24. januar 2021
Det naturskønne område ved Bregnerød er en del af kilerne i Fingerplanen, men det var ikke nok til at beskytte området. Nu vil Furesø Kommune tage en fredning i brug.
Det naturskønne område ved Bregnerød er en del af kilerne i Fingerplanen, men det var ikke nok til at beskytte området. Nu vil Furesø Kommune tage en fredning i brug.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fredning skal forhindre grusgrav i Bregnerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredning skal forhindre grusgrav i Bregnerød
Furesø - 05. december 2020 kl. 06:29
Af Mikkel Kjølby

BREGNERØD: Tilbage i 2016 blev Stavsnholtkilen fredet. Dengang var der også tanker om at frede det område, som Region Hovedstaden nu vil udlægge til råstofinteresseområde.

Det har såvel borgere som Furesø Kommune protesteret over, men Region Hovedstaden har vendt det døve ord til. Nu finder Borgmester Ole Bondo Christensen (S) og resten af Furesø Byråd derfor den store værktøjskasse frem.

Udvalget for natur, miljø og grøn omtilling besluttede fredag morgen at indlede en fredningssag for det 122,9 hektar store område. Furesø Byråd skal tage den endelige beslutning i december måned.

- En grusgrav i Bregnerød vil være helt ødelæggende for den smukke natur og det historiske landsbysamfund. Vi har flere gange sendt høringssvar til regionen og været i kontakt med regionsformand og regionsmedlemmer om, at interesseområdet ved Bregnerød bør udtages af råstofplanen på grund af områdets store landskabs-, natur- og kulturværdier og hensyn til borgerne i Bregnerød og Furesø. siger Ole Bondo Christensen til Frederiksborg Amts Avis.

At området ikke blev fredet i 2016 skyldtes en vurdering, som gik på, at området var tilstrækkeligt beskyttet.

- Da vi fredede Stavnsholtkilen i 2016 overvejede vi også at frede det område, som regionen nu vil udlægge som interesseområde for råstofudvinding. Dengang var vi af den overbevisning, at en fredning af det ydre kileområde ikke var nødvendig, blandt andet fordi området i forvejen er sikret gennem § 3 afgrænsninger og ligger lige op af fredskov og Natura 2000 områder. By- og Landskabsstyrelsen havde dengang samme opfattelses.

- Men nu er de store landskabs-, natur- og kulturværdier altså blevet truet af, at regionen på trods af vores protester fastholder, at området udlægges som interesseområde for råstofgravning. Derfor ser vi ingen anden mulighed end at foreslå fredning af området for at sikre en varig beskyttelse af områdets værdier. En fredning er nødvendig, hvis regionen fastholder udpegningen i råstofplanen, forklarer Ole Bondo Christensen, som ikke ser anden udvej end at indlede en fredningssag.

- Vi vil derfor indlede en fredningssag i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og meddele et § 34-forbud mod råstofgravning i området, der er er 122,9 ha stort, og omfatter 17 ejendomme, lyder det fra Ole Bondo Christensen.

Et §34-forbud er et foreløbigt forbud. Det er et værktøj, som gør det muligt for miljø- og fødevareministeren eller kommunalbestyrelsen at nedlægge forbud mod en anvendelse af en ejendom eller mod, at der retligt eller faktisk etableres forhold, som strider mod en påtænkt fredning.

En god melding
Meldingen om Furesø Kommunes aktiviteter modtages med glæde i Bregnerød.

- Det lyder rigtig godt. Det ville være fantastisk, hvis det kunne blive fredet, siger Lars Hovgaard, som har været en af frontfigurerne i Bregnerøds kamp mod råstofplanerne.

Fredningen bliver dog på privat jord og derfor skal lodsejerne involveres i processen. Og så er det spørgsmål om Furesøs tiltag overhovedet får den ønskede effekt, da sagen har været i gang længe.

- Det er forvaltningens vurdering, at § 34 forbuddet og en efterfølgende fredning vil forhindre, at der kan blive råstofinteresseområde i Bregnerød. Det er det, vi har haft som politisk sigtelije. I den bedste af alle verdener, ville Region Hovedstaden komme til fornuft og undlade at udpege området til råstofinteresseområde. men vi vil ikke løbe den risiko, siger Ole Bondo Christensen.

Formanden for Miljø- og Klimaudvalget i Region Hovedstaden, Kim Rochill (S) har intet imod Furesø Kommunes tiltag.

- Det har jeg ikke noget imod. Det er ikke mig eller regionen, der skal have råstoffer. Det er byggebranchen. Indtil videre er Bregnerød kun i spil, og vi er midt i en høringsperiode. Nogle af de svar vi får ind, vil formentlig få indflydelse på beslutningen. Det gælder også alle de andre grave- og råstofinteresseområde. Vi laver ikke en høringsproces som en skueproces, men fordi vi gerne vil høre borgernes mening, siger Kim Rockhill til Frederiksborg Amts Avis. Fristen for høringssvar er netop udløbet.

§ 34 forbuddet og en eventuel fredning af området involverer 17 private lodsejere. Høringsfasen for § 34 forbuddet vil begynde i starten af 2021. Sideløbende vil Furesø Kommune indlede arbejdet med fredningssagen.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?