31. maj 2020
Greves skoler og dagsinstitutioner skal genåbne efter påske, og derfor er der flere ubesvarede spørgsmål, lyder det fra både lærere og forældre.
Greves skoler og dagsinstitutioner skal genåbne efter påske, og derfor er der flere ubesvarede spørgsmål, lyder det fra både lærere og forældre.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forældre og lærere om genåbning: Mange ubesvarede spørgsmål

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forældre og lærere om genåbning: Mange ubesvarede spørgsmål
Greve - 08. april 2020 kl. 14:51
Af Janus Spøhr
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Efter påske skal dagsinstitutionerne og indskolingseleverne i landets folkeskoler genåbne. Det glæder Greve Lærerforenings formand, Tina Beck-Nilsson. Dog er der også nogle spørgsmål, som mangler at blive besvaret, inden det kan ske.

- Alle er interesseret i at genåbne samfundet hurtigst muligt, men det skal gøres under betryggende omstændigheder, siger hun.

Der er lagt op til, at børnene skal lege og undervises i små grupper, så afstandsreglerne kan overholdes. Eleverne må ikke bruge samme tablets, og de skal vaske hænder ofte og op til et minut ad gangen. Ifølge Tina Beck-Nilsson vil det betyde, at der skal bruges op mod halvanden time om dagen på at vaske børnenes hænder.

- Vi har brug for at lave en forventningsafstemning med forældrene. Hvis man forventer, at undervisningen vil være som normalt, vil jeg sige, at det ikke kommer til at ske. Vi kommer til at lave en nødundervisning, siger Tina Beck-Nilsson.

Hun peger på, at der er mange spørgsmål blandt lærerne i forhold til rengøringsstandarderne og om der er håndvaske nok.

- Rengøringsstandarden er i forvejen bekymrende, og er der personale nok til at gøre rent to gange om ugen, spørger Tina Beck-Nilsson.

Måske kun pasning
Retningslinjerne fra sundhedsmyndighederne lyder stadig på, at man ikke må samles flere end 10 personer. Det vil sige, at ni elever og én lærer maksimalt kan være samlet på én gang.

Bliver der overhovedet tid til undervisning?

- Jeg håber, at der bliver til en form for undervisning. Ellers er det kun pasning, som gør, at forældre kan passe deres arbejde, siger Tina Beck-Nilsson, der godt kan forstå, at regeringen har valgt, at det er de mindste skoleelever, der skal i gang først.

Før pressemødet mandag var der meget fokus på at passe på kronisk syge. Nu er der lagt op til, at lærere skal tilbage på job - også hvis de har et familiemedlem, der er kronisk syg. Dog skal kronisk syge lærere fortsat blive hjemme.

- Vi er forundrede og utrygge ved, at man mandag skulle passe på kronikere, nu skal man på arbejde. Jeg er da bekymret for, at flere dør, siger Tina Beck-Nilsson, der roser samarbejdet i kommunen, hvor alle knokler for at få det til at fungere bedst muligt i disse kaotiske tider.

Afventende forældre
Nananaya Gudmundsen, der er bestyrelsesmedlem i Greve Forældreorganisation, mener kun, at dagsinstitutionerne skal åbnes, hvis sundhedsmyndighedernes anbefalinger kan overholdes. Skal det ske, kommer det til at kræve en akuttilførsel af pædagogisk personale i Greve Kommunes dagsinstitutioner, mener hun. Også Greve Forældreorganisation peger på, at alene kravene til håndvask vil betyde, at hverdagen vil presse personalet.

- Når de voksne skal hjælpe alle børn med at vaske hænder grundigt minimum hver anden time, bliver det vanskeligt at finde tid til alle de øvrige opgaver, som pædagogerne også skal løse. Der er simpelthen ikke pædagoger nok, siger Nananaya Gudmundsen.

Hun er også spændt på at se, hvordan opdeling af børn i grupper af maksimalt fem børn skal overholdes.

- På nuværende tidspunkt er der ikke voksne børn nok til at inddele børnene på den måde, siger Nananaya Gudmundsen.

Pressede fysiske rammer
Greve Kommune arbejder med såkaldte kloge kvadratmeter, hvor flest muligt børn skal samles på færre kvadratmeter, påpeger Nananaya Gudmundsen.

- Nu skal der være mere afstand, men det er svært at se, hvordan det kan lade sig gøre indenfor med de fysiske rammer, der er, siger hun.

I foråret sker der typisk en udskiftning i børnegrupperne, hvor nogle skal i børnehave, andre i SFO og skole. Det er et ekstra ressourcetræk, og derfor giver tidspunktet for genåbningen en ekstra udfordring.

- Vi er nysgerrige på, hvordan kommunen vil få puslespillet til at gå op, siger Nananaya Gudmundsen, som fortæller, at Greve Forældreorganisation har rakt ud til skole- og børneudvalget i Greve for at sparre med kommunen.

- Vi har tillid til, at Greve Kommune ser med alvor på situationen og ikke tilbyder halve løsninger, siger hun og forklarer, at Greve forældreorganisation er i kontakt med FOLA, der er forældrenes landsorganisation.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?