25. oktober 2021
Her er SFs byrådskandidater til kommunalvalget den 16. november  Fra venstre: Jesper Dyhrberg, Randi Kristensen, Jan Kjældgaard, Claus Jensen og  Henrik Wille. Fraværende er Henrik Tyle. Pressefoto.
Her er SFs byrådskandidater til kommunalvalget den 16. november Fra venstre: Jesper Dyhrberg, Randi Kristensen, Jan Kjældgaard, Claus Jensen og Henrik Wille. Fraværende er Henrik Tyle. Pressefoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: SF er genopstået i Furesø med ungdommelig energi

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SF er genopstået i Furesø med ungdommelig energi
Furesø - 26. september 2021 kl. 08:14
Af Mikkel Kjølby

FURESØ: For et par år siden så det ud til, at kommunalvalget i 2021 ville blive uden SF på stemmesedlen i Furesø Kommune. Medlemmer var der sådan set nok af, men den gamle garde var stoppet og organisationen var ikke-eksisterende.

Det fik landsorganisationen til at indkalde til et møde. Syv personer dukkede op til mødet i Grafen i Farum.

- Vi blev enige om, at vi var klar til at give den en skalle. Kort efter holdt vi generalforsamling, hvor Jesper Dyhrberg blev valgt som formand, fortæller Jan Kjældgaard, som også er byrådskandidat.

Nu er partiets kandidatliste klar. Jesper Dyhrberg er spidskandidat med Jan Kjældgaard som nummer to. Herefter følger Claus Jensen, Henrik Tyle, Henrik F. Wille og Randi E. Kristensen. Der er tale om en partiliste. Dermed er der nærmest garanti for, at Jesper Dyhrberg bliver partiets byrådsmedlem, hvis det lykkes partiet at komme ind.

Muligheden for at opnå valg er blevet bedre, idet partiet har droppet valgforbundet med Socialdemokratiet til fordel for en rød-grøn alliance med Enhedslisten og Alternativet. Det skulle give optimale muligheder for to mandater til valgforbundet. Spørgsmålet er så, hvordan de fordeler sig blandt de tre partier.

- Vi føler os beslægtede på mange områder, men der er også matematik i det. Vi kiggede på de sidste valg og kom frem til, at partiet havde stået med bedre muligheder med dette valgforbund, forklarer Jan Kjældgaard, som dog er klar i spyttet, når det handler om partiets støtte til borgmesterkandidaterne.

- Vi kan ikke forestille os andet, end at vi bakker op om Socialdemokratiet og Ole Bondo Christensen som borgmester, siger Jan Kjældgaard.

Spidskandidat Jesper Dyhrberg kommer med den ungdommelige energi. Han er 19 år gammel, bor i Jonstrup, men går på Borupgaard Gymnasium i Ballerup.

- Når vi har demokrati, er det vigtigt, at det er repræsentativt for alle befolkningsgrupper. Det er vigtigt at få de unge ind i byrådet. Det nytter ikke noget, at vi allesammen venter til, vi er 40 år og børnene er blevet store, fastslår Jesper Dyhrberg, som vil bruge sine erfaringer fra skolen og ungdomslivet i Furesø.

- Jeg har selv gået i skole i Furesø Kommune. Derfor ved jeg, hvor vigtigt det er, at vi får sat farten ned i skolen. Vores unge mennesker går for meget i skole og der er for meget pres på med fokus på nationale tests, siger Jesper Dyhrberg, som også har fokus på ungdomslivet i Furesø.

- For at have et ungdomsmiljø i Furesø, skal vi have billigere og bedre ungdomsboliger. Vi skal også kigge på at få en ungdomsuddannelse til kommunen. Widex-grunden er en oplagt mulighed, lyder det fra Jesper Dyhrberg.

SF har ikke mindst klimaet som mærkesag med alt, hvad det indebærer af grøn omstilling, stop for overløb osv.. Men der er andet på programmet.

- Vi har stort fokus på, at Furesø Kommune fortsat skal kunne få nok Sosu-assistenter og pædagoger. Forskning viser, at disse grupper ikke pendler ret langt, da de kan få arbejde i nærmiljøet. Hvis der ikke er nok boliger, der er til at betale, bliver det svært for Furesø at holde fast i denne gruppe. Det er vores opfattelse, at boligerne i Furesø er blevet for dyre. Alt hvad der opført de sidste år, er rigmandsboliger. Vi er nødt til at få billigere boliger, siger Jan Kjældgaard.

Potentialet er der
SF kan med optimisme skele til de landsdækkende meningsmålinger. Her står partiet til fremgang i forhold til Folketingsvalget i 2019. Her opnåede partiet 8 procent af stemmerne i Furesø Kommune. Der er altså et potentiale for partiet.

Spørgsmålet er så om man kan komme ud af den socialdemokratiske borgmester Ole Bondo Christensen (S) skygge.

SF var en magtfaktor i den gamle Farum Kommune - ikke mindst pga. Helene Lund, som fremstod som den vægtigste modpol til Venstre-borgmesteren Peter Brixtoftes styre. SF fik i 2001 hele 19,8 procent af stemmerne i Farum Kommune og fire ud af 19 pladser i byrådet.

Fire år senere opstod der en strid i partiet op til sammenlægningsvalget i den nye Furesø Kommune. Byrådsmedlem i Værløse, Jeanette Tabrizi-Christensen brød med partiet og opstillede uden held sin egen liste. SF fik 8,4 procent og fik valgt Helene Lund og Jane Isdal ind i byrådet.

Fire år senere stod Jane Isdal som spidskandidat og fik fremgang til 10,3 procent. Det gav to pladser, hvor Jane Isdal og Gitte Terp Henriksen tog plads.

Til gengæld gik det helt galt i 2013, hvor SF blot fik 2,3 procent af stemmerne. Meget bedre gik det ikke i 2017, hvor Bo Finsen tog en for holdet og stillede op som spidskandidat. SF fik 2,5 procent af stemmerne, men ingen plads i byrådet.

Kort efter stoppede Bo Finsen som lokalformand, og partiet stod uden organisation i Furesø Kommune.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?