13. maj 2021
Det konservative stortalent Cecilia Zade Iseni er flyttet til Valby for bedre at kunne passe sit studie, arbejde og ungdomsliv. Foto: Mikkel Kjølby
Det konservative stortalent Cecilia Zade Iseni er flyttet til Valby for bedre at kunne passe sit studie, arbejde og ungdomsliv. Foto: Mikkel Kjølby
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Politisk stortalent forlader Furesø

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Politisk stortalent forlader Furesø
Furesø - 09. april 2021 kl. 12:42
Af Mikkel Kjølby

Blot 18 år gammel troppede Cecilia Zade Iseni op som repræsentant for Det Konservative Folkeparti ved et vælgermøde på Marie Kruses Skole og formåede at stjæle ramplyset fra borgmester Ole Bondo Christensen og de andre rutinerede politikere. En ihærdig valgkampagne udløste 237 personlige stemmer og en plads som 1. suppleant for det konservative gruppe i Furesø Byråd. Tre år senere blev det vekslet til et otte måneder langt vikariat i byrådet og værdifuld erfaring for det unge konservative talent, som netop er blevet valgt som næstformand for Konservativ Ungdom for tredje gang.

Men nu stopper den politiske rejse i Furesø Kommune - i hvert fald for nogle år.

- Jeg har fået et studiejob hos DI. Det er den store drøm for mig. Jeg er derfor flyttet til Valby for bedre at kunne passe studiet og arbejdet, forklarer Cecilia Zade Iseni, som læser International Business & Politics på CBS.

I den forbindelse er muligheden for et studiejob hos Dansk Industri intet mindre end et drømmescenarie for Cecilia.

- Jeg er virkelig glad for det politiske arbejde, men qua min uddannelse er jeg kommet frem til, at det mest spændende er kombinationen mellem politik og erhvervslivet. DI varetager erhvervslivets interesser, og på sigt er det netop min drøm at varetage virksomhedernes interesse politisk. Det kan man gøre på flere måder, siger Cecilia Zade Iseni.

Vender tilbage en dag
Cecilia Zade Iseni er vokset op i Værløse, men gik på Hareskov Skole de sidste år. Det har påvirket hendes forventninger til fremtiden.

- Jeg brænder for politik, men også for min ungdom. Det er nu, jeg skal bo i København og cykle hjem klokken 4 om natten. Hvis ikke nu. Hvornår så? Men jeg har altid sagt, at når jeg en dag får mand og børn, så vil jeg bo i Furesø, og mine børn skal gå på Hareskov Skole. Det er nok 10-15 år til det bliver relevant, siger Cecilia med et smil.

Men ikke desto mindre har partiets nuværende borgmesterkandidat Lars Carstensen fået klar besked.

- Jeg har sagt til Lars Carstensen, at han skal holde pladsen som partiets borgmesterkandidat varm til mig, lyder det med et grin.

Lars Carstensen ærgrer sig over tabet af den unge profil, men har forståelse for Cecilias beslutning.

- Om end det er træls, som man vist siger på jysk, så er det fuldt forståeligt at Cecilia skal videre i med sit liv. Jeg er glad for, at vi fik lov til at låne Cecilia i de fire år, som er gået. Vi har været med til at give Cecilia erfaring med at føre valgkamp og ikke mindst muligheden for at være i byrådet i et halvt år. Cecilia har til gengæld bidraget med masser af nye idéer, en ukuelig energi og optimisme, siger Lars Carstensen og fortsætter:

- Jeg vil gerne ønske Cecilia held og lykke med studierne. Måske ser vi en dag Cecilia på Christiansborg, måske bliver hun en dag borgmester i Furesø - hvem ved? Men uanset hvad, så har Cecilia vores opbakning og er altid velkommen tilbage, både i kommunen og i lokalpolitikken.

Selvom Danmark har skrottet vaccinerne fra AstraZeneca og Johnson & Johnson, arbejdes der på en model, så man frivilligt kan vælge dem. Kunne du finde på det?