
Værløse Bymidte vil ikke afholde aftenåbent og satser i stedet på mindre tiltag hen over efteråret
Den 3. september skulle et af de traditionelle aftenåbentarrangementer have rullet hen over Værløse Bymidte, men risikoen for coronasmitte sætter en stopper for tiltaget her i efteråret. Det fortæller centerkonsulent Kim Andersen til Furesø Avis.
"Usikkerheden omkring covid-19 og hvad der sker med forsamlingsforbuddet gør, at vi har valgt at droppe det," siger Kim Andersen.
"Selvfølgelig er vi ærgerlige, for det plejer at være lidt af en folkefest med aftenåbent her på Bymidten. Der plejer at være rigtig mange, men vi kan ikke garantere, at hvis vi holder en koncert, at der så er flere end 100 personer," siger han.
"Vi har trukket den så langt, som vi kunne, men vi tør ikke tage chancen," siger han.
Selvom aftenåbent altså ikke bliver til noget, er der stadig liv i Værløse Bymidte, og der er tiltag i gang - og flere er på vej, siger centerkonsulenten.
"Vi har musik hver lørdag, hvor folk kan nyde lidt toner, mens de køber ind, og der er stadig mulighed for at holde afstand, mens man lytter. På lørdag kommer der et glimrende jazzband," siger Kim Andersen.
"Der er også andre ideer og tanker på vej om, hvad vi kan gøre her i efteråret, og butikkerne er selvfølgelig stadig åbne. Det er også en mulighed, at aftenåbent bliver holdt her i eftråret i en anderledes form," siger han.
Musikken på lørdag er fra klokken 11.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her