6. april 2020
Her er Furesø Kommunes bud på før og efter for den lille plads ved Akacietorvet.
Her er Furesø Kommunes bud på før og efter for den lille plads ved Akacietorvet.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Træer må vige for ny plads

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Træer må vige for ny plads
Opdateret 14. januar 2020 kl. 09:31
Furesø - 11. januar 2020 kl. 08:35
Af Mikkel Kjølby
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sagaen om fældningen af vejtræerne på Farum Hovedgade har stået på i flere år, og i denne uge måtte yderligere tre træer lade livet. Det var ved Akacietorvet, hvor Furesø Kommune er i gang med et projekt, der skal binde Farum Hovedgade bedre sammen med forretningerne på Akacietorvet.

- De sidste træer ved Akacietorvet er væk. Vi har sagt, at der ingen grund er til at fælde de sidste træer, men nu er det sket alligevel, siger Helge Larsen fra foreningen Bænke i Farum.

Beslutningen om at binde Akacietorvet bedre sammen med Farum Hovedgade blev truffet af dialoggruppen for Farum Hovedgade i august måned. Derfor er Furesø Kommune i gang med at etablere en ny plads.

- Baggrunden for projektet på Akacietorvet er, at der længe har været et ønske fra de lokale erhvervsdrivende om at få åbnet Akacietorvet op mod Farum Hovedgade, så det bliver et mere inviterende byrum og et byrum, som kan bruges mere aktivt, fortæller Sirka Bøgelund Olsen fra Center for By & Miljø i Furesø Kommune. Der er afsat 200.000 kroner til projektet.

Furesø Kommune lavede to oplæg, som blev behandlet på en workshop med dialoggruppen.

- Furesø Kommune lavede to forskellige oplæg til ændring af arealet. Et hvor de kasseklippede lindetræer langs hovedgaden blev bevaret mest muligt, og et hvor de blev fjernet. Da der var størst tilslutning til at fjerne træerne og åbne arealet helt op mod hovedgaden, er det denne løsning, der bliver ført ud i livet, forklarer Sirka Bøgelund Olsen.

Løsningen omfatter, at hækken og de kasseklippede lindetræer ud mod Farum Hovedgade fjernes. Belægningsområdet udvides mod vest, så det danner et trekantet flisebelagt område, der støder op til fortovet. På den østlige side af belægningen, bevares stensætningen, terrænet reguleres og der etableres græsplæne. Og der plantes 2 nye træer længere inde på området for at bevare det grønne præg.

- Der er desuden et ønske om at etablere siddepladser på støttemuren, og cykelparkering bagest på området. Disse ønsker vil blive imødekommet, hvis der er midler til det, siger Sirka Bøgelund Olsen.

Ulla Hess fra Furesø By & Land sidder med i dialoggruppen om udviklingen af Farum Hovedgade og er ikke begejstret for projektet.

- Man har valgt en lappeløsning. Det bliver dødsygt at se på, siger Ulla Hess.