27. september 2020
Rebecca Rudd. Foto: Allan Nørregaard
gallery icon

Se billedserie

Rebecca Rudd. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Den filosofiske provst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den filosofiske provst
Furesø - 30. august 2019 kl. 12:14
Af Mikkel Kjølby

Hun er chef for 24 præster fordelt på 11 kirker. Hun arbejder sammen med syv menighedsråd og styrer en skattefinansieret økonomi på 72 mio. kr.. Rebecca Rudd er provst i Ballerup-Furesø Provsti.

Vejen dertil var fyldt med skarpe sving, spændende mennesker, tilfældigheder og filosofi. I sidste ende gav det sig selv, at Rebecca skulle være præst.

- Det fascinerende ved mit arbejde er at opleve alle de fantastiske mennesker, som engagerer sig i kirkens arbejde, siger Rebecca Rudd i haven i præsteboligen på Skandrups Allé.

Det hele startede ikke langt derfra på Søborg Hovedgade. Her voksede Rebecca op i en patriciervilla, som altid var fyldt af mennesker fra forskellige kulturer og religioner. Hendes engelske far var en ægte globetrotter, som åbnede butikken Gandalf, der solgte importerede varer fra hele verden.

- Det har præget mig på den måde, at mit barndomshjem altid har været åbent overfor kulturforskelle. Det har givet mig evnen til at sætte mig ind i forskellige kulturer, hvilket er en vigtig egenskab for en præst. Selvom jeg ikke er skolet ind i kristendommen af mine forældre, er det ikke spor mærkeligt, at jeg blev præst, forklarer Rebecca Rudd.

Vejen dertil gik over en drøm om at blive kunstner. Kunstnerdrømmen brast, da hun opdagede, at illusionen om det frie kunstnerliv i virkeligheden var hård forretning.

I stedet søgte hun ind på psykologistudiet, men en tastefejl gjorde, at hun blev optaget på teologistudiet.

- Jeg fik tilsendt alt materialet fra teologistudiet, og det så spændende ud. Så jeg tog cyklen ind til Købmagergade og lyttede til Jacques Blum og de andre undervisere. Det gik op for mig, at al humaniora nedstammer fra teologi. Det studie har det hele. For mig var det en nørdehimmel med lidenskabelige diskussioner med passionerede mennesker.

Vi fik en fornemmelse af, at hvad vi troede om Gud var det væsentligste i hele tilværelsen fortæller Rebecca Rudd, som også fulgte intenst og engageret med i kunstnermiljøet omkring ikonet Michael Strunge, og mødte kærlige mennesker i nabobygningen, Ungdomshuset.

- I virkeligheden handlede hele min ungdom om, at jeg skulle finde ud af, hvor jeg kunne bruges henne.

Kirken ud til folket
Det blev som præst i Folkekirken.

Her kastede Rebecca sig ud i en enorm opgave. Hun blev ansat på deltid som mediekonsulent for biskoppen i Helsingør Stift. Ved siden af arbejdede hun som præst.

- Det var en spændende tid, hvor Folkekirken skulle opdyrke kommunikationsområdet. Jeg var meget optaget af at tale til folk, som ikke har et forhold til Folkekirken.

Det kom til udtryk i magasinet »Folk & Kirke« som med inspiration fra DSBs blad Ud & Se talte til folk, hvor de var i deres tilværelse.

- Det handlede ikke så meget om Jesus og kristendommen, men mere om hvad Folkekirken gør i dagligdagen, forklarer Rebecca.

I 2015 vandt »Folk & Kirke« den prestigefyldte Anders Bording Medieprisen for specialblade.

- Det er jeg stolt af, siger Rebecca og giver statuetten et kærligt blik.

Men det var så også enden på den rejse.

- Man skal flytte sig, inden det bliver rutinepræget. Der er gang i store ændringer i Folkekirken. Nu er jeg, hvor det sner.

Hun blev ansat som provst for Ballerup-Furesø Provsti. En multifaceret lederstilling. For som en af landets 103 provster er Rebecca Rudd med til at forme kirkens fremtid.

- I virkeligheden er det en meget demokratisk forening. Jeg skal samarbejde med menighedsråd og provstiudvalg. Ved siden af det er der en ledelsesopgave i forhold til præsterne og tilsyn med sognenes økonomi og kirkernes bygninger. Jeg har heldigvis et hold af eksperter i ryggen.

Enormt engagement
Rebeccas største fornøjelse ved jobbet som provst er den daglige kontakt med menigheden.

- Det er fascinerende med alle de dygtige mennesker, som engagerer sig i kirkens arbejde. Det er ikke altid, man lægger mærke til det, men der et enormt engagement, og det er vigtigt. For kirkens arbejde har stor betydning for folks liv.

Derfor undrer det også provsten, at ganske mange ikke er medlemmer af Folkekirken. I hjembyen Hareskovby er hver fjerde voksen ikke medlem.

- Det, synes jeg, er mærkeligt. Man skal vælge at være medlem i forhold til, om man gerne vil have en folkekirke i det danske samfund. Troen på Gud er en anden sag. Den kan forvaltes på mange måder, både inden for og uden for folkekirken, men folkekirken er her også for at løfte en opgave i samfundet. Vi varetager alt det, som har med folks privatliv at gøre. Vi møder menneskerne, når de store følelser kommer i spil. Når det sker, bliver vi præster altid mødt med stor tillid. Det er jeg meget taknemmelig for - at folk har tillid til troens arbejde.

Har debatten om sexisme taget overhånd?