30. maj 2020
Anne Kirchh har stadig travlt, selvom butikken ikke er åben som normalt. Foto: Jan F. Stephan
Anne Kirchh har stadig travlt, selvom butikken ikke er åben som normalt. Foto: Jan F. Stephan
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Tøjbutikker går nye veje: Jeg har aldrig haft så travlt som nu

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Tøjbutikker går nye veje: Jeg har aldrig haft så travlt som nu

Flere tøjbutikker er nu kun åbne efter aftale, hvor kunden har hele butikken for sig selv. Både i Værløse og Farum leverer tøjbutikker varer ud til dørtrinnet

Furesø Avis - 01. april 2020 kl. 11:28
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I både Farum og Værløse er kunder i specialbutikker nærmest ikke-eksisterende, men hverken hos Knap Design i Farum eller hos Anne Kirchh på Værløse Bymidte sidder de med hænderne i skødet og venter på, at corona-epidemien driver over.

Hos Knap Design er indehaver Bente Knap i stedet kommet meget nærmere på sin oprindelige måde at drive forretning på. Nu er der kun åbent efter aftale, og hun kører selv ud med tøj til kunderne.

"I dag har jeg kørt ud til fire forskellige steder med bukser i Farum, for der er mange, der gerne vil prøve dem derhjemme. Jeg lægger det foran hoveddøren og kører igen, og så har vi bagefter dialog over telefon eller mail," fortæller hun.

Butikken for sig selv

Bente Knap sælger også gavekort, der har en værdi af 650 kroner, men som kun koster 500 kr., og der er også en del, som tager imod tilbuddet om at få butikken helt for sig selv. Det passer Bente Knap godt at have rollen som personlig stylist.

"Jeg havde en kunde, der var her i halvanden time, og som købte en masse tøj. Det er det fedeste, jeg længe har prøvet. Det er en meget mere personlig måde at drive butik på, og det kan jeg godt lide. Det var sådan, jeg oprindeligt gerne ville have det, da jeg startede butik i min garage, hvor der var åbent efter aftale. Jeg kan lide at snakke med folk og hjælpe dem med at se nye muligheder og tale om deres udfordringer. Det er meget mere mig," siger hun.

Omsætning er faldet

Knap Design er dog for mange år siden rykket ud af garagen, og ligger nu på Farum Hovedgade.

"Til sidst sagde jeg mit faste job op. Så kommer krisen, og jeg kommer tilbage til det gamle koncept," siger hun.

Bente Knap prøver dog ikke forherlige coronakrisen, for den har hurtigt sat dybe spor i omsætningen, som er faldet drastisk de seneste uger.

"Det er ikke en fantastisk situation, jeg har måske mistet halvdelen af min omsætning. Der er især mange ældre kunder, som ikke tør gå ud, eller tør at få tøj hjem til dem. Men krisen giver mere tid til refleksion om, hvordan jeg finder andre forretningsmodeller, som ligger tættere på det, jeg brænder for," siger hun.

Lægger videoer op

Hos Anne Kirchh på Værløse Bymidte er der også mulighed for at reservere tid og få butikken for sig selv, da hun også har lukket ned. Anne Kirchh kører også ud med varer hver dag.

Under nedlukningen er hun især blevet langt mere aktiv på Facebook, da hun lægger en ny video op hver aften kl.20, hvor hun har et helt sæt tøj på, der kan købes med 25 procent rabat. Det var dog lidt grænseoverskridende i starten at lægge videoer ud, fortæller hun.

"Da jeg fandt ud af, at jeg ville lukke butikken, måtte jeg gøre noget andet. Normalt lægger jeg billeder op på Facebook, men fra den 21. marts prøvede jeg med video, og det var en kæmpe succes. I starten var det lidt grænseoverskridende, men jeg blev hurtigt mere og mere mig selv og laver lidt sjov, som jeg normalt også gør med kunderne."

Aldrig haft så travlt

Også Anne Kirchh kan mærke, at omsætningen langt fra er den samme, men på grund af de nye forretningstiltag har hun rigeligt travlt, og der er vendt op og ned på arbejdstiden.

"Jeg har aldrig haft så travlt som nu. Jeg sidder til kl. 24 om aftenen og skriver ordrer ind, og om morgenen leverer jeg varer ud. Det er en hjælp at køre ud med tøj, og det holder kunderne ved. Jeg håber, at de ikke glemmer mig, for jeg skulle gerne ligge her bagefter. Kunderne er så gode til at støtte op i Værløse, og jeg har fået blomster, chokolade og slik af dem, der kommer forbi for at prøve tøj," siger hun.

I sine videoer prøver Anne Kirchh at holde fast i det positive og undgå at tale om corona og ulykke.

"Ellers kan vi bare grave et dybt hul. Jeg har fået mange kommentarer på, at videoerne er positive, og at det er det, vi skal holde fast i lige nu," siger hun.

Ny serie
  • Furesø Avis sætter i denne tid fokus på, hvordan de erhvervsdrivende i Furesø kommer igennem coronakrisen, og hvilke nye og kreative tiltag de finder på.
  • Serien bliver til i samarbejde med Furesø Erhvervsforening.

Alle personer over 18 år har nu muligheden for at bestille en test for coronavirus, selv om de ikke har symptomer. Er det noget du vil benytte dig af?