19. oktober 2020
Event-og marketingkoordinator Eva Praastrup er bekymret for den store nedgang i gæster og selskaber efter de nye corona-restriktioner. Foto: Louise Mørch Vilster
Event-og marketingkoordinator Eva Praastrup er bekymret for den store nedgang i gæster og selskaber efter de nye corona-restriktioner. Foto: Louise Mørch Vilster
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Furesøbad kæmper efter nye corona-restriktioner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Furesøbad kæmper efter nye corona-restriktioner

Hos Restaurant Furesøbad bliver selskaber aflyst på stribe efter de nye corona-restriktioner, og ledelsen frygter for fremtiden

Furesø - 14. oktober 2020 kl. 18:44
Af Louise Mørch Vilster

Det gik ellers godt hos Restaurant Furesøbad, der efter genåbningen i foråret søgte efter en række nye tjenere for at følge med efterspørgslen på à la carte gæster. Det fortalte forpagter Michael Bay Olsen til Furesø Avis i midten af juli.

Men efter regeringens nylige stramninger i restaurationsbranchen, der byder på mundbind og lukning kl. 22, er der sket en tydelig forandring, fortæller event- og marketingkoordinator Gitte Praastrup. Det gælder både almindelige gæster i restauranten men især selskaber, som før coronatiden var den drivende kraft i deres forretning.

"Da restriktionerne kom, mærkede vi en kraftig nedgang. Det vi især kan mærke er, at selskaber bliver afbestilt eller udskudt, og de siger ofte, at det er fordi, at familien ikke tør begive sig ud. Det gælder særligt familier, hvor der er mange ældre mennesker. Tidligere plejede min telefon at ringe 30 gange om dagen, nu ringer den kun få gange om dagen, " siger hun.

Trygt at tage ud

Gitte Praastrup vil derfor gerne fortælle borgerne, at det stadig er sikkert at gå ud at spise eller at holde selskab ude i byen.

"Det er vigtigt for mig at sige, at vi overholder alle krav. Så det er stadig muligt at holde et selskab på 20 personer og samtidig holde afstand. Det er trygt at komme her," siger hun. Gitte Praastrup tilføjer, at de også overholder Brancheforeningen HORESTAS retningslinjer 'Safe to visit', som blandt andet giver sikkerhed for et højt hygiejneniveau og grundig rengøring.

Hen over sommeren har de hos Restaurant Furesøbad haft grillbuffet på terrassen, hvor der ikke har været problemer med at tiltrække gæster. De har også netop afholdt en del konfirmationer, som var blevet udskudt, men de sidste par uger, har der som sagt været stille på telefonen. Der er også mange julefrokoster, som allerede er blevet rykket til foråret, og Gitte Praastrup er bekymret for, hvordan det skal gå med restauranten, hvis det fortsætter meget længere.

"Lige nu er jeg rigtig bekymret over regeringens restriktioner. Jeg er bange for, at de vil ødelægge meget for hele branchen, og jeg hører rundt omkring, hvor meget de andre også kæmper med det. Hvis det fortsætter på samme måde, så skal der opsigelser på bordet hos os," siger hun.

Gitte Praastrup er samtidig skeptisk over for restriktionen med mundbind.

"Jeg ville ønske, at regeringen forholdt sig lidt mere kritisk til brugen af mundbind. Det giver mening, at tjenerne bærer det, men det giver ingen mening, at gæsterne har det på i måske et minut, og så tager det af. Jeg tror slet ikke, at det har nogen effekt. Det vil have større effekt, hvis folk skulle have mundbind på i supermarkeder," siger hun.

Starter med take-away

Derimod støtter Gitte Praastrup op om restriktionen der siger, at de skal lukke allerede kl.22.

"Det går mest ud over selskaberne, men jeg kan godt forstå det, for når folk er færdige med middagen, rejser de sig op og går rundt og mingler. Det er også der, at alkoholen sætter ind," siger hun.

På grund af det drastiske fald i gæster og selskaber vil de hos Furesøbad nu forsøge sig med take away og catering til selskaber. Det er ellers noget, som de i modsætning til mange andre spisesteder, ikke har haft under coronakrisen.

"Take away bliver et udsnit af vores à la carte menu, og vi vil også have take away til Mortens Aften og til julefrokoster. Det er vi nødt til at gøre, fordi der er så mange, der holder arrangementerne derhjemme," siger Gitte Praastrup.

Hun håber dog mest på, at folk i højere grad tør tage ud at spise og holde selskaber på restauranter igen.

"Vi kan tydeligt mærke, at folk er holdt op med at planlægge, fordi fremtiden er usikker. Men vi synes, at byens borgere skal være klar over, at man trygt kan tage ud at spise," siger hun.

Kunne du godt tænke dig at arbejde mere hjemmefra?