22. februar 2020
Martin Wæver Pedersen og Signe Micas Pedersen står sammen med to andre par bag klimasiden.dk. Foto: Louise Mørch Vilster
gallery icon

Se billedserie

Martin Wæver Pedersen og Signe Micas Pedersen står sammen med to andre par bag klimasiden.dk. Foto: Louise Mørch Vilster
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: "Hvis vores børn spørger, hvad vi har gjort for klimaet vil vi gerne svare: Så meget som muligt"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Hvis vores børn spørger, hvad vi har gjort for klimaet vil vi gerne svare: Så meget som muligt"

Seks borgere har på eget initiativ skabt klimasiden.dk, der inspirerer til at nedsætte CO2-forbruget. Et af parrene har på et år lagt deres livsstil om

Furesø Avis - 15. februar 2020 kl. 10:17
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Det startede med, at de som så mange andre gerne ville gøre noget mere for klimaet. Derfor begyndte Signe Micas Pedersen og Martin Wæver Pedersen at søge på Google, efter hvad der ville have den største effekt for deres familie med to små børn.

"Vi begyndte at undersøge de sædvanlige ting med rejser og oksekød, men det var svært at finde ud af, hvad der battede mest. Vi manglede nogle tal, og det tog lang tid at finde frem til dem," siger Martin Wæver Pedersen.

Samtidig havde parret, der bor i Værløse, også et ønske om at gøre mere end bare at ændre deres egne vaner, men i stedet brede det ud til andre, som også kunne få glæde af de tal, som de fandt frem til. Det blev derfor startskuddet til klimasiden.dk, der nu er i luften efter knap et års arbejde sammen med to andre par.

"Der findes ikke noget lignende, og det var vi selv helt i chok over. Vi har to børn, og hvis vi spoler bare ti år frem, så vil de spørge, hvad har I gjort for klimaet. Så vil vi gerne kunne sige, så meget som muligt," siger Signe Micas Pedersen.

Meget brugervenlig

På klimasiden.dk kan alle fra børn til voksne få svar på, hvor meget deres daglige vaner belaster klimaet, og der er en lang række forslag til mere klimavenlige alternativer. Hjemmesiden er delt op i kategorierne hustand, transport, fritid og kost, og ved hjælp af forskellige hjerter er det muligt at se, hvor meget CO2 der bliver sparet ved hver enkelt tip.

Det giver for eksempel et halvt hjerte at sige nej tak til reklamer, som sparer 140 kilo CO2 om året, mens det giver et helt hjerte at tage cyklen på arbejde. Hvis du for eksempel har 10 km til arbejdspladsen og cykler hver dag, sparer du ca 500 kg CO2 om året, hvis du til daglig kører en lille benzinbil.

Hjemmesiden er blevet til i samarbejde med Furesø Kommune, som har betalt under 20.000 kroner for opsætningen af hjemmeside, som de har fået en grafisk designer til at lave. Men alt indholdet har de lavet gratis og i fritiden efter arbejde.

I Furesø Kommune begyndte de for et år siden en indsats for at fremme borgerdrevne klimaprojekter, og det så Signe Micas Pedersen, efter at de havde fået idéen til hjemmesiden. Det er projektleder i grøn omstilling, Stine Rahbek Pedersen, der har fulgt projektet fra Furesø Kommune.

Hun er meget imponeret over det færdige resultat, som bliver præsenteret den 25. februar på Energimarkedspladsen i Galaksen fra kl. 18.30-21, hvor de har en stand. Tilmelding er ikke nødvendigt.

"Det er dem, der har lavet hele benarbejdet, og det er noget, af det mest brugervenlige, jeg har set. Det er lige det jeg har behov for, når jeg får henvendelser fra vores over 100 klimaambassadører på offentlige institutioner, som gerne vil gøre en forskel i dagligdagen. Det er en kæmpe genvej at kunne henvise til hjemmesiden, hvor de kan få svar på deres spørgsmål," siger hun.

Stine Rahbek Pedersen fik for nyligt en henvendelse fra skoleelever, der havde projekt om vedvarende energi, hvor hun blandt andet henviste dem til klimasiden.dk

"Jeg sagde, I kan se det hele her, og efterfølgende var der tre andre grupper fra årgangen, der ringede og spurgte efter hjemmesiden, som de havde hørt om. Det var relevant nok, til at de tog det med hjem til klassen, og det viser, at den virker," mener hun.

Sjovt at finde klimatal

De tre par har mødtes hver tredje uge, og fået 'hjemmearbejde' for mellem møderne, og det har været med til at fastholde interessen, når der skulle læses tunge rapporter og søges efter materiale.

"Det er ikke for alle, men vi er selv lidt smånørdede, og derfor tænkte vi, hvorfor ikke brede det ud," siger Martin Wæver Pedersen.

Det handler for dem om, at hjælpe andre ved at lægge tallene på bordet, som der ellers skal googles flere steder for at finde. Under hver enkelt punkt bliver der henvist til de oprindelige rapporter og kildemateriale, så de ekstra interesserede selv kan se, hvor tallene stammer fra og læse mere.

Signe Micas Pedersen er uddannet læge, mens Martin Wæver Pedersen er ingeniør, og de mener begge, at det er en stor fordel, at de er vant til at have en akademisk tilgang og være kildekritiske.

"Vi kan godt finde ud af at læse tunge tekster. Vi ved godt, at vi ikke er klimaforskere, men det behøver vi heller ikke, for vi har ikke opfundet noget, men i stedet samlet materialet. For lidt over et år siden lavede vi en forretningsplan, og det var en stor hjælp, og vi fik to vennepar med, som syntes, det kunne være spændende," siger Signe Micas Pedersen.

Og det har været en både hård men mest sjov proces, mener Martin Wæver Pedersen.

"Det er en succesoplevelse, når man endelig finder den rigtige rapport. Det har været hyggeligt at mødes og tale om det, Vi har ikke haft en deadline, så det har været meget fleksibelt," siger han.

Lagt livsstil om

For parret personligt har det sidste år også rykket dem meget nærmere en klimavenlig livsstil, og et af de store skridt har været at droppe alle flyrejser. For ifølge hjemmesiden svarer en flyrejse til New York til at udlede tre ton CO2, mens den gennemsnitlige dansker til sammenligning i alt bruger 17 ton CO2 om året.

"Vi har været meget enige om, at det skal være sjovt og positivt. Vi synes, det er vildt fedt at se mere af Danmark eller Norge og Sverige, og vores børn har en alder, hvor de ligeså gerne vil sidde på en strand i Vestjylland end på Malta. Man behøver ikke langt væk for et få et eventyr," siger Signe Micas Pedersen.

Ud over et stop for flyrejser spiser de meget lidt kød, og de køber ikke nye ting. Og hvis de gør, forsøger de altid at få det brugt først.

"Vi har taget det i små skridt, og det har været overraskende nemt. Det handler om at bryde vaner. Man sparer penge, og det giver mere tid med familien. Du synes, det er helt befriende ikke at skulle shoppe," siger Martin Wæver Pedersen.

"Ja, det er underligt befriende, næsten som at slippe af med Facebook," siger Signe Micas Pedersen og griner.

Ikke løftet pegefinger

De understreger dog begge, at klimasiden.dk ikke er ment som en løftet pegefinger, men at det i stedet handler om at lægge tallene frem, så hver enkelt selv kan vælge, hvad der giver mest mening at prioritere. For eksempel blev de selv meget overraskede over, at gul ost er en stor klimasynder, så det har de skåret ned på.

"Hvis man vil i gang med at være mere klimavenlig er det ment som inspiration. Det var for eksempel nemt for os at holde op med at flyve, men det er det ikke for alle. Men så kan man måske skære flyveturen ned til en gang om året. Det handler om, hvad der giver mening i ens hverdag, og hvad der giver værdi," siger Signe Micas Pedersen.

Nu er målet med klimasiden.dk, at den kommer ud til så mange mennesker som muligt, og de tre par vil blive ved med at arbejde videre på den og har især planer om at gøre den mere interaktiv samt at oversætte den til engelsk. Derudover barsler de med idéen om at lave undervisningsmateriale til børn og unge.

"Der er masser at arbejde videre med, det har været lidt som at stable en virksomhed på benene. Jeg har aldrig gjort noget, der minder om det her før. Det bliver rigtig spændende at få den ud til borgerne, og vi modtager gerne spørgsmål eller kritik til noget, som kunne være bedre," siger Signe Micas Pedersen.

"Vi redder ikke verden med hjemmesiden, men det er lidt større end den mindste dråbe," mener Martin Wæver Pedersen.