

Se billedserie
Vel er det ikke sommer og 29 grader. Vel er vandet kun et par grader varmt. Men ikke desto mindre er der aktivitet og liv på stranden ved Furesøbad - eller nærmere betegnet på badebroen.
For interessen for vinterbadning har været støt stigende de senere år. Det startede for over ti år siden med fem-ti medlemmer i foreningen De Vilde Svaner. I dag er der op mod 300 medlemmer af Vinterbadeklubben Furisterne med hjemsted på Furesøbad. Dertil kommer alle de uorganiserede, som tager et dyp i det kolde vand.
- Mellem jul og nytår var der 1000 badegæster. Alene nytårsaftensdag kom der mellem 400 og 500, der lige skulle en tur i vandet. Der er en kraftig stigning i antallet af vinterbadere. Især indenfor de sidste tre-fire år, men der kom også et hop i marts måned ved den første corona-nedlukning, fortæller Steen Hjort, Furesøbads handyman.
Mandag formiddag gik Steen Hjort i gang med at pille stigen ned af badebroen for at gøre plads til en ny trappe. Også på den mindre badebro skal der installeres en ny trappe. Desuden vil de nedslidte bænke ved badebroerne blive udskiftet med to splinternye bænke af genbrugsplast.
- Furesø Kommune har bevilget 30.000 kroner til at forbedre forholdene for vinterbaderne, forklarer Michael Bay Olsen, inspektør ved Furesøbad.
De nye trapper vil blive pillet ned igen, når badebroerne skal i vandet. Det sker under nomale omstændigheder den 1. maj. Badebroerne kommer på land igen midt i september. Kun det inderste stykke af badebroerne overvintrer i Furesøen, og det er herfra, man kan hoppe en tur i Furesøen hele vinteren.
mikkel
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her