29. oktober 2020
Emil, forrest, og Bjørn går i sjette klasse på Stavnsholtskolen. De er blevet vant til at være bedre endl lærerne, når det gælder kodning. Foto: Louise Mørch Vilster
gallery icon

Se billedserie

Emil, forrest, og Bjørn går i sjette klasse på Stavnsholtskolen. De er blevet vant til at være bedre endl lærerne, når det gælder kodning. Foto: Louise Mørch Vilster
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Bjørn og Emil har kodning på skoleskemaet: Nu har de vundet landsdækkende konkurrence

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Bjørn og Emil har kodning på skoleskemaet: Nu har de vundet landsdækkende konkurrence

6x på Stavnsholtskolen har vundet en innovationskonkurrence, som DR står bag. På skolen lærer eleverne om kodning fra 0. klasse, og det har givet pote for andet år i træk

Furesø - 18. oktober 2020 kl. 11:45
Af Louise Mørch Vilster

Der er kodning på skoleskemaet hos eleverne på Stavnsholtskolen i Farum. Helt fra 0. klasse bliver de introduceret til basal kodning, og som en del af strategien er der ansat tre innovationsvejledere, som hjælper eleverne på vej. En af dem er Eva Björk Kristjansdottir, som mener, at det er vigtigt, at børnene får en basal forståelse for, hvordan den moderne teknologi fungerer.

"Det er ligesom at lære et nyt sprog. Det er med til at gøre dem til mere end bare forbrugere, da de kan forholde sig mere kritisk til teknologien. De ved også, at det er mere end bare en knap, de trykker på, for knappen er kodet til, at der sker noget bestemt. Det gør også, at de får mere respekt for tingene," siger hun.

Superdyr

Eva Björk Kristjansdottir er særlig stolt i disse dage, for 6.x har netop vundet en landsdækkende innovationskonkurrence, som DR står bag sammen med Center for Undervisningsmidler. I undervisningsforløbet skulle børnene udvikle og designe deres eget superdyr ved hjælp af kreativitet, kodning og teknologi.

Eleverne kunne enten producere en prototype af deres superdyr eller lave en animation ved hjælp af kodeprogrammet Scratch. En anden klasse på samme årgang vandt DR-konkurrencen sidste år, hvor eleverne opfandt et særligt klimaur ved hjælp af innovation og kodning.

Bombardersvin

I vinderklassen går tvillingerne Bjørn og Emil, som begge valgte at lave en kort animation, og Bjørn formåede at tage prisen i kategorien 'Bedste Superdyr' foran flere tusinde elever landet over. De to har dog hjulpet hinanden med kodningen, og har endda taget i weekenden i brug, som de eneste af klassens elever.

"Konkurrencen gik ud på, at vi skulle lave et superdyr ud fra to forskellige dyr med seje egenskaber. Jeg lavede et dyr ud af en bombarderbille og et pindsvin. Jeg valgte pindsvinet, fordi den har pigge på ryggen og bombarderbillen fordi den kan udskille giftige dampe ud af numsen. Det kalder jeg for et bombardersvin," forklarer Bjørn.

Vinder igen

Emil valgte derimod at blande et løgfrø og en stor hornugle, som han kalder en Bubo-fuscus ud fra deres latinske navne.

"Jeg valgte et løgfrø, for når den føler sig truet, udskiller den en løglugt, og en hornugle fordi den kan se godt og har en god hørelse," siger han.

De viser med glæde deres to videoer, hvor de selv har tegnet deres superdyr og skabt kodningen bag bevægelserne. Videoerne viser, hvordan deres dyr kan forsvare sig mod for eksempelvis en ræv med deres kombinerede superegenskaber. Temaet var danske dyr og inspirationen fandt de på hjemmesiden danskedyr.dk. De havde dog ikke regnet med at vinde konkurrencen.

"Jeg sagde på et tidspunkt, at hvis en af os vinder, er det underligt, fordi der var så mange med fra hele landet. Vores årgang vandt også sidste år, så vi har heldet med os," siger Emil.

Vinderklassen blev sidste år overrasket af et kamerahold fra DR Ultra og vært Sofie Østergaard. I år vandt 6x ud over Superdyret også en live konkurrence på DR Ultra.

"Vi blev ringet op på Evas computer, og skulle gætte rigtigt på nogle dyr på skærmen. Vi vandt ti kilo slik," siger Emil og smiler.

Innovation i andre fag

Klasserne på Stavnsholtskolen begynder aktivt at kode i 4. klasse, og hos Emil og Bjørn har interessen har også bredt sig til andre fag. De fik for eksempel idéen til at kode et spil med figurer fra Romerriget, da de havde om emnet i historie.

"Vores lærer sagde, hvis I kan gøre det, må I godt, men jeg kan ikke hjælpe jer, hvis I ikke kan finde ud af," siger Bjørn.

De synes begge, at det er både udfordrende og sjovt at kode.

"Det kan virke meget uoverskueligt. Især når man ser på de professionelle, som har koder over hele skærmen. Men Scratch gør det mere simpelt, fordi der er forskellige farver og blokke, man kan flytte rundt med," siger Emil.

"Vi kodede også derhjemme, og når vi endelig fandt ud af det, blev vi ret gode," siger Bjørn.

Bedre end lærerne

For Eva Björk Kristjansdottir er det positivt, at eleverne også kan bruge innovation og teknologi i andre fag, og for lærerne er det en god øvelse i ikke altid at være eksperten.

"De er gode til at bruge den kreative side i alle fag, så man kan kombinere innovation i undervisningen. Det kræver noget mod fra lærerne at sige, at de ikke er eksperten, men det giver en succesoplevelse til eleverne," siger hun, mens Bjørn tilføjer:

"Man skal selv tage ansvar. Når vi viser det til vores forældre og siger, se hvad jeg har lavet, så ved de ikke, hvordan vi har lavet det. Vores mor blev meget stolt, da hun læste hvor mange, der havde været med i konkurrencen," siger han.

Der er dog ingen af dem, der drømmer om at blive programmører, når de bliver voksne, men de er ikke i tvivl om, at de skal bruge deres kreative evner på den ene eller anden måde.

"Vi er ikke kun kreative inden for kodning, vi tegner også meget og er interesseret i at lave film," siger Emil.

Og selvom det ikke er alle elever, der har en interesse for at kode, får alle elever noget ud af at have undervisning i innovation og teknologi, mener Eva Björn Kristjansdottir.

"Nogle er mere interesserede end andre, men alle bruger teknologi i deres hverdag, og derfor er de alle lidt interesserede. I starten kan kodning virke lidt overskueligt, men eleverne har virkelig grebet det, og de fleste synes, at det er sindssygt spændende," siger hun.

Bliver du påvirket af overgangen til vintertid?