9. marts 2021
Skiltet er skiftet ved det tidligere Ismejeri, og Julie har allerede godt gang i forretningen. Privatfoto
Skiltet er skiftet ved det tidligere Ismejeri, og Julie har allerede godt gang i forretningen. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lokal fodterapeut overtager historisk kiosk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lokal fodterapeut overtager historisk kiosk

Julie Toft Bjørnholm er netop flyttet ind i det tidligere 'Ismejeri' i Værløse. Hun har i mange år ønsket at overtage lokalerne, men troede ikke det var muligt

Furesø - 16. januar 2021 kl. 11:44
Af Louise Mørch Vilster

Ismejeriet er et kendt sted for mange i Værløse. Det lille butikslokale ligger skråt over for Lille Værløse Skole og har i mange år tjent som kiosk. Men siden sommer har kiosken været lukket, som Furesø Avis tidligere har skrevet om. Det skyldes, at den tidligere forpagter flere gange brød reglerne om at have pakkeservice, selvom han havde fået påbud fra boligselskabet, der ejer bygningen.

Glad og overrasket

Nu er der kommet et helt andet erhverv ind i ejendommen, da skiltet med 'Ismejeriet' er skiftet ud med 'JB Fodterapi'. Det er fodterapeut Julie Toft Bjørholm, der i januar flyttede ind, da hun længe har haft et ønske om at blive selvstændig. Lokalerne er nyrenoveret, men på grund af nedlukningen har det været svært at få fat i al inventar, så der mangler stadig nogle maskiner. Julie Toft Bjørnholm er både glad og overrasket over, at hendes drøm nu er en realitet.

"Jeg har ønsket mig det i rigtig mange år. Jeg er selv kommet i Ismejeriet, og jeg har tidligere sagt til nogle af de tidligere kioskejere: 'Du ved godt, at der kommer fodterapeut her', og de har altid grinet af mig. Jeg tænkte selv, at det var umuligt, så da jeg fik muligheden, og jeg blev valgt, var det helt vildt," fortæller hun.

Julie Toft Bjørnholm ved også, at der er mange i området, som er vokset op med 'Ismejeriet'.

"Jeg har hørt fra folk, om dengang de købte slik tilbage i 1978, da de gik på Lille Værløse Skole," siger hun og griner.

Blæst bagover

Mens hele landet lukker mere og mere ned på grund af de skærpede corona-restriktioner må fodterapeuter stadig holde åbent, da de er en del af sundhedsvæsenet. Julie Toft Bjørholm lagde forleden et opslag op på Facebook-siden '3500 Værløse', om at hun nu overtager lokalerne, og i løbet af samme dag havde hun allerede 15 bookinger. Hun måtte derfor lukke ned for flere onlinebookinger i den første uge.

"Jeg er helt blæst bagover. Det havde jeg aldrig forventet. Måske er det fordi, at vi er nogle af de eneste, som har åbent. Jeg ved også, at der ofte er tre måneders ventetid til fodterapeuter, og flere kolleger har sagt til mig: ' Du bliver væltet, for vi har simpelthen så travlt'," siger hun.

Julie Toft Bjørholm bor selv i Værløse sammen med sin 13-årige datter. Hun flyttede hertil i 2005, men hun kommer oprindeligt fra Esbjerg. Julie Toft Bjørholm er uddannet fra fodterapeutskolen i København, og begyndte i 2014 som fodplejer. Hun er tidligere uddannet fra hjemmeplejen i Furesø, hvor hun blandt andet havde Jonstrup som område.

Indlæg til børn

Som fodterapeut er Julie Toft Bjørholm især specialiseret i indlæg til børn samt negleproteser. Derudover laver hun også shellac til neglene. Hun har tidligere arbejdet på to klinikker i København og senest et år hos en af landets største bandagistvirksomheder.

"Der er især efterspørgsel på indlæg til børn. Børns fødder er ikke vokset sammen, før de er 12-13 år, så det er fedt, når man kan få nogle, der har ondt i fødderne, til at få det godt igen. Især for børn, der ikke kan dyrke sport og derfor er hæmmet af det," siger hun.

Derudover laver hun også negleproteser, som færre ved er en mulighed.

"Der er ikke så mange, der ved, at man kan få det. Der er rigtig mange unge piger, der render rundt i kæmpe stiletter, og det går ud over deres negle. Nogle får sorte negle og bliver kede af det, når de skal på stranden om sommeren. I takt med at neglen vokser ud, skal den fornys, og protesen kan holde fra en måned til et halvt år," siger hun.

Alt på et bræt

Julie Toft Bjørholm tager ikke mod henvisninger fra lægen, men hun laver det samme, som de øvrige fodterapeuter.

"Jeg er også en del af sundhedsvæsnet. Da der er nogle, der ikke selv kan nå ned til fødderne, kan det blive kritisk med sår. Så fodterapeuter er med til at holde folk væk fra sygehusene, så det ikke ender med amputationer," siger hun.

Der er dog også andre, der kommer til fodterapeuter for at få sat lidt ind på velværekontoen, tilføjer hun. Selvom hun allerede har fået mange bookinger, vil Julie Toft Bjørnholm ikke glæde sig for tidligt.

"Alt er sat på et bræt, og jeg måtte tænke mig godt om, før jeg turde stå uden indtjening fra første januar. Jeg tager chancer, men de er kalkulerede, og jeg så det som min ene chance. Jeg er stadig fra Jylland, så jeg sælger ikke pelsen, før bjørnen er skudt, men jeg tænker, at det skal nok lykkes," siger hun.

Er det en god idé at udnævne politikere til ambassadører?