4. april 2020
Der var stemning både på lægterne og på banen, da Furesø Sommer Lege blev afviklet i går på Farum Park.
Der var stemning både på lægterne og på banen, da Furesø Sommer Lege blev afviklet i går på Farum Park.
Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jubelbrøl over sommerlege

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jubelbrøl over sommerlege
Furesø - 20. august 2015 kl. 06:08
Af Jimmy Rømer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Jubelbrølene steg til vejrs mod en flot blå himmel, da der var præmieoverrækkelse til de dygtige og heldige skoleklasser i en ny udgave af Furesø Sommer Lege onsdag eftermiddag på Farum Park. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Forud var gået en dag, hvor cirka 60 klasser havde dystet mod hinanden i 22 forskellige idrætsgrene, både de mere velkendte håndbold, fodbold, badminton, basketball, volleyball og tennis, men også flere sportsgrene, som børn måske kommer sjældent i nærheden af, for eksempel cricket, petanque, karate og australsk fodbold.

Brødrene Martin og Mogens Brolin står bag Furesø Sommer Lege som henholdsvis stævneansvarlig og projektleder, og de kunne begge glæde sig over, at langt over 1000 børn fyldte rammerne ud på Farum Park.

Cirka 100 udskolingselever fra Søndersøskolen og cirka 25 førsteårselever fra Marie Kruses Gymnasium deltog i projektet Coach Academy, der er en videre udvikling af »Leder for en dag«, der i november sidste år vandt regionsfinalen i København om Danskernes Idrætspris.

- Det har været dejligt at se skoleklasserne boltre sig hele dagen, men det har også været en oplevelse at se, hvordan disse store eleverne har taget udfordringen op som leder i samarbejde med foreningernes repræsentanter, forklarede Martin Brolin.

Han glædede sig især over de mange små og store elever, der virkelig har formået at flytte sig i løbet af sommerlegene, der allerede startede klokken 9 om morgenen og først sluttede på den anden side af klokken 16.

- Vi har prøvet noget nyt i år med boder opstillet på grønsværen i Farum Park. Så har alle interesserede kunne forsøge sig med lige det, de synes er allermest interessant, sagde Martin Brolin.

Han tilføjede, at målet er, at der skal deltage 1000 elever fra både Farum og Værløse.

- Faciliteterne i Farum er rigtig gode, men der er også muligheder i Værløse, så jeg kunne godt tænke mig, at vi forsøgte os begge steder, sagde Martin Brolin.

Et af de nye tilbud var den privatejede Swingtime, og på tilstrømningen så det ud, som om indehaveren Elisabeth Dalsgaard på stedet fik flere hundrede nye medlemmer i løbet af dagen.

- Jamen, det er gået rigtig godt. Det har været hårdt, for dans har hele tiden samlet det hele. Selv mange drenge har villet være med. De har måske drømt om at stå på græsset i Farum Park, men måske ikke lige tænkt, at det skulle være som danser. Men jeg underviser også fodboldspillere i rytme og bevægelse, og så synes drengene pludselig, at det var meget spændende. På den måde kunne de blive bedre til fodbold. Jo, det har været en fest hele dagen, fortalte Elisabeth Dalsgaard.

Fra Furesø Byråd dukkede Hasan Yilmaz (S) op, og han fik en imponerende rundvisning i sommerlegene, da han ikke havde været med før.

- Det var en dejlig invitation at få, og det er et superfantastisk arrangement, brødrene Brolin har været med til at stable på benene. De virker imponerende dygtige og engagerede, og hele Farum Park er jo en vidunderligt scenarie, når der er så mange mennesker. Farum Park burde kunne bruges til meget mere, sagde Hasan Yilmaz.

Blandt de frivillige, der havde ofret en fridag var, Heike Penzien. Hun har tidligere siddet i SF's byrådsgruppe i Farum Kommune og været gruppesekretær for SF's folketingsgruppe, inden hun blev chefkonsulent i Dansk Sygeplejeråd. Men denne dag var hun en lige så hårdt arbejdende underviser i volleyball på Farum Park, hvor hun instruerede de mange boldglade børn.

- Hold da op, hvor har det været både sjovt men også hårdt. Det har jo været mange timer, vi har skullet holde dampen oppe, og jeg håber da, at børnene er godt trætte og tilfredse, når vi er færdige, sagde Heike Penzien.

De samme forhåbninger havde Martin Brolin.

- Foreløbig er denne slags lege kun et tilbud i Furesø Kommune, men jeg mener, at mange flere kommuner kunne have gavn af det her. Børnene er i hvert fald meget tilfredse, sagde han.