18. november 2019
Formand Mads Lennart Nielsen skal holde styr på mange instrumenter og aktiviteter. Han har planer om at garden skal medvirke i flere arrangementer for at skaffe midler til jubilæumsrejsen til foråret. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Formand Mads Lennart Nielsen skal holde styr på mange instrumenter og aktiviteter. Han har planer om at garden skal medvirke i flere arrangementer for at skaffe midler til jubilæumsrejsen til foråret. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Furesø Garden - 60 år med glæde, musik og udvikling

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Furesø Garden - 60 år med glæde, musik og udvikling
Furesø - 02. november 2019 kl. 06:58
Af Mikkel Kjølby
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

60 års musikalsk aktivitet er på forunderligvis samlet på nodepapir i en række arkivskabe. Det er en omfattende samling, som på glimrende vis illustrerer, hvor omfattende Furesø Gardens aktiviteter har været, og hvor meget garden har fyldt i gadebilledet i først Værløse og siden hele Furesø Kommune.

Værløse Garden blev stiftet tilbage i 1959. Gardens farvestrålende uniformer og sprudlende musik har lige siden akkompagneret festlige arrangementer på stribe i først Værløse og siden hele Furesø, som garden tog navn efter i forbindelse med kommunesammenlægningen.

Men gardens liv finder mest af alt sted i »Hulen« i kælderen under Søndersøskolen. Sådan har det været for Mads Lennart Nielsen - siden han for 20 år siden startede som garder. For to år siden blev han formand.

- Vi er nogle stykker, som har været med længe og har været med til at forme garden til det, som den er i dag. Vi har fået venner for livet. Nogle af os er blevet gift og har fået børn sammen. Nu er vi begyndt at hverve vores egne børn som gardere, fortæller Mads Lennart Nielsen.

Furesø Garden har været inde i en proces, som har flyttet fokus fra march til andre former for musik.

- Vi har valgt at nedtone tattoo. For det tager lang tid at lære march. I stedet har vi fokus på musikundervisningen, som vores professionelle lærerstab tager sig af. Vi er meget seriøse med musikken, og det musikalske niveau har aldrig været højere end i dag, fortæller Mads Lennart Nielsen, der selv spiller basbasun.

Musikken er nu kun en del af det at være garder.

- 80 procent af det at være garder handler om det sociale liv. Vi har rigtig meget samspilsundervisning og rigtig mange sociale relationer på kryds og tværs. Fordi vi har godt styr på de sociale relationer, kan vi præstere godt i fællesskab, forklarer Mads Lennart Nielsen.

»Hulen« er i brug mandag og tirsdag, hvor der er undervisning af de 35 gardere, men der stopper det ikke.

- Vi spiser aftensmad sammen og hjælper de små med lektierne. Der er en helt speciel afslappet stemning i »Hulen«. Der er plads til alle - uanset om de er tykke, tynde eller har ring i næsen. Alle er respekteret for den, de er. Vi er gode til at rumme hinanden. Det er ret unikt, fortæller Mads Lennart Nielsen.

Arven fra Kaj
Furesø Garden lever og har det godt, men har ikke helt så mange medlemmer som tidligere. Tilbage i storhedstiden i 1980´erne havde Værløse Garden over 100 medlemmer. Men det er der heldigvis råd for.

Den afdøde redaktør Kaj Øgaard Sørensen var altid meget glad for Værløse Garden. Præcis, hvor glad han var for garden, kom for en dag, da hans testamente blev læst højt.

- Vi har arvet et flot beløb fra Kajs Avis. De penge vil vi bruge til at rekruttere i lokalområdet. Vi skal ud på skolerne og møde eleverne. Vi har nemlig plads til flere medlemmer og kan sagtens bruge 20 nye medlemmer, siger Mads Lennart Nielsen.

Det bliver lærerne, som kommer ud på de lokale skoler for at fortælle om Furesø Gardens kvaliteter og på den måde rekruttere nye medlemmer.

- Vi kan tage nye gardere ind fra 8 års alderen, men det normale er 9 til 12 år, når man starter i garden. Mange er blevet hængende meget længe. Vores ældste garder er 37 år, fortæller Mads Lennart Nielsen.

Nye medlemmer får en gratis prøveperiode, men derefter koster det 200 kroner om måneden og derudover er der udgifter til eneundervisning. Furesø Garden får et fast årligt beløb fra Furesø Kommune til musikundervisningen og er administrativt under Furesø Musikskole.

Derudover tjener garden penge ved at deltage i diverse arrangementer som fx juletræstændingen i Farum, og har en professionel fundraiser tilknyttet.

En kæmpe fest
Furesø Gardens 60 års jubilæum kommer ikke til at gå stille af sig. Lørdag den 23. november er der lagt op til et brag af en jubilæumsfest i Søndersøhallen.

- Festerne er et samlingspunkt, hvor man møder hinanden på kryds og tværs af generationer. Folk kommer fra hele Sjælland for at være med. Vi bliver lige omkring 250 til festen, lyder det fra Mads Lennart Nielsen.

Der er fuld gang i forberedelserne. Garden er ved at indøve tre afdelinger med festlig musik. Der bliver en masse forskellige spil, hvor man kan vinde sponsorpræmier. Der er købt drikkevarer i store mængder. Der kommer verdenskendte gæstedirigenter. Og så bliver det bare en fantastisk fest.

- Vi har en fest hvert år, men i år får den rigtig meget gas. Det har taget halvandet år at planlægge jubilæumsfesten, fortæller Mads Lennart Nielsen.

Man kan købe billetter til jubilæumsfesten på www.furesoegarden.dk

grafik køb billede