byrådet, samt borgmestrene i Greve og Solrød, Pernille Beckmann (V) og Niels Hörup (V).

- Der er for meget støj fra motorvejen, og det har stået på i for lang tid. Nu skal der gøres noget ved det, for det påvirker mange borgere i Greve og Solrød, siger Morten Dahlin.

Han tager en støjmålerapp frem. Midt over motorvejen når nålen op på 81,4 decibel. Vejdirektoratets anbefalede maksniveau lyder på 58 decibel.

Derfor håber Morten Dahlin, at de fire milliarder kroner, som Venstre nu foreslår brugt på støjbekæmpelse, vil give mindre støj fremover. En nedbringelse af støjen kan både ske via ny asfalt og støjvolde.

- Regeringen har foreslået at bruge tre milliarder kroner på støjbekæmpelse frem mod 2035, og det er ikke nok. I vores udspil er Greve og Solrød specifikt nævnt, fordi der er et stort behov her. Forhåbentlig kan vi komme i gang allerede i år eller til næste år, siger Morten Dahlin, der dog ikke ved, hvor mange af de fire milliarder kroner, der skal bruges på støjbekæmpelse på et af Danmarks mest trafikerede vejstykker, som Køge Bugt Motorvejen er.

Da vi når om bag støjvolden, siger Morten Dahlins app, at støjniveauet er på 74 decibel.

- Det er ikke sjovt at skulle sidde i sin have med så meget larm, siger han og peger på det nærmeste villakvarter.

Borgmestre bakker op

Pernille Beckmann og Niels Hörup er aktive for at gøre opmærksom på den støj, som der konstant er i nærheden af motorvejen.

- Vi ved, at støj er en stor belastning for mange menneskers helbred, og det skal vi tage alvorligt, siger Pernille Beckmann og forklarer, at hun selv bor i nærheden af motorvejen og ikke kan sove med åbent vindue om natten på grund af larmen.

Hun peger på, at det er dyrere at renovere sin bolig, når man skal tage højde for at støjsikre den med blandt andet lydisolerende vinduer.

Ifølge Niels Hörup har problematikken optaget byrådet i Solrød i mange år. 3000 boliger i Solrød er plaget af gener fra de mange biler på motorvejen, forklarer han. Han mener ikke, at kommunerne selv kan stå for støjreduceringen.

- Det er statens vej, så derfor må staten også gøre noget for at hjælpe borgerne, der bor tæt på motorvejen. Støjreduktion er dyr, og det ingen kommune budget til at gøre alene, siger Solrøds borgmester.

Den støjdæmpende asfalt, der er lagt på dele af Køge Bugt Motorvejen, hjælper, men den bliver slidt og skal udskiftes. Det er der, ifølge Niels Hörup, på nuværende tidspunkt lange udsigter til.

Vindretningen spiller ind, når man kigger på støjgener. For det meste er der vestenvind i Danmark, og det kaster støjen mod øst. Det er på den østlige side af motorvejen, at mange i Greve og Solrød bor.

- Det skal understreges, at det for Venstre er vigtigt, at man kan tage sin bil, når man har brug for det. Udfordringen er, at der i infrastrukturaftaler ikke er taget højde for støjbekæmpelsen, og det er på tide at gøre noget ved det, siger Morten Dahlin.

Det ventes, at et flertal af partierne på Christiansborg bliver enige om en trafikaftale i sensommeren.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?