15. juni 2021
Martin Riel foran det, der dengang var 'sommerhjemmet' i Farum. Bopæl for omkring 20 unge flippere. I stueetagen boede en betjent, der ikke gjorde meget væsen over det vilde liv, der blev levet på stedet. Foto: Jens Berg Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Martin Riel foran det, der dengang var 'sommerhjemmet' i Farum. Bopæl for omkring 20 unge flippere. I stueetagen boede en betjent, der ikke gjorde meget væsen over det vilde liv, der blev levet på stedet. Foto: Jens Berg Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Martin var flipper i 70'erne: En dag indså jeg, at jeg måtte forlade det

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Martin var flipper i 70'erne: En dag indså jeg, at jeg måtte forlade det

Han var en del af en misbrugende gruppe. Senere forlod han den, men mange døde efterfølgende

Furesø - 10. juni 2021 kl. 12:06
Af Jens Berg Thomsen

Hans ungdomskammerat, Kim Andersen, havde alt: Intelligent, kvindebedårer, talentfuld guitarist og talentfuld tegner. Alligevel er Kim Andersen død, mens Martin Riel er levende. Kim Andersen, søn af den navnkundige digter og musiker Benny Andersen, døde i 2013. Men inden fik Martin Riel kontakt med sin barndomsvej efter en pause på næsten 40 år.

Tilbage i 1970'erne var de en del af et slæng, hvor den hårde kerne bestod af omkring 20 unge mennesker. Dengang fyldte stoffer og alkohol meget, også for Martin Riel. Men efter tre år sagde Martin Riel stop og gik sin vej. Bogstavligt talt. Han møder Furesø Avis på en forårsdag for at fortælle historien fra dengang. Selv boede han på 'sommerhjemmet' på Kaalundsvej med andre unge.

"I stueetagen boede en politimand, der hed Justesen og ovenpå boede vi unge. Kommunen mente, at så længe Justesen ikke sagde noget, var alt godt. Og jeg tror ikke, han turde fortælle, at tingene i dén grad var gået ud af kontrol. Vi, der boede på overetagen, var alle unge. Vi kom fra samme klike, og der var hash og stoffer. Set med kommunale øjne var det ikke godt, men for os var det fantastisk. Der var fælleskøkken, og det hele var én stor fest," siger Martin Riel.

Nedfældet historie

Tilbage i 2013 dør Kim Andersen. Inden det fik de to venner kontakt igen. Det stod klart for dem begge, hvilken vej det gik, og Martin Riel lovede at "sige noget pænt" til Kim Andersens begravelse. For mens det lykkedes for Martin Riel at komme ud, blev misbruget hængende hos Kim Andersen.

"Da vi mødes igen, er han på sin anden blodprop og sin tredje leverforgiftning. Han bor i en lille lejlighed. I mellemtiden er jeg blevet ejer af mit eget produktionsselskab. Det er lykkedes mig at frigøre mig af alle de her ting og skabe en tilværelse, hvor jeg er så langt væk fra miljøet. Men jeg er stadig i dyb taknemmelighedsgæld til Kim. Uden ham havde jeg ikke oplevet at være i en familie, hvor der blev læst digte op og spillet musik," siger Martin Riel.

De to mødtes som 13-årige på Solvangskolen. Kim Andersens mor var maler Signe Plesner Andersen, og hjemmet var kulturelt, fortæller Martin Riel.

"Vi udvikler et "poor kid - rich kid"-venskab. Da jeg havner i Farum, har jeg allerede gået på syv forskellige skoler. Min far jagter os andre med bajonetter, og vi flygter fra by til by igennem min barndom. Min mor finder så en to meter høj udsmider, der i første omgang skal passe på os, og de ender med at blive forelsket i hinanden. Hvorfor det lige blev Farum, må du ikke spørge mig om."

"Kim er min diametrale modsætning. For det første har han altid penge. Og han er barn af et ægtepar, der er kultiverede, uddannede og ved meget om kunst, musik og litteratur. Moren maler, Benny skriver og spiller musik. Kim tager mig til sig. Et års tid senere brækker jeg benet og bor hos Kim, Benny og Signe. Min mor har lejet mit værelse ud, og aftalen er, at når jeg ikke bruger krykker mere, så flytter jeg," fortæller Martin Riel om tiden lige inden, han flyttede på "sommerhjemmet".

Krydsklip

Romanen foregår fra 1970-1973 og igen fra 2010-2013. Et tredje spor i romanen, som er skrevet i kursiv, er Martin Riel, der taler til sig selv i form af sit tidligere jeg, og det jeg der kom ud på den anden side.

"Den første dag, vi møder hinanden, er på Solvangskolen. Vi pjækker og tager hjem til ham," fortæller Martin Riel.

"Huset lå på Kastanie Allé, og her blev Kim også boende, efter forældrene var flyttet."

Inden Martin Riel flytter på sommerhjemmet, har gruppen af flippere haft en slags lejr for enden af Kong Volmersvej, og gruppen rykker også ind på en forladt gård ude i Stavnsholt.

"På det her tidspunkt i 70'erne bor der 6.000 mennesker i Farum. Dengang var du enten rocker eller flipper, og så var der en lille tynd gruppe i midten, der gjorde som mor og far sagde og var borgerlige. Vi finder sammen i vores gruppe, mens byen er i kraftig vækst. Vi mødtes i det oprindelige 'Billen', en slags ungdomsklub, i Farum Hovedgade."

"En af de første, der døde, hed Hutters. Han døde ved at blive kvalt i eget opkast efter at have været på stoffer. Jeg har sidenhen forsøgt at finde hans grav på kirkegården i Farum, men jeg fandt ud af, at familien senerehen har begravet et andet familiemedlem oven i hans grav."

"Til begravelsen står vi alle sammen spredt på den ene side. På den anden side stod familen i en snorlige række, og oppe på Storebjerg var dem fra vores gruppe, der ikke kunne nosse sig sammen til at komme herned. Hutters far siger, at han håber, at sønnens død får den betydning, at vi andre vil tænke os om og holder op med at tage stoffer. Da begravelsen er ovre, står vi tilbage, og det går op for vores gruppe, at vi ikke har ikke nogen tradition efter en begravelse med en fra vores gruppe, så vi fylder et hul med hash oven på graven og ryger. Det bliver vores tradition i gruppen, fordi han er den første af os, der dør," siger Martin Riel.

I bogen forsøger han retrospektivt at undersøge gruppens sammenhold.

"Vi finder et fællesskab, fordi vi kan genkende os selv i hinanden. Vi har alle langt hår og spraglet tøj. Vi dyrker ikke en sport eller har en læsegruppe. Vi holder sammen, fordi der ikke er ret meget andet at gøre," siger han.

Går sin vej

Efter tre år i gruppen kan Martin Riel mærke, at hans liv må og skal tage en drejning.

"Der skal ske noget radikalt. Ellers går jeg til grunde i det. Så jeg tager ned til Kim og siger, at jeg bliver nødt til at rejse. Han tager nogle penge fra sin mors taske og giver mig. Jeg tog til Værløse, så jeg kom ikke så langt væk, men dengang var ungdommen i Værløse sønner af advokater og læger og den diametrale modsætning til Farum. Jeg fik penge til indskud til et værelse i Værløse af kommunen, jeg får et arbejde, en kæreste, og på det tidspunkt har jeg allerede skrevet nogle sangtekster og finder nye i Værløse at spille musik med. Jeg finder i det hele taget en helt anden pakke, som har den funktion, at jeg skal væk fra det tidligere miljø," siger han.

"Der er en liste i bogen over dem, jeg var sammen med i Farum. De fleste af dem er døde. Nogle døde af junk. Nogle døde af noget andet, men der var mange af dem, der ikke nåede at opleve deres 25-års fødselsdag," fortæller Martin Riel.

En fra flokken står nede af i hierarkiet, men han tager til Christiania.

"Her finder han ud af, at han har et talent for at pushe og vender hjem til Farum med store plader hash og penge på lommen. Han går til at blive mere anset, men hans succes betyder også, at han begynder at tage alle mulige slags stoffer, og jeg møder ham senere i "Huset" i København. Han har tabt alle sine tænder og står ikke til at redde," siger Martin Riel.

Lige som pusheren står Kim Andersen heller ikke til at redde, da Martin Riel møder ham efter en pause på 40 år.

"Jeg skal en tur til Cannes med mit firma, og jeg mødes med en fælles bekendt mellem Kim og mig. Hun sagde, jeg skulle ringe til ham, for "det gik ikke så godt." Da jeg så får fat på ham, har vi det samme, nære venskab. Men det er også fortiden, der binder os sammen. Vi har ikke noget tilfælles i vores nutid. Han har sit liv, og jeg har mit," siger Martin Riel, der blandt andet senere har været musikskribent og skrevet sangtekster til flere forskellige slags kunstnere og også senere fik sit eget produktionsselskab med radioreklame.

Mens han selv fik styr på sit liv, stod det anderledes til med barndomsvennen fra Farums vilde 70'ere.

"Jeg spurgte Kim, da vi mødtes mange år senere: Hvad nu hvis du holdt op med at drikke? Ville du kunne, men han kunne ikke få sig selv til at lyve. Der kommer et tidspunkt, hvor dit misbrug har taget så meget overhånd, at du ved, at det kommer til at koste dig livet. Når man ser det, er man ikke i tvivl. Der er også junkier, der gang på gang siger, at "nu vil jeg stoppe", og i virkeligheden vil de gerne bare have et helt almindeligt liv med en sød kæreste, hvis de altså kunne få lov for sig selv," siger Martin Riel.

Et trip fra 1973

Bogens tredje spor i kursiv tager sit udgangspunkt i "et voldsomt trip", som Martin Riel tog i 1973. Han sidder i nutiden i sit værelse i villaen i Charlottenlund.

"Her taler jeg direkte til det, der er manifesteret fra det trip. Hvis Kim kunne se sin død i øjnene, så kan jeg også se den fortid og de dæmoner i øjnene, der fulgte med. Se de ting i øjnene som jeg har taget med fra den periode og de spørgsmål, jeg har efter det. Hvordan det lykkedes for mig at komme ud af miljøet og misbruget, mens min bedste ven - ham som reddede mig - ikke kunne redde sig selv. Da han bad mig om at sige noget pænt til begravelsen, var det også et løfte om at fortælle historien fra dengang. Om hvordan vores gruppe opstod, og hvordan den faldt fra hinanden igen. Jeg har ikke noget ærinde med at hylde nogen eller pege fingre. Du må finde fred med din skæbne. Det er en mærkværdig historie. Og det er ikke for at pege fingre af nogen, men der var ikke nogen, der så efter os. Justesen ville bare være i fred. Jeg har tegnet et billede af en forstadsby i 70'erne. Vores generation var optaget af sig selv og fester. Man drak både på arbejde og på vej hjem. Det var en anden kultur," siger Martin Riel.

Omkring 15 af de 20 døde, fortæller Martin Riel.

"En af de andre, der kom ud af det, endte som portør på Hillerød Sygehus. Jeg fandt ud af det helt tilfældigt, for han kørte med min mor under en af hendes utallige indlæggelser, som hun nåede at have. Hun var også alkoholiseret."

"Rigtig mange fra vores gruppe er bare døde. Jeg ved godt, at der også er en historie i, at jeg har brudt mønsteret mod alle odds. At det er lykkedes mig at bruge et talent til at skrive og lave radioreklame og tjent penge på det. Hvis du stiller en række mennesker i samme situation, som vi var i, vil nogle synke ned i stoffer og alkohol, selvom de havde bedre forudsætninger, end jeg selv har haft," siger Martin Riel.

Selv lever han fint uden rusen i dag, fortæller han.

"Jeg faldt i gryden som barn. Jeg behøver ikke mere. Jeg savner ikke rusen. Men den hengivenhed og nære venskab, som vi havde dengang, som jeg med skam må erkende, at jeg aldrig har formået at etablere igen. Den dør er lukket for mit vedkommende."

Mød Martin Riel
Lørdag den 12. juni mellem 11-12 står Martin Riel i Bog&Idé på Farum Bytorv og signerer 'Trippet'. Hans forlag har samtidig genudgivet Martin Riels debutroman fra 1985, ÷ G. Den bog kan man derfor også finde til bogsigneringen.
Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?