6. marts 2021
Billede
gallery icon

Se billedserie

facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Millionprojekt skal sikre børn og unge bedre trivsel

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Millionprojekt skal sikre børn og unge bedre trivsel
Greve - 20. februar 2021 kl. 08:10
Af Emil Abkjær Kristensen

Børn og unge, der viser tegn på mistrivsel, skal opdages langt tidligere, så de kan få den rette hjælp, inden deres problemer risikerer at blive værre.

Det er i korte træk formålet med pilotprojektet Back2School i Greve.

Konkret går projektet ud på, at der i første omgang dannes et såkaldt fraværs og trivselsteam, som en fast dag om ugen vil være tilstede på henholdsvis Arenaskolen og Hedelyskolen.

Teamet består af psykologer, specialkonsulenter, familierådgivere og pædagogiske familievejleder, og deres opgave bliver i samarbejde med skolernes personale at finde frem til de elever, der viser tegn på mistrivsel.

- Vi ved, at højt fravær og skolevægring er nogle af de første tegn på mistrivsel. Ved at være til stede på skolen kan vi tage dialogen med lærerne med det samme, vejen til den enkelte elev og deres familier bliver kortere, og de rette indsatser for det enkelte barn kan komme i gang hurtigere, siger Susan Harnow, leder af PPR i Greve Kommune.

Back2School
  • Back2School er en systematisk indsats, der kan mindske skolefraværet hos børn med opmærksomhedskrævende skolefravær.
  • Det går ud på, at familien sammen med en terapeut finder frem til årsagerne til fraværet, og hvad der skal til, for at barnet skal komme i skole igen.
  • Samtalerne foregår over 10 sessioner, hvor terapeuten sammen med barnet og forældrene sætter mål, som leder frem mod, at barnet kommer mere i skole. Det gælder om langsomt at sætte mål, der kan mindske fraværet.
Tilbydes hjælp

En tidlig indsats er ifølge Susan Harnow vigtig, for det handler om at få børnene tilbage i skolen hurtigst muligt, fordi erfaringerne viser, at jo længere tid, man er fraværende, des sværere bliver det at vende tilbage.

Det kan i sidste ende risikere få konsekvenser for hele familien.

- Vi har desværre set eksempler på forældre, som har mistet deres arbejde, fordi de har taget sig af børn, som af den ene eller anden grund har været så pressede, at de ikke har haft lyst til at gå i skole, siger hun.

Derfor er det også vigtigt, at man ikke ser på fravær og skolevægring som enkeltstående problemstillinger.

- Det er som regel nogle bagvedliggende udfordringer, som er årsag til at børnene ikke er i trivsel, siger Susan Harnow.

- Det er dem, vi gerne vil tage hånd om, og derfor er det en fordel, at vi i fremtiden får så mange kompetencer i spil ude på skolerne. Her vil psykologerne kunne tage dialogen med børnene og kort efter igangsætte et samarbejde, der fx involverer en familierådgiver eller en familievejleder, så vi får bedre sammenhæng i vores indsats omkring det enkelte barn, siger Susan Harnow, der understreger, at når flere forskellige medarbejdere kommer til at sidde sammen, så bliver det nemmere for dem at koordinere samarbejdet.

- Jeg håber, at børn og forældre vil få den rette hjælp hurtigere, og de at vil have en oplevelse af, at kommunens indsatser hænger bedre sammen og bliver mere overskueligt.

Kan visteres videre

På baggrund af dialoger med de to skoler, så regner PPR med, at op mod 60 elever vil blive en del af projektet henover de to år. Heraf er det håbet, at langt størstedelen vil få glæde af den tværfaglige og terapeutisk indsats, som tilbydes via Back2School-projektet.

Derudover fortæller hun, at indsatsen også kan fungere som opsporing i forhold til nogle af de børn, hvor den indsats ikke er nok.

- Her vil vi have mulighed for at tilbyde vores hjælp i nogle af vores andre tilbud, som fx Coolkids og Ung i Balance. Målet er kort og godt at tilbyde den mest præcise og hjælp, siger Susan Harnow.

Kan bredes ud

Som nævnt gælder tiltaget i første omgang Arenaskolen og Hedelyskolen, men tiltaget vil løbende blive evalueret, og målet er, at det på sigt kan bredes ud til andre skoler.

- Hvis vi ser gode erfaringer indenfor den første tid, så ser jeg ikke nogen grund til at vente med at brede det ud til andre skoler, før de to år er gået, siger Susan Harnow.

PPR har ansøgt om midler til projektet fra satspuljen og fået tildelt knap 4,2 millioner kroner til formålet, mens kommunen selv finansierer projektet med lidt over en million kroner over to år.

De fleste midler går til at købe medarbejdere fri til at sidde på skolerne, mens en mindre del går til opkvalificering og efteruddannelse af medarbejdere.

Udover den interne evaluering vil kommunens erfaringer og resultater også blive fulgt af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, der vil samle erfaringer fra alle kommuner, der er med i projektet.

Glad udvalgsformand

Det glæder formand for skole- og børneudvalget Claus Jensen (V), at det er lykkedes kommunen at blive en del af Back2School-projektet, da udvalget igennem længere tid har haft fokus på netop trivsel blandt kommunens lærere og elever.

- Det er helt fantastisk, at administrationen er lykkedes med at få penge til det her projekt. Det er præcis nogle af de ting, vi har siddet og kigget på i udvalget. Nu får vi en stor pose penge, som kan være med til at sikre bedre trivsel for nogle af de børn, der af forskellige årsager ikke fungerer i skolen, og de falder på et tørt sted, siger han.

Han understreger især vigtigheden af, at børnene får en ordentlig skolegang, som de kan bygge videre på i fremtiden.

- Derfor er det vigtigt, at vi ved at fokusere på trivslen får så mange igennem skoletiden på en god måde, siger han.
Han håber også, at den tidlige indsats kan være med til at sikre, at færre børn ender med at skulle i specialtilbud. Dels fordi det kan spare kommunen for større udgifter i det lange løb.

- Men vigtigst er det at holde børnene i skolen, da et skoleskift har konsekvenser for det enkelte barn, når de skal sige farvel til de kendte rammer og kammerater, og samtidig får en følelse af, at de er anderledes. Det skal vi forsøge at undgå, siger Claus Jensen.

- Selvfølgelig vil der være børn, som har brug for et særligt tilbud, men forhåbentlig kan projektet mindske antallet af børn, der ender med at få det behov, fordi vi forhåbentlig får en bedre forståelse for det enkelte barn, og kan iværksætte en tidlig indsats, siger Claus Jensen.

Han og de øvrige medlemmer af udvalget vil løbende blive orienteret om erfaringerne fra projektet.

Nu må butikkerne igen åbne dørene op for kunder. Skal du derfor ud og bytte julegaver?