Udvalg vil udvikle forretningscenteret på Akacietorvet i Farum
Et flertal i udvalget for byudvikling og bolig besluttede onsdag 13. januar, at forvaltningen skal arbejde med udvikling af Akacietorvet og den tilstødende del af Farum Hovedgade, hvor alle ejere på Akacietorvet inddrages fra starten.
En ny lokalplan og en ændring i kommuneplanen skal give mulighed for restaurant, café og boliger, foruden butikker og liberale erhverv.
Samtidig skal der tages hensyn til naboer og parkeringsmuligheder, ligesom planerne skal sikre sammenhæng, helhed og forskønnelse i det historiske miljø, som området indgår i.
Udvalget har truffet beslutningen på baggrund af både konkrete ansøgninger, den nye detailhandelsanalyse og de11 høringssvar, som forvaltningen modtog fra borgere, virksomheder og foreninger i efteråret 2019.
"Vi er enige i de tilkendegivelser, vi de senere år har fået fra ejere, erhvervsdrivende og foreninger om, at der er behov for nye rammer for området, så det kan udvikle sig og fortsat leve op til sin status som det ene af hovedgadens tre omdrejningspunkter for byliv," udtaler formand for udvalget Susanne Mortensen i en pressemeddelelse fra Furesø Kommune.
"Den nye detailhandelsanalyse bekræfter synspunktet - og med den fine istandsættelse af 'det hvide center' og renoveringen af både hovedgaden og det lille anlæg ved Akacietorvet er tidspunktet også det rette. Så nu skal det være," fortsætter hun.
"I forlængelse af den positive udvikling af Farum Hovedgade, vil vi også gerne skabe liv i den tomme 'Aldi-butik' på Akacietorvet så hurtigt som muligt. Ejerne står parat. Og derfor har vi besluttet først at udarbejde en lille lokalplan for denne ene ejendom og så følge op med lokalplanen for resten af området bagefter," supplerer udvalgets næstformand Lene Bang i pressemeddelelsen.
Plan kommer i høring
Den lille lokalplan for den tidligere Aldi kommer i høring, så alle borgere og foreninger har mulighed for at blive inddraget. jesl
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her