22. juni 2021
Pernille og Christian foran Jonstrup Skole med deres børn Sara på ni år, Maja på seks år og Lukas på fire. Foto: Kenn Thomsen
Pernille og Christian foran Jonstrup Skole med deres børn Sara på ni år, Maja på seks år og Lukas på fire. Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forældre ønsker skole op til femte klasse: Det er en stor bekymring

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forældre ønsker skole op til femte klasse: Det er en stor bekymring

Pernille og Christian Munkholm Jensen savner en klar udmelding fra politikerne om Jonstrup Skoles fremtid. 'Kommunen er i den grad dømt for nøl', mener Christian

Furesø - 16. maj 2021 kl. 05:14
Af Louise Mørch Vilster

I december 2019 flyttede Pernille Munkholm Jensen, hendes mand Christian og deres tre børn fra Værløse til bofællesskabet Mageløse på Flyvestation Værløse. De er derfor en del af den store udbygning af Jonstrup, som siden 2015 har taget fart, og som især tiltrækker en masse nye børnefamilier. Derfor er der også kommet daginstitutionen Vingesus på Flyvestationen, som sikrer et tilbud til de mange nye børn.

arrow Læs også: S med ny melding: Vil udvide Jonstrup Skole

Men på skoleområdet er der stadig et stort ønske hos forældrene, og det er en udbygning af Jonstrup Skole til og med femte klasse. Som det er nu, kan børnene gå til og med anden klasse i Jonstrup, hvorefter de skal med skolebussen ind til Lille Værløse Skole.

Pernille og Christian Munkholm Jensen, har en datter, der efter sommerferien skal starte i 0. klasse, og en søn, der lige nu går i børnehave. Deres ældste datter på ni år har gået på Jonstrup Skole. De ville ønske, at børnene i stedet kunne fortsætte på Jonstrup Skole til og med femte klasse.

"Der er en stor bekymring, når man taler med tilflyttere om skolen, og at børnene skal skifte efter anden klasse. De mener, at de er for små til at tage bussen, og at det er utrygt for dem," siger Christian Munkholm Jensen, mens Pernille Munkholm Jensen tilføjer:

"Der er også en bekymring socialt, at de skal ind til Lille Værløse Skole, når de ikke er ældre," siger hun.

De to forældre savner en klar udmeldning fra lokalpolitikerne om, hvad de kan forvente i forhold til en udbygning af skolen.

"Hvordan kan man udvide området med 500 boliger, og så ikke tænke i den infrastruktur, der hører med. Der er kommet penge i kassen, da man solgte området, så de bør vel også blive brugt til dem, som er flyttet herud. Det er velbetalte skatteborgere, der flytter herud, så hvorfor følger der ikke den service med. Det forstår vi ikke. Kommunen er i den grad dømt for nøl," siger Christian Munkholm Jensen.

Ikke plads nok

Parret er dog glade for nyheden om, at skolen sandsynligvis bliver udvidet med endnu et klassetrin efter en ny melding fra Socialdemokratiet.

"Det vil være bedre end ingenting, men det vil være rart, hvis skolen fortsætter til 5. klasse, det vil der være en tryghed i," siger Pernille Munkholm Jensen.

Derudover mener forældreparret, at skolebygningen ikke er tidssvarende, da klasselokalerne blandt andet er mindre end normale klasselokaler, og da der er meget lidt plads i garderoben. I løbet af sommerferien skal skolen bygges om, så der fremover bliver plads til to spor fra 0.-2. klasse, og det betyder, at der bliver inddraget plads fra SFO'en. Byrådet afsatte en million kroner til ombygningen ved budgetforhandlingerne sidste år.

"Det er ligesom at tisse i bukserne, for de kommende årgange vil også være store, og på et tidspunkt vil det ikke være plads nok, da rummene er ret små i forvejen," siger Pernille Munkholm Jensen.

Overvejer privatskole

Et andet problem er, at deres børn ikke kan gå på samme skole, mens de er relativt små. Derfor overvejer de selv privatskolen Ballerup Ny Skole, som ligger lige ved siden af Jonstrup, på trods af at de er glade for at have deres børn i folkeskolen.

"Vi vil rigtig gerne have, at vores børn følges på samme skole, så man kunne overveje at flytte vores datter samtidig med vores søn. Vi har intet at udsætte på lærerne, men forholdene er under al kritik. Da det var små klasser, var der plads nok, men nu er børnene mast sammen på alt for lidt plads," siger Christian Munkholm Jensen.

Hos den lokale borgerforening, Jonstrup89, har de lavet beregninger på, hvad det vil koste at udbygge skolen. Den regning lyder på 54,6 millioner kroner, hvis skolen udbygges med to spor fra 0.-5. klasse. Deri er også et multikulturhus til 29,9 millioner kroner, som derfor vil være langt den største post. Hvis skolen kun udvides til og med 3. klasse kan børnene være i de eksisterende bygninger men ellers kræver det nybyggeri.

Hvad koster det?

Der er dog stor forskel på de tal, som forvaltningen i Furesø Kommune selv har beregnet til en udbygning til og med 5. klasse. Det tal lyder på over 100 mio. kr. Derfor fortæller udvalgsformand Henrik Poulsen (S), at forvaltningen nu vil sætte sig sammen med medlemmer af Jonstrup89 for at gennemgå tallene.

"Vi skal se på hinandens regnestykker. Som politiker må jeg tage udgangspunkt i, hvad forvaltningen lægger frem, men det kan være, at de sammen med Jonstrup89 kan nå frem til et tredje tal. Vi bliver nødt til at blive klogere på, hvad det koster, og vi vil både kigge på tallene op til 3. og til 5. klasse," siger han til Furesø Avis.

Mangler kulturtilbud

En anden forælder, der brændende ønsker sig en udbygning af Jonstrup Skole er Niels Toft, der samtidig sidder i skolebestyrelsen på Lille Værløse Skole. Det gør han, da Jonstrup Skole administrativt hører under denne skole. Han ser især store muligheder i at få et multikulturhus, der også kan komme andre end børnene til gode.

"Det er relativt pengestærke familier, der flytter herud, men der er næsten ingen kulturtilbud eller sportsfaciliteter. Skolen kan ikke udvides i eksisterende bygninger op til femte klasse, så der skal ske noget andet. Derfor kan man kigge på et kulturhus, som også kan bruges om aftenen," siger han.

Han og familien flyttede til Jonstrup i 2017, og dengang tænkte de ikke over, at der ikke var en lokal skole til længere end 2. klasse. Og ligesom Pernille og Michael Munkholm Jensen stiller han sig ikke tilfreds med kun at få et ekstra klassetrin bygget på.

"Jeg kan godt frygte, at den strander der, men nu prøver vi at skubbe på, så det ikke tager 30 år, som det gjorde i Hareskov for at få deres skole. Det er fuldstændig fjollet, at der om fem år skal stå mange flere børn og vente på skolebussen op til Lille Værløse Skole. Det giver langt mere mening, at de børn selvfølgelig skal gå i skole lokalt," siger han.

Afdelinger på sygehuse i hele landet er nu ramt af strejke, fordi to tredjedele af sygeplejerskerne stemte nej til det nye forslag til overenskomst. Forstå du deres løn-utilfredshed?