1. juni 2020
I 2016 gik Simon Bønløkkes hjerte i stå. I dag er han ambassadør for Hjerteløberordningen, som netop er blevet landsdækkende. Foto: Kim Rasmussen.
gallery icon

Se billedserie

I 2016 gik Simon Bønløkkes hjerte i stå. I dag er han ambassadør for Hjerteløberordningen, som netop er blevet landsdækkende. Foto: Kim Rasmussen.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Simons hjerte gik i stå - nu er han selv blevet hjerteløber

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Simons hjerte gik i stå - nu er han selv blevet hjerteløber
Opdateret 22. maj 2020 kl. 12:51
Furesø - 22. maj 2020 kl. 12:08
Af Mikkel Kjølby
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Han forstår det ikke helt selv. For det burde ikke kunne lade sig gøre. Men han er her endnu.

Den 16. januar 2016 cirka klokken 5.35 gik Simon Bønløkkes hjerte i stå. I op mod 45 minutter kæmpede først hans løbemakker Claus Brandorff og siden ambulancemandskabet for at holde hans hjerte i gang.

De to løbemakkere tog turen rundt om Søndersø to-tre gange om ugen. Som regel tidligt om morgenen. Denne morgen skulle de mødes ved Dalsø Park. Simon kom først. Få øjeblikke senere kom Claus løbende ned af bakken og fandt Simon liggende livløs med rallende vejrtrækning i den nyfaldne sne.

Claus ringede straks til alarmcentralen og fik besked på at gå i gang med hjertemassage. I 20 minutter kæmpede han på egen hånd, indtil ambulancens blå lys begyndte at lyse oppe på toppen af bakken. Redderne overtog hjertemassagen, men stødene fra hjertestarteren virkede ikke. Simon blev bundet fast på en båre, og med møje og besvær løftede op af den stejle bakke, som var klædt i fem centimeter sne.

Først inde i ambulancen virkede hjertestarteren.

- Der kom mit hjerte i gang igen. Der er formentlig gået 45 minutter, siger Simon Bønløkke med en vantro mine. Han forstår det ikke helt.

- Flere ting spillede nok ind. Ved et hjertestop er det et spørgsmål om, hvor hurtigt man får hjælp. Claus gik i gang med det samme, og man kan holde liv i folk med hjertemassage. Desuden lå jeg nedkølet i sneen, det har også haft en betydning, forklarer Simon Bønløkke.

Kan intet huske

Historien om den dramatiske episode ved Søndersøs bred har Simon fået fortalt af Claus. For han kan intet som helst huske. Faktisk er hele måneden op til forsvundet fra hans hukommelse. Han har derfor heller ikke erindring om den tredobbelte bypassoperation på Rigshospitalet. Eller de fire dage han lå i koma.

- Min korttidshukommelse blev slettet. Jeg kan intet huske. Det er måske meget godt, siger Simon med en grimasse.

Hjertestoppet kom ud af det blå. Ja, faktisk fik Simon ofte tjekket sit hjerte, fordi han lider af Type 2 Diabetes. Han var 50 år, havde aldrig røget, var i god form.

- Hjertestop giver ingen advarsler. Det sker med et fingerknips, og så er det slut, forklarer Simon Bønløkke, som indledningsvis havde problemer med synet, snakketøjet og motorikken i fingrene, men alle disse egenskaber vendte lige så stille tilbage.

Efter 100 sygedage vendte Simon tilbage til sit arbejde.

- Jeg løber ikke så hurtigt som før, og jeg får en masse medicin, men ellers er jeg som før, siger Simon Bønløkke.

Hjerteløberordningen

Simon er naturligvis ikke helt som før. For naturligvis har oplevelsen sat sit præg på ham. Det har blandt andet fået ham til at melde sig som hjerteløber. En ordning som for kort tid siden blev landsdækkende.

- Jeg har været medlem af Hjerteløberordningen siden starten. Jeg udbreder gerne kendskabet til ordningen ved at fortælle min historie. Det er et utroligt vigtigt budskab, at alle kan gøre noget. Faktisk kan man ikke gøre noget forkert med en person, som er død. Det er kun, hvis man ikke gør noget, at man forværrer situationen, siger Simon Bønløkke.

Simon har selv været tilkaldt som hjerteløber, men ved den lejlighed var der ikke noget at gøre, da hjertestoppet var sket aftenen før.

- Ved den lejlighed fik jeg besked på, at løbe forbi ejendomskontoret i Vesterbo for at hente hjertestarteren og fortsætte til offerets bopæl. To andre hjerteløbere var allerede kommet, men der var intet at stille op, fortæller Simon.

Løbemakkeren Claus blev nomineret som Årets Førstehjælper i 2016. De løber stadig rundt om Søndersø.

- Når vi er ude at løbe og hører en ambulance, så påvirker det Claus. Det vigtigste er nok, at jeg ikke er blevet bange. Heller ikke for at løbe rundt om søen tidligt om morgenen.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?