24. april 2018
Birgitte har erfaring som lærer fra både folkeskole, efterskole og friskole. Foto: Janus Spøhr
gallery icon

Se billedserie

Birgitte har erfaring som lærer fra både folkeskole, efterskole og friskole. Foto: Janus Spøhr
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokal forfatter: Hvad vil vi med skolen?

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokal forfatter: Hvad vil vi med skolen?
Greve - 14. april 2018 kl. 10:23
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Da Birgitte Steffensen-Thomasen gik på seminariet, var der engang en sanger, der optrådte på seminariet. 'Mamma, du gav mig et liv, men intet at leve for,' lød en del af teksten.

Sætningen rammer ret præcist det, som Birgitte, der bor i Karlslunde, sætter fokus på i sin roman 'Aftryk - lille lærer, hvad nu?'. Siden hun fik eksamensbeviset i hånden, har hun forsøgt at sætte fokus på skolens rolle i samfundet. Her er hun stødt på en mangel på kulturel forståelse.

- Hvordan kan vi være optaget af, om børnene har gulvvarme og iPads alle sammen, men livsindhold er vi ikke optaget af, siger hun på sit kontor på Filipskolen på Amager, hvor hun er viceskoleleder.

Nogle af 500 bøger, som er første oplag, er netop ankommet fra forlaget, og hun er klar til at sætte gang i en debat om, hvordan skolen skal udvikle børn og unge. Ifølge Birgitte handler det nemlig om mere end at lære eleverne at regne og læse.

- Hvad har eleverne at stå imod med, når de skal løfte kisten med deres forældre? Det handler om andet end gode karakterer, og der savner jeg, at eleverne er mere bevidste om deres kulturelle baggrund, siger hun og uddyber:

- Det handler om at skabe noget robusthed hos børn og unge.

Det vender vi tilbage til senere. Romanen er den første af sin genre, som Birgitte har skrevet, men idéen til den har hun haft siden seminarietiden i slutningen af 1980'erne. Allerede som otteårig blev hun spurgt om, hvad hun ville lave, når hun blev voksen, og her var svaret, at hun ville være lærer og forfatter i sin fritid. Sådan er det også blevet for Karlslunde-kvinden, der i årenes løb har arbejdet som lærer på folkeskoler, efterskoler og friskoler.

Romanens hovedperson er en ung, idealistisk lærer. Blandt andet sætter den fokus på lærerjobbets mangfoldigheder og muligheder. Bogen tager sit forløb på en fiktiv friskole i Karlstrup, men den kan handle om alle slags skoler i hele landet ifølge forfatteren.

Mangler værdier

På seminariet havde Birgitte en underviser, der gennemgik folkeskolens historie. Han sagde, at skolen var vokset ud af kirken - og så sagde han, at det blev erstattet af ingenting.

- Det er en interessant tanke, at vi som skole ikke står ved vores eget værdigrundlag. Vi er rundet af en kristen kultur, men børnene må ikke få det med i skolen, og det er det, jeg gerne vil problematisere, siger Birgitte med et smil og fortsætter:

- Hvad vil vi med skolen, hvor vi sender børnene hen i 10 år? Hvad vil vi uddanne dem til? Vi er optaget af målstyret undervisning, sunde madpakker og motion. Der er fokus på masser af ting at leve af, men ikke så meget at leve for, siger hun.

Det er her, de gamle kristne værdier kommer i spil, mener hun.

- Vi er nødt til at samle det værdigrundlag op, som vi smed væk, da skolen voksede ud af kirken. Skolen skal ikke overtage kirkens arbejde, men vi er nødt til at give den næste generation noget af den kultur, som vi er rundet af, tilbage. Ellers bliver vi fremmedgjort for os selv. De fremmede har deres rødder med. De er bevidste om, hvorfor de ikke spiser svin eller går med tørklæde, mens de danske børn ikke ved, hvorfor man fejrer fastelavn, siger Birgitte.

Nu er der kun tilbage at vente på anmelderes vurdering af bogen og ellers håbe, at bogen skaber så meget debat, at den kommer ud til så mange som muligt, forklarer Birgitte.

- Det er min drøm, at familien Danmark stopper op og tænker over, hvad vi gerne vil med skolen. Hvad skal børnene tage med sig efter de 10 år, siger hun.

Bogen udkommer den 16. april og udgives af Forlaget Mellemgaard. Den kan købes hos boghandlere landet over.

LÆSER
ARRANGEMENTER


Har du en aviskode?





Du finder aviskoden
i den trykte udgave af din avis.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk