12. juli 2020
Med bogen »Naturpark Mølleåen« vil Naturpark Mølleåens Venner med formandTroels Brandt i spidsen åbne læsernes verden til et fascinerende område med en rig historie og skøn natur.  Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Med bogen »Naturpark Mølleåen« vil Naturpark Mølleåens Venner med formandTroels Brandt i spidsen åbne læsernes verden til et fascinerende område med en rig historie og skøn natur. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Når mand og bog smelter sammen

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når mand og bog smelter sammen
Furesø - 29. maj 2020 kl. 12:27
Af Mikkel Kjølby
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

For 30 år siden flyttede Troels Brandt fra Frederiksdal til Farum. Familien fandt et hus med udsigt ud over Gedevasesvinget i Hestetangsdalen.

Dengang så området meget anderledes ud end i dag. Troels gik ind i arbejdet.

- Det hele var ved at gro til. Jeg gik ind i arbejdet med at få lavet en naturplejeplan, erindrer Troels Brandt, som for sit arbejde blev præmieret med Farum Kommunes Miljøpris.

Formanden for Farum Lokalhistoriske Forening, Gudrun Meier, havde spottet hans interesse og engagement og lokkede ham med i foreningen Naturpark Mølleåens Venner. Den var ved at gå i opløsning efter forrige formands død, men med Richard Petersen som formand kom der atter fokus på det område, som nobelprismodtageren Johannes V. Jensen berømmede mange år forinden.

Det oprindelige videnskabelige arbejdsudvalg udgav i 1967 en bibel om Naturpark Mølleåen. Den fangede Troels Brandts interesse.

- Jeg læste i udvalgets gamle bog om Johannes V. Jensen og Thorvald Staunings tanker, da de gav udvalgsformanden Thorvald Vognsen støtte til opstarten. Ideen er grundlæggende god. For der er så meget samlet på et lille område. Der er historien, naturen, geologien. Det strategiske i, hvordan dalene er udformet og hvordan det er blevet brugt til at befæste området med Bastrup Tårnet, Langesø Hus og måske Farumgård, siger Troels Brandt, der efterhånden så noget helt unikt i området.

- Her kan man se samspillet, hvor civilisationen og naturen har udviklet sig. Vandskelsvejen forsvandt, da der kom en vandmølle ved Fiskebæk. Derefter bredte byerne sig ud til siderne af Mølleådalen. Det har gjort, at det hele er bevaret - helt ud til Jørlunde. Det er unikt, forklarer Troels Brandt, som har været formand de sidste ti år.

Den nye bog
Den gamle bibel var efterhånden slidt op. Der var behov for en ajourføring. Foreningens turguide var populær og indtægterne fra salget har været med til at finansiere den nye bog, som netop er udkommet.

Troels Brandt har i den forbindelse været ildsjælen, der knyttede enderne sammen. 19 skribenter og flere fotografer har velvilligt bidraget til bogen »Naturpark Mølleåen«, som fremstår som lidt af en kraftpræstation.

- Det kunne lade sig gøre, fordi de allesammen var interesseret i stoffet. Der var områder, som vi selv kunne skrive om, men vi har fået eksperter til at tage de områder, som vi ikke har forstand på, forklarer Troels Brandt.

Anna Bodil Hald og Kurt Borella tog sig f.eks. sig af biologien. Michael Houmark-Nielsen og Steen Andersen forklarer den vanskelige geologiske proces. Skovrider Kim Søderlund fortæller om skovenes drift og historie. Og sådan kan man blive ved.

- Alle har gået til den med stor lyst. Og redaktionen har samlet trådene, siger Troels Brandt, mens han skæver ud over Hestetangsdalen. Ude i horisonten bor foreningens næstformand Hans Hjordt Hansen, der også har knoklet med at få enderne til at nå sammen.

Stigende interesse
Tanken om Naturpark Mølleåen opstod i 1940´erne, men naturparken blev først certificereret i 2016 og er beskyttet af en række fredninger. Den breder sig gennem fire kommuner, Furesø, Allerød, Egedal og Frederikssund. I mange år levede den en stille tilværelse, men fornyligt skete der noget.

- Coronaen har tredoblet besøgstallet i Naturpark Mølleåen. Forhåbentlig vil det på sigt få flere til at blive ved med at komme i naturen. Vores sigte er formidling af naturen, historien og geologien mv.. Alle disse informationer gør, at man får mere udbytte af at komme ud i naturen, forklarer Troels Brandt og fortsætter:

- Der var et behov for at få det hele samlet i en bog. Det kan forhåbentlig gøre lidt reklame for naturparken. For den har været set for lidt.

Troels Brandt slutter med en opfordring.

- Kommunerne og alle os andre skal bruge Naturpark Mølleåen som en styrke for området.

Sommerpakken giver 50% rabat på entré til mange oplevelser som f.eks. museer. Benytter du dig af de gode tilbud ?