26. september 2018
- Jeg tror på det enkelte menneske, og at frihed er godt for samfundet. Jeg tror på et samfund, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi behandler hinanden godt ? også dem, der har det svært, og så tror jeg på så meget personlig og økonomisk frihed som muligt, siger Morten Dahlin. Foto: Jørgen C. Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

- Jeg tror på det enkelte menneske, og at frihed er godt for samfundet. Jeg tror på et samfund, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi behandler hinanden godt ? også dem, der har det svært, og så tror jeg på så meget personlig og økonomisk frihed som muligt, siger Morten Dahlin. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nu skal Mortens drøm opfyldes

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nu skal Mortens drøm opfyldes
Greve - 13. september 2018 kl. 06:45
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvis man ikke ved det, er det ikke så nærliggende, at Morten Dahlin er politiker, som han kommer gående der langs Krogårdskolen. Godt nok har han nystrøget skjorte og blazer på, men hans sneakers og ligefremhed er lidt atypisk for de fleste politikere. 'Hvordan gik det med AGF i weekenden', lyder den første bemærkning, som efterfølges af et smil og et fast håndtryk.

- Jeg har mange minder herfra, siger han, inden han åbner døren til Krogårdskolen.

- Det var her, det hele startede.

I marts 2005 meldte han sig ind i Venstres Ungdom, efter at han havde haft nogle heftige diskussioner i samfundsfag med en kvindelig socialistisk klassekammerat.

- Samfundsinteressen har altid været der. Min søster og jeg skulle altid argumentere for, hvorfor vi mente, som vi gjorde. Samtidig havde jeg nogle ændringsforslag til, hvordan skolen skulle fungere. Der blev taget for lidt hensyn til dem, der havde svært og let ved det, og jeg har altid lært, at man ikke bare kan brokke sig over noget. Man bliver nødt til at gøre noget ved det, siger Morten Dahlin.

Trods sine 'blot' 29 år har han allerede opnået meget rent politisk. Som 22-årig blev han formand for Venstres Ungdom, han har vundet DM i debat og samtidig været i byrådet Greve siden 2009, hvor han bragede ind som nummer to på Venstres liste over stemmeslugere - kun overgået af daværende borgmester René Milo.

Da der senest var kommunalvalg, var han med i de besværlige forhandlinger om at nå en konstitueringsaftale med LA og DF. Han repræsenterer ofte Venstre i DR2's debatprogram 'Debatten', hvor han diskuterer med nuværende og tidligere ministre.

Jagten på tinget
Det kan lyde som én lang succeshistorie, men der er et stort 'men'. I 2015 stillede han op til folketinget for første gang, hvor han fik 2986 personlige stemmer. Det var lige akkurat ikke nok til at blive valgt ind, da der manglede 136 stemmer. Senere stod han til at overtage Bertel Haarders plads i folketinget, da den garvede politiker havde udsigt til at blive generalkonsul i Flensborg, men det blev ikke til noget. Nu skal det være. Morten Dahlin vil i Folketinget.

- Jeg brænder for at give noget tilbage til det her land, som har givet mig så meget. Det er en velsignelse at få lov til at lave lokalpolitik i Greve, men Christiansborg lokker, fordi det giver en mulighed for at gøre hele landet bedre, siger han og forklarer, at han ikke har et politisk forbillede.

- Men jeg beundrer Flemming Roses kamp for ytringsfriheden og Ayaan Hirsi Alis kamp for frihed, selvom det har haft store personlige omkostninger for dem, siger Dahlin.

Han snakker hurtigt og med bevægelser, så han ligner en auktionarius, der er ved at afslutte en handel. Når man stiller et spørgsmål, kommer svaret som regel uden betænkningstid. Måske er det derfor, at 1005 ved seneste kommunalvalg satte kryds ved hans navn.

Selvom han er medlem af Venstre, er han ikke bleg for at kritisere sit parti. Som VU-formand langede han ud efter Venstre, da der skulle laves en ny skolereform. En lang skoledag nytter ikke noget, lød argumentet. Senere skrev han et debatindlæg i Politiken, hvor han argumenterede for at afskaffe blasfemiparagraffen, hvilket på daværende tidspunkt var imod Venstres politik.

Udfordrede lærerne
Vi spoler tiden et par uger tilbage til årets Stafet For Livet. Morten er i finalen i FDF's holdkonkurrence sammen med borgmester Pernille Beckmann. Modstanderne er cirka 15 år gamle. Nogle ville lade børnene løbe med præmien, men ikke Morten. Tovtrækningen varer få sekunder, så ligger børnene ned, mens Morten næsten når at spise hele rouladen i kampen om at være hurtigst om at køre den ned, selvom han ligner en, der er ved at kaste op undervejs. Sådan er Morten. Den bedste vinder, og man må gøre sig fortjent til en sejr. Sådan var det også i skoletiden.

- Lærerne syntes ikke, at han var den nemmeste elev. Han har et godt hoved, og han udfordrede dem. Derfor blev han også nogle gange sendt udenfor døren, siger Morten Dahlins mor, Ulla.

Det bekræfter han.
- Jeg har også været til kammeratlig samtale på kontoret. Mine forældre tog ikke mit parti. Jeg fik at vide, at det er lærerne, der bestemmer i klasselokalet, siger han.

Ifølge Ulla er Morten opdraget efter liberale værdier, som at tingene ikke kommer af sig selv, og med krav om, at man følger med i samfundet. Om aftenen så familien tv-avisen sammen.

Da Morten var 10 år, mente han, at det var uretfærdigt, at der ikke var en skøjtebane i Greve. Derfor skrev han til daværende borgmester René Milo. Morten var ikke så gammel, da han begyndte at læse tykke bøger om historie. Han var et 'gammeltklogt barn,' forklarer hans mor, som dog skynder sig at fortælle, at han også var glad for at spille fodbold og tennis.

Politiske modstandere betegner ham som en målrettet politiker, der går efter indflydelse - nogle gange så meget, at han ikke altid er den mest kompromissøgende.

- Morten er en del af et flertal, der ikke behøver at lytte til oppositionen og minoriteterne, fordi de sidder solidt på magten. Den situation udnytter Morten til fulde. Det kommer til udtryk i en populisme, hvor Morten gennem sit sprog italesætter populistiske strømninger, som giver ham medvind i hans ambition om at komme i folketinget, lyder det blandt andet fra en kollega i byrådet, som samtidig understreger, at Morten er en fin fyr, man godt kan drikke en øl med.

Morten Dahlin tager en dyb indånding, da han bliver forholdt det skudsmål.

- Politik handler om indflydelse. En ting er, hvad man siger, noget andet er, hvad man stemmer. På fire år har vi i det udvalg, hvor jeg var formand, været uenige én gang, siger han.

Når han snart skal i gang med at hænge valgplakater op i lygtepælene, er der tre ting, som han især vil markere sig på: Udlændingepolitikken skal strammes, så færre kommer til Danmark, flere mennesker skal væk fra passiv forsørgelse, og sundhedssystemet skal være i verdensklasse og have flere fritvalgsordninger.

De tre punkter er der andre politikere, måske endda fra mange andre partier, som også ville pege på, at de vil ændre. Hvad er det, som du kan tilbyde, som andre ikke kan?

- Når man kan se, at der er sket et fald i antallet af unge raske mennesker på over 85 procent på overførselsindkomst på grund af ordninger om straksaktiveringer, som jeg har indført i Greve Kommune, så mener jeg, at jeg har noget at byde på. Hvorfor skal resten af Danmark ikke have glæde af den ordning? Det er godt for det enkelte menneske og for samfundet, fordi det hjælper en ung videre, mens det frigør økonomiske ressourcer, der kan bruges på at sænke afgifter eller styrke sundhedsvæsenet, siger han.

Søren Pind sagde engang, at Venstre har tre fløje: Den nationalkonservative, pragmatiske og liberale. Hvilken tilhører du?

- Jeg er ikke så glad for fløjprædikater, men når det handler om udlændinge, ligger jeg tættere på Inger Støjberg end Jan E. Jørgensen, siger Morten Dahlin.

Privat har han en kæreste, og han vil gerne stifte familie. Det er bare ikke muligt lige nu, hvor han både har et fuldtidsarbejde og er byrådsmedlem. Derfor er kalenderen tætpakket. Når han skal slappe af, tager han på Brøndby Stadion for at støtte op om vestegnsklubben.

- Der er der ikke mails, som der skal tages stilling til, siger han.

Først traktat, så fest
Morten flyttede fra Hvidovre til Godsparken i Hundige på sin femårs fødselsdagen. Her kendte han ikke nogen, så derfor besluttede mor Ulla at banke på i en af de nærliggende villaer for at høre, om der var nogen, der kunne lege med Morten. Det var der, og han hed Mikael Vixø. De gik i børnehave og skole sammen og er stadig så gode venner, at Morten var forlover ved Mikaels bryllup.

- Der er fart på Morten, som altid har været den sjove. Han var irriterende god i skolen og snakkede meget. Han behøvede ikke at lave lektier, mens vi andre haltede, når vi ikke havde lavet dem, siger Mikael Vixø.

Han fortæller en anekdote om, at de to venner engang skulle til en af mange fester i ottende klasse. Her kom Mikael hjem til Morten med en pose fuld af øl.

- Da jeg kom ind på hans værelse, sad han og læste EU-traktaten, som han skulle være færdig med, inden han skulle til fest. Han vidste tidligt, at han ville lave politik. Han sagde, at han ville være statsminis- ter, siger Mikael Vixø.

Statsministerdrøm?
For en gangs skyld bliver der stille, efter at vi har spurgt, om Morten Dahlin stadig vil være statsminister.

- Det er de færreste angribere i Superligaen, som ikke går efter at blive topscorer, lyder svaret.

Vi beslutter at gå en tur på Krogårdskolen og kommer forbi en telefonboks, hvor han engang fandt en femmer. Herefter skulle han altid lige tjekke, om der lå penge i den, når han kom forbi. Vi stopper for enden af en gang. Morten skal lige tjekke toilettet. Det var der, eleverne gik ud, når de skulle ryge.

- Der stank altid af røg, men det gør der heldigvis ikke mere, siger han.

Herefter går vi op til en sal, hvor der er stillet en talerstol frem. Dér stod han på sidste skoledag og snakkede på elevernes vegne. Han har aldrig været bleg for at skille sig ud, og det vil han blive ved med.

- Hvis jeg kommer i Folketinget, vil jeg fortsætte med at sige, hvad jeg mener, uden at pakke det ind i spindoktorsprog. Så må man vurdere, om man er enig eller ej, siger han og forsvinder om bag scenetæppet.

- Jeg skal lige se, om man stadig kan komme op på taget, siger han og kommer tilbage med et smil.

- Det kan man, siger han og kigger på uret.

Det er tid til at komme videre. Der er nemlig ingen tid at spilde, når man har sat jagten ind på sin store drøm om en plads i Folketinget.

Seks hurtige ja eller nej:
- Topskatten skal ned? Ja

- Tildækningsforbuddet er en god ting? Ja

- Uddannelsesloftet skal afskaffes? Nej

- Der skal være nulvækst i det offentlige budget? Ja

- Skolereformen er en succes? Nej

- Der skal være mindre kontrol med borgere på offentlige ydelser? Nej

Fakta:
- Født: 1. maj 1989
- Uddannelse: Bachelor i virksomhedskommunikationog erhvervsøkonomi fra Copenhagen Business School (2012). Student fra Greve Gymnasium.

- Beskæftigelse: Public Affairs Director hos GRACE PA

- Byrådsmedlem i Greve siden 1. januar 2010. - Formand for integrations-, beskæftigelses- og ungdomsudvalget

- Fik ved seneste folketingsvalg 2986 personlige stemmer

- Tidligere formand for Venstres Ungdom

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk