
'Årets Furesøborger' er en utraditionel fysioterapeut, der bruger skoven som træningscenter, og som sætter sanserne i gang hos folk med demens
Da Mads Thorning Pedersen onsdag fik overrakt prisen som 'Årets Furesøborger 2021' var han nærmest mundlam. Men da Furesø Avis bagefter taler med ham om sit arbejde som fysioterapeut på Furesø Genoptræningscenter står munden ikke stille. 48-årige Mads Thorning Pedersen fortæller passioneret om, hvordan naturen ofte bliver brugt til genoptræning af alle aldersgrupper.
"Skoven er ét stort vippebræt. Der er alle muligheder for at træne, det hele ligger derude. Vi kan for eksempel tage ud og vælte noget træ, så de kan mærke, at de bliver stærkere," siger han.
Mads Thorning Pedersen er opvokset i Værløse, hvor han også bor nu sammen med sin kone og tre børn. Også i fritiden tilbringer Mads Thorning Pedersen meget tid i naturen, da han er et stort friluftsmenneske. Det sker blandt andet som spejderleder.
"Jeg kender alle de små perler," siger han.
Det er lokalafdelingen af Danske Handicaporganisationer, der har valgt Mads Thorning Pedersen som modtager af prisen, og som både kalder ham seriøs og legende. I motiveringen kan han især genkende glæden over at have et afvekslende job, hvor det ikke kun handler om skelet-og muskelfunktioner men i lige så høj grad om det hele menneske og deres livssituation. Og det er naturen særlig velegnet til, mener han.
"Når man er ude i naturen, er sygdommen pludselig ikke i fokus. Der er også nogle ting, der er lettere at tale om. Det er et frirum, hvor man kan slippe de tunge tanker," siger han.
Mads Thorning Pedersen træner dog også sine klienter indenfor på traditionelle maskiner, som han også mener har sin plads, og hvor det nogle gange er lettere at måle den enkeltes fremskridt.
Ud over genoptræningen er han også engageret i tilbuddet 'KOM UD', som han var med til at starte for fem år siden. Det er et tilbud til demente og deres pårørende, som går ud på, at de en eftermiddag om måneden mødes forskellige steder. Også her er naturen en vigtig medspiller. 'KOM UD' har for eksempel været ude på den gamle æbleplantage i Værløse, hvor de slog hø med en le og plukkede æbler. De har også været ude på Skolelandbruget og været med til at sætte lammene ud.
"Det giver en meningsfuldhed, som man tydeligt fornemmer. En af mændene livede helt op, da han fik et lam mellem hænderne. Der tænkte jeg, jeg ved godt hvorfor, jeg gør det her. Når jeg står derude, går det lige ind, det giver så meget glæde," siger han.
Målet med 'KOM UD' er at samle de demente og pårørende om oplevelser, som kan åbne op for sanserne og give grobund for nogle snakke.
"Vi er ude som mennesker og ude for at få fælles oplevelser. Demensen er ikke i fokus. Når man sidder rundt om et lejrbål, kan man også lettere få nogle andre snakke i gang," siger han.
Mads Thorning Pedersen er både glad og overrasket over at modtage prisen som 'Årets Furesøborger 2021'.
"Det varmede. Det er dejligt at få anerkendelse for noget, som er en fest for mig. Jeg får selv så meget ud af de ture sammen med andre", siger han.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her