Greve-politikeren René Kauland, der er tiltalt for drabsforsøg på sin eks-kæreste, er død. Det erfarer Dagbladet, der har fået oplysningen bekræftet fra flere sider.
Politikeren, som ved det seneste kommunalvalg blev valgt ind i Greves byråd for Venstre, blev onsdag morgen fundet død i sin celle i Slagelse Arrest. Det bekræfter Midt- og Vestsjællands Politi.
René Kauland skulle onsdag klokken 9.30 fremstilles ved retten i Roskilde tiltalt for drabsforsøg mod sin ekskæreste og for vold af brutal karakter mod ekskærestens datter.
Han var tiltalt for at have brudt ind i sin ekskærestes hjem natten til den 11. maj 2018, hvor han ifølge tiltalen var iført maskering og flere gange slog ekskæresten på kroppen. Hun var efterfølgende i livsfare, men overlevede. Hun fik ifølge tiltalen brud på ben, arme og halspulsåren.
René Kauland havde nægtet sig skyldig.
Ifølge en pressemeddelelse, der er udsendt af Midt- og Vestsjællands Politi, skal dødsfaldet nu undersøges nærmere af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med kriminalforsorgen.
Politiet oplyser, at de pårørende er blevet underrettet om dødsfaldet, ligesom parterne i straffesagen også er informeret.
René Kauland har siddet varetægtsfængslet i ni måneder.
Det var først kort før retsmødet skulle finde sted, at det kom frem, at mødet ikke kunne gennemføres. Da sad der allerede 35 tilhørere klar i retslokalet.
Sn.dk har tidligere onsdag været i kontakt med René Kaulands forsvarer, Henrik Stagetorn, som ikke vil sige, hvorfor retsmødet blev aflyst.