Til efteråret åbner en ny BR Legetøj i butikscenteret Waves i Greve.
Det fortæller Charlotte From, der er chef for BR i Danmark.
- Vi har ikke sat en endelig dato på plads, men vi åbner en gang i efteråret, og jeg kan sige, at det bliver inden julehandlen, siger hun.
Butikken kommer til at ligge overfor Bilka i det område, hvor Carls Jr. tidligere havde til huse.
Der bliver tale om en stor butik på mellem 900 og 950 kvadratmeter.
- Vi kender Waves i forvejen, og vi ved, at det er et godt center. Nu havde vi muligheden for at åbne en butik igen, og den greb vi, siger Charlotte From.
- Jeg er sikker på, det bliver et glædeligt gensyn.
I forbindelse med relanceringen af BR butikkerne i Danmark har butikskæden lanceret et nyt koncept, hvor butikken bliver indrettet som et »magisk legeunivers«.
- Der kommer til at være mere fokus på den gode oplevelse og leg, når man besøger butikken, siger hun.
Det hænger sammen med, at meget af legetøjssalget er rykket over på digitale platforme, og derfor skal butikkerne være andet end blot varer på hylderne.
- Vi er jo privilegeret, når vi sælger legetøj, fordi det ikke er alt, man kan på nettet. Det handler om at få fingrene i legetøjet, så man får en bedre fornemmelse af det, siger Charlotte From.
Hun glæder sig til at kunne melde noget mere præcist ud omkring åbningen, og hun har et større overblik, når arbejdet for alvor går i gang efter sommerferien.
- Men jeg er sikker på, at det bliver en flot butik, vi åbner i Waves, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her