En blot tre-årig dreng forsvandt onsdag ved 18-tiden. Det var derfor en meget fortvivlet mor, som slog alarm til politiet. Det oplyser Martin Bjerregaard, informationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi.
Den lille dreng havde været borte i en halv time, og både familie og politi frygtede, at han var blevet væk i et grønt og sumpet område tæt på familiens hjem i Karlslunde.
- Vi var tæt på at line den helt store eftersøgning op med både hunde og helikopter, fortæller Martin Bjerregaard.
Men inden politiet nåede at tilkalde hundepatruljerne, og eftersøgningshelikopteren var gået i luften, fandt familien selv den lille dreng.
Han lå under en stol i hjemmet. Her havde han gemt sig og var muligvis faldet i søvn. I hvert fald havde han ikke reageret på al postyret.
- Det var naturligvis en meget lettet og glad familie der blev genforenet med drengen, understreger Martin Bjerregaard.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her