For anden gang på få dage har en ambulance været impliceret i et uheld i Greve.
Fredag klokken 11:42 fik politiet meldingen om, at en ambulance med udrykning var blevet påkørt i krydset mellem Mosede Landevej og Skelvej. Ambulancen væltede om på siden i forbindelse med påkørslen.
- Vi er på stedet med patruljer og indsatsleder for at klarlægge omstændighederne, siger Charlotte Tornquist, kommunikationsrådgiver i Midt- og Vestsjællands Politi.
Hun fortæller, at de har fået meldinger om fire tilskadekomne i forbindelse med ulykken.
- Vi har ikke fået meldinger om, at der er tale om alvorlige ulykker, og vi har flere ambulancer på stedet til at køre dem på hospitalet, siger hun.
sn.dk har haft en udsendt på stedet, og krydset, der kortvarigt var afspærret, er nu farbart igen.
Ambulancen er bugseret væk, men to personbiler, som også var involveret i ulykken, holder i græsrabatten.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her