24. oktober 2021
Sportsspilchef i Danske Spil Jens Nielsen tog initiativ til fodboldtrøjefredag. På fredag trækker han HIF-trøjen over hovedet, når der skal samles ind Børnecancerfonden. For han er fodboldtræner for sin datter Laura Leth Nielsen.  Foto: Jakob Schou.
Sportsspilchef i Danske Spil Jens Nielsen tog initiativ til fodboldtrøjefredag. På fredag trækker han HIF-trøjen over hovedet, når der skal samles ind Børnecancerfonden. For han er fodboldtræner for sin datter Laura Leth Nielsen. Foto: Jakob Schou.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Jens tog initiativ til en sjov og meningsfyldt FodboldtrøjeFredag

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jens tog initiativ til en sjov og meningsfyldt FodboldtrøjeFredag
Furesø - 21. september 2021 kl. 19:01
Af Mikkel Kjølby

På fredag trækker Jens Nielsen den blå og hvide Hareskov IF-trøje over hovedet, inden han tager turen ind til arbejdspladsen Danske Spil. Her vil han blive mødt af kollegaer i alle mulige kulørte fodboldtrøjer, som alle giver mening for dem at tage på. Det er nemlig FodboldtrøjeFredag.

Begrebet stammer fra England. Jens Nielsen er sportsspilchef i Danske Spil og fandt inspiration i den meningsfyldte begivenhed, Footballshirtfriday.

For to år siden lavede Danske Spil en intern FodboldtrøjeFredag. Det blev starten på noget langt større.

- Sådan en begivenhed passer så godt til Danske Spil, fordi vi har mange ansatte, som har en solid interesse for fodbold, men også fordi vi er en virksomhed, som handler om at give tilbage til samfundet. Vi havde en rigtig god dag og blev enige om at gøre det landsdækkende, fortæller Jens Nielsen.

FodboldtrøjeFredag blev lanceret som en landsdækkende begivenhed i efteråret 2020, og selv med diverse corona-regler og mange på hjemmearbejdsplads blev det en overvældende succes.

- Det lykkedes rigtig godt. Vi kørte kampagner på sociale medier og forsøgte at rejse bevidsthed om dagen. Vi fik en masse gode personligheder med fra sportens verden og medierne, som stillede op som ambasssører. Vi fik bredt kendskabet ud og indsamlede ca. 1,3 mio kr. til Børnecancerfonden, lyder det fra Jens Nielsen, som især glæder sig over fællesskabsfølelsen.

- Det var overvældende og rørende at se alle de opslag på sociale medier sidste år, hvor folk delte billeder af dem selv eller på arbejdspladsen. Man får et fantastisk billede af folk, som står sammen om en god sag. Det håber vi at se igen i år. Meget gerne i endnu større omfang.

På fredag går det nemlig løs igen. Kollegaer vil stifte bekendskab med andres favoritklubber, høre sjove historier og sniksnakke om fodbold.

- I år tror og håber vi på, at det kan blive en endnu større begivenhed. Forhåbentlig kan vi brede kendskabet endnu mere ud. Flere er tilbage på deres arbejdsplads. Det kan blive en endnu bedre og sjovere dag, når man ser hinanden fysisk. Vi håber, at mange får en god dag ud af det, siger Jens Nielsen.

Bag det sjove og muntre tema lurer alvoren. For FodboldtrøjeFredag er også sat i verden for at samle penge ind til et godt formål.

- Det er en dag med en sjov side, men også en meningsfyldt og alvorlig side. Vi samler ind til Børnecancerfonden. Det er der gode grunde til. Vi vil gerne støtte Børnecancerfonden, fordi det at ens barn bliver ramt af kræft, er den mest frygtelige og uretfærdige situation, man kan forestille sig som familie, forklarer Jens Nielsen, som i fritiden er træner for sin datters fodboldhold i Hareskov IF.

- Jeg stiller op i min Hareskov IF-trøje. Det gør jeg for at markere fodboldens sammenhængskraft i det lokale. Der kan være mange årsager til, at man vælger en trøje. Man skal bare tage den fodboldtrøje på, som man føler for, siger Jens Nielsen.

Børnecancerfonden modtager alle donationer fra FodboldtrøjeFredag med støtte fra Danske Spil. Takket være opbakningen fra Danske spil kan hele det indsamlede beløb gå ubeskåret til Børnecancerfondens arbejde; forskning, familiestøtte og oplysning om børnekræft

Man kan støtte via MobilePay på: 201717.

Synes du, der skal lægges klima-afgifter på flyrejser?