22. oktober 2021
Flyvestation Værløse
Foto: Anette Sønderby Madsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kommune er ikke bekymret for PFAS i Sydlejren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kommune er ikke bekymret for PFAS i Sydlejren

Den tidligere brandøveplads på Flyvestation Værløse er på regionernes liste over lokaliteter, der skal undersøges nærmere for giftstoffet PFOS. I 2019 blev der fundet PFAS i grundvandet under brandøvepladsen, men der er styr på det, siger kommunen og grundejerforening

Opdateret 01. oktober 2021 kl. 15:18
Furesø - 01. oktober 2021 kl. 11:50
Af Af Louise Mørch Vilster

Efter sagen i Korsør, hvor 187 personer er blevet forgiftet med det giftige flour-stof PFOS, har Danske Regioner udpeget 145 lokaliteter i landet, der nu skal undersøges nærmere. Regionerne har indsamlet oplysninger om, hvor der har været brandøvelsespladser, og det gælder blandt andet i Furesø Kommune ved Flyvestation Værløse.

Fra Furesø Kommune lyder det, at der i 2019 blev målt PFAS i grundvandet under brandøvelsespladsen. PFAS er en samlet betegnelse for flour-stofferne, der også tæller PFOS.

Derudover blev der i 2018 taget jordprøver fra fem steder på brandøvepladsen, som ikke viste fund af PFAS. Det skete i forbindelse med en kortlægning af forureningen ved byudviklingen af Sydlejren. Furesø Kommune fortæller, at der ikke skal tages nye prøver i hverken grundvand eller jorden, da der allerede er en igangværende påbudssag om forurening på brandøvepladsen.

Allerede et påbud

Det skyldes, at der i forvejen er konstateret forurening på brandøvepladsen ved Flyvestationen, og derfor sker der en afværgepumpning af grundvandet, som sikrer, at forureningen ikke spreder sig til drikkevandet.

"Afværgepumpningerne blev igangsat af Forsvaret for mere end 30 år siden. I dag fører Furesø Kommune tilsyn med afværgeforanstaltningerne på Flyvestationen," oplyser kommunens kommunikationsafdeling.

Afdelingsleder for natur og miljø i Furesø Kommune, Helle Bank, uddyber over for Furesø Avis:

"Der er et eksisterende lovligt påbud, som betyder, at man får pumpet vandet op og renset, inden det løber videre. Afværgepumpningerne trækker vandet til sig, så vandet med forurening fastholdes inden for et afgrænset areal," siger hun.

Det er dog ikke kun kommunen, der ejer arealerne ved den tidligere brandøveplads. Grundejerforeningen for Fællesarealerne ejer også et lille stykke af området, fortæller bestyrelsesformand Claus M. Davidsen, der bor i Bofællesskabet Mageløse.

Grundejerforeningen har alle de nye boligområder i Sydlejren som medlemmer, og ejer og drifter flere af fællesarealerne og Hangar 3 i Sydlejren. Dertil findes Grundejerforeningen for Miljø, som ejer og driver afværgeanlægget i Sydlejren efter en fast aftale med kommunen om forureningen ved Flyvestationen. Claus M. Davidsen er umiddelbart ikke bekymret over, at der er fundet PFAS i grundvandet i 2019.

"Forureningen er fundet i grundvandet, og der er ikke umiddelbart fare for at områdets beboere og besøgende kommer i kontakt med forureningen. Afværgeanlægget sørger for at forureningen ikke spreder sig til drikkevandet, og vores renseanlæg ved Hangar 3 renser også for PFAS. Jeg ser derfor ikke nogen risiko for os som beboere, og jeg er sikker på, at kommunen har styr på de øvrige risici," siger han.

Græssende får

Claus M. Davidsen fortæller, at Furesø Kommune har planer om at lave naturpleje med græssende får blandt andet ved det sted, hvor der tidligere har været brandøveplads. Og i den forbindelse vil han overveje at tage kontakt til kommunen, selvom der ikke tidligere er fundet PFAS i overfladejorden.

"Kommunen er i gang med at sætte hegn op til afgræsning, og med den store fokus på blandt andet PFAS, vil vi som beboere selvfølgelig gerne have et detaljeret overblik over tidligere undersøgelser. Vi har derfor talt om at tage fat i kommunen, for at høre hvad der er testet for tidligere. PFAS og den øvrige forurening er ikke noget, folk er synderligt bekymrede for, netop fordi der har været så meget fokus på grundige undersøgelser af særligt områdets byggefelter i de senere år. Men det er klart, at afgræsning på netop brandøvepladsen godt kan give bekymringer, særligt efter sagen i Korsør. Det vil derfor være helt oplagt at vi så spørger ind til det," siger han.

Helle Bank fortæller, at der ikke er planer om at tage flere jordprøver for PFAS ved brandøvepladsen eller andre steder på Flyvestationen, da de tidligere prøver ikke har vist PFAS. Også selvom der skal være naturpleje med græssende dyr, der dog ikke skal spises.

"Det er rigtigt, at der skal fremover ske naturpleje på området med græssende dyr, for at området ikke skal gro til. Naturplejedyrene skal ikke bruges til konsum, og skal derfor ikke spises," siger hun.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?