15. december 2019
Billedhugger Olav Johannisson hamrer på livet løs for at bringe Sagnlandet Witherløse til live. Projektet støttes bl.a. af Jonstrup 89 ved formand Per K. Larsen (th.) og Værløseegnens Historiske Forening, som her er repræsenteret af John Mynderup (tv.) og Niels  Bødker Thomsen. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Billedhugger Olav Johannisson hamrer på livet løs for at bringe Sagnlandet Witherløse til live. Projektet støttes bl.a. af Jonstrup 89 ved formand Per K. Larsen (th.) og Værløseegnens Historiske Forening, som her er repræsenteret af John Mynderup (tv.) og Niels Bødker Thomsen. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sagnlandet Witherløse mejsles frem på sten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sagnlandet Witherløse mejsles frem på sten
Furesø - 09. november 2019 kl. 06:29
Af Mikkel Kjølby
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Historiens vingesus skal nydes med udsigt over flyvestationens tunneldal. Netop her, hvor Oldtidsstien slog et knæk og drejede mod nord, er det planen, at lokalhistorien skal formidles i et Sagnlandet Witherløse (Gammelt ord for Værløse red.).

- 90 procent af lokalhistorien er fundet sted lige præcis i dette område. Her har vi en historie, der vil noget. Vi har 13000 år gamle fund. Vi har Vandskelsvejen, som blev til Oldtidsstien. Vi har gårde fra bronzealderen. Hvideslægten i Knardrup. Vi har gravfundet Alugod. Klædefabrikken i Jonstrup, Flyvestationen og meget mere. Områdets historie er koncentreret lige her, fortæller Niels Bødker Thomsen, mens han skuer ud over Landingsbanen.

For her ved Perimetervejen. Lige imellem Hangar 3 og 4 skal der etableres to regnvandssøer formet som helikopterlandingspladser, og lige mellem dem bliver der etableret et stenstrøg med 21 store sten forsynet med historiske motiver, hamret og mejslet frem af stenhuggeren Olav Johannisson. Det bliver et markant historisk aftryk.

- Stenene skal strøs ud, så de ligger, sådan som isen ville have lagt dem, da den trak sig tilbage efter den sidste istid. Det er den slags, vi lokalhistorikere arbejder for. Vi efterlader fortiden til fremtiden. Stenen vil fortsat ligge her om 1000 år, siger Niels Bødker Thomsen.

Sydlejrens ejer, Freja Ejendomme, kom med idéen om at bruge de store sten, som er gravet frem i forbindelse med rydningen af byggefelter til historieformidling. Borgerforeningen Jonstrup 89 blev kontaktet, og formand Per K. Larsen kunne straks se potentialet.

- Det bliver vores svar på Sagnlandet Lejre. Der er så meget historie i det her område. Det bliver en fantastisk gave til lokalområdet, siger Per K. Larsen.

Værløseegnens Historiske Forening kastede sig over projektet. I samarbejde med Furesø Museer og Jonstrupsamlingen er der udvalgt motiver, som skal illustrere lokalhistorien.

- Vi bruger 21 sten og har fire-fem stykker i reserve til fremtidig brug. Det er tanken, at hver sten skal have sin egen QR-kode, som man kan scanne og få historien om motivet. Det er vores håb, at det kan danne udganspunktet for Sagnlandet Witherløse. Herfra kan der gå ture ud til de historiske monumenter, som Alugods grav, Vandmøllen som dannede grundlaget for en klædefabrik og siden et seminarium og mange andre steder, forklarer Niels Bødker Thomsen.

Kom gerne og kig
De store sten er lige for tiden opmagasineret ved udkørslen mod Måløv, men om kort tid bliver de transporteret op til deres fremtidige plads. Billedhugger Olav Johannisson er allerede i gang. Lige for tiden mejsler han på stenen, som skal fortælle historien om kristendommen. En Jesus-figur træder frem på stenen. På stenen ved siden af skal der laves en pilespids.

- Jeg har fået motiverne og starter med at lave en model hjemme i værkstedet i Hareskovby. Sådan en sten som denne er der halvanden uges arbejde i, men andre motiver er mere simple. Jeg regner med at være færdig om et års tid, fortæller Olav Johannisson.

Han glæder sig til, at stenene bliver flyttet. For så kommer der publikum på.

- Folk er utroligt nysgerrige og spørger om alt muligt. Det sætter jeg stor pris på. Det er spændende at være med til sådan et projekt. Det er derfor, jeg er med, for lønnen bliver nok kun i målestok med en lærlingeløn, siger Olav Johannisson, som allerede har sat aftryk i landskabet med en række sten rundt om Farum Sø og på Ballerupvej.

Projektets budget er på beskedne 100.000 kroner. Freja Ejendomme giver halvdelen samt de store sten og transporten. Furesø Kommune kommer med 40.000 kroner, Jonstrup 89 donerer 5.000 kroner og en historisk vejfond de sidste 5.000 kroner.