16. juli 2019
Martin Hvolbøll, der er formand for centerforeningen i Greve Midtby Center, mener, at det skal være de lokale borgeres samlingspunkt.
gallery icon

Se billedserie

Martin Hvolbøll, der er formand for centerforeningen i Greve Midtby Center, mener, at det skal være de lokale borgeres samlingspunkt.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Midtbycenter vil være de lokales samlingspunkt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Midtbycenter vil være de lokales samlingspunkt
Greve - 09. februar 2019 kl. 15:15
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Hvor er bymidten i Greve? Det er et spørgsmål, som der ikke er noget entydigt svar på, for modsat handelsbyer som for eksempel Roskilde og Køge har Greve ikke en gågade og et torv, der fungerer som det naturlige samlingspunkt.

Flere borgere peger på Greve Midtby Center som stedet, hvor lokale møder hinanden, mens de køber dagligvarer og gaver. Da avisen er på besøg en almindelig onsdag formiddag, er der også en lind strøm af gæster.

Besøger man centret omkring middag, er der også en del kunder fra det nærliggende gymnasium.

Netop borgere, der besøger centret i hverdagene, er målet for Greve Midtby Center, forklarer formand for centerforeningen i centret, Martin Hvolbøll.

- Det er i Greve Midtby Center, at de lokale foretager de daglige indkøb mandag til fredag, siger han.

Martin Hvolbøll understreger sin pointe ved at fortælle, at besøgstallet er steget til 2,4 millioner gæster om året, hvilket er en markant stigning. Samtidig afviser han, at shoppingcentret Waves - et andet bud på en bymidte i Greve, er en konkurrent. Waves er nemlig en del større og fokuserer i højere grad på at friste kunderne hele ugen. Samtidig tiltrækker Waves gæster fra flere forskellige byer i Køge Bugt området, mens Greve Midtby Center gerne vil være de lokale borgeres samlingssted.

Færre aktiviteter
Mange centre arrangerer forskellige events i weekenderne for at 'lokke' kunderne til at komme forbi. I Greve Midtby Center har de valgt at gå den modsatte vej.

Da Martin Hvolbøll overtog formandsposten for centret for fire år siden, var det første, han gjorde, at droppe musikerne foran hovedindgangen. Samtidig har han også valgt at fjerne den minigolfbane, som ellers var udenfor i en periode. I stedet sker forandringerne inde i centret, hvor den sorte farve på væggene er skiftet ud med hvid, mens der er blevet stillet en række planter op og opsat belysning for at gøre Greve Midtby Center hyggeligt at mødes i for de lokale.

- Vi kunne sagtens arrangere koncerter på torvene og i gangene, men dels har vi begrænset økonomi, dels er det kortsigtet at bruge økonomien på den måde, siger Martin Hvolbøll.

De beløb, som de forretningsdrivende betaler for at være med i centerforeningen, skal retur til de 30 butikker i form af målrettet butiksmarkedsføring, forklarer han.

Mange lokale butikker og centre er presset af den stigende nethandel, og det har de også opdaget i Greve Midtby Center. Derfor arbejder centret på at lave en ny onlineplatform, hvor butikkerne bliver mere synlige, hvis man for eksempel søger på en vare på Google. Planen er, at butikkerne i centret skal have en mindre webshop inde på Greve Midtby Centers hjemmeside. Det ventes, at den nye hjemmeside er klar inden sommeren.

Der er jævnligt snak om, at der skal udvikles i området omkring Greve Midtby Center. Der er blevet talt om at lave en biograf, bygge boliger på den i dag tomme nabogrund kaldet 'hjørnegrunden' og samtidig udvide Greve Midtby Center for at skabe en mere bymidteagtig atmosfære.

De planer er dog endnu ikke konkretiseret.

- Vi tager planer om bebyggelse med ophøjet ro. Der har tidligere været planer fremme, blandt andet at vi måske skulle udvide til 50 butikker. Man skal bare lige huske at kigge sig omkring, når man søsætter sådan et projekt, for rigtig mange steder er der for mange tomme lokaler, hvor lignende centre er blevet udvidet, siger Martin Hvolbøll.

Han er medejer af Kop & Kande i centret, der er en af få butikker, som har en såkaldt konkurrenceklausul, der gør, at der ikke må åbne lignende butikker.

- Hvis Imerco åbnede på hjørnet, ville det ikke gavne centret, fordi der ville komme større konkurrence om at skabe den indtjening, som der skal til for at få det til at løbe rundt. Åbner der en konkurrent, risikerer vi at have to butikker, der kører dårligt, i stedet for en, der kører godt, siger Martin Hvolbøll.

Greve Midtby Center har i øjeblikket tre ledige lokaler, men snart rykker et hørecenter og en bagelcafé ind i to af de ledige lokaler. Det er administrationsselskabet DEAS, der styrer centret, efter at det købte Nordea Ejendomme ud for nylig.