22. januar 2020
Modelfoto
Modelfoto
Foto: Oksana Kuzmina - stock.adobe.com
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Forældre rejser stærk kritik af Farum Lilleskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Forældre rejser stærk kritik af Farum Lilleskole

Flere forældre er meget utilfredse med Farum Lilleskole. På få måneder er seks elever fra Furesø stoppet på friskolen, som blev indviet i sommer

Furesø Avis - 09. januar 2020 kl. 15:45
Af Louise Mørch Vilster
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Farum Lilleskole slog i sommer dørene op for i alt 37 elever i lånte lokaler hos FC Nordsjælland. Tanken bag den nyoprettede friskole, var at skabe en skole med tid til den enkelte elev og med rum til fordybelse. Men allerede før jul er 6 af de 26 elever bosiddende i Furesø Kommune enten gået ud eller er blevet bedt om at forlade skolen. Resten af eleverne er bosiddende i andre kommuner.

Flere forældre står nu frem med deres oplevelse af skolen, som de mener er præget af manglende struktur, et lavt fagligt niveau, skæld ud og hjemsendelse af børn, der ikke sidder stille. Eleverne var ved skolestart fordelt på 0.-5. klasse, og planen er ifølge Farum Lilleskole at udvide med et klassetrin hvert år.

arrow Læs også: DEBAT: Forældregruppe svarer på artikel om Farum Lilleskole
Går ud over børnene

En af forældrene, der havde høje forventninger til skolen, er Mikael Elkan, der har en søn, der begyndte på Farum Lilleskole, men som efter få måneder er skiftet til den lokale folkeskole. Ifølge Mikael Elkan var det en helt anden virkelighed, der mødte hans søn, end den som de var stillet i udsigt.
"Jeg ville gerne have haft det, som skolen reklamerer for, men jeg har ikke oplevet den trivsel, som de talte om, og det går ud over børnene," siger han.

Mikael Elkan nævner et forældremøde efter skolestart, hvor han var meget overrasket over lærernes måde at håndtere børnene på.
"Vi fik at vide, at hvis man lå hen ad stolen, så havde man en hjemmedag. Vi var helt målløse. Jeg talte med flere forældre, der havde den oplevelse, at derfor skal man ikke blive hjemme fra skole. Det ligger så langt fra, hvad en skole skal kunne rumme, men selvom vi sagde noget, så blev vi blot bekræftet i, at børnene kunne sendes hjem," siger han og tilføjer:
"Min søn går nu på en anden skole, og der sender de ikke engang børnene ud for døren længere. Det handler i stedet om at skabe gode relationer til børnene," siger han.

Samarbejdet ophører

Ifølge Mikael Elkan oplevede hans søn og andre af børnene ofte skæld ud, og blandt forældrene har der også været stor bekymring for det faglige niveau.
"Skolen solgte sig på at have masser af udeliv, men de har været flere gange på biblioteket for at lære at være stille og en hel dag i skoven for at samle pinde. Det har ikke støttet vores bekymringer for det faglige niveau. Som en anden far udtrykte det: 'det er jo en dag i deres liv, der er gået'."
For Mikael Elkans søn endte det med, at han måtte skifte skole. Det skete efter to møder med skolen, som Mikael Elkan selv havde bedt om.

"Vi er blevet mødt med mangelfuld kommunikation og ved møderne, var der ingen form for dialog. Skolelederen lovede tilmed et referat, som vi aldrig modtog trods flere henvendelser," siger han og tilføjer:
"De mente ikke, at vi havde en fremtid på skolen. Det er ikke, fordi man bliver smidt ud, man får i stedet at vide, at samarbejdet ophører. Det er voldsomt for et barn at skifte skole. Vi fik 14 dage til at finde et alternativ, men det havde vi allerede fundet, da vi kunne se, at det gik den vej."

Mikael Elkan bekymrer sig nu om de børn, som stadig går på skolen:
"Jeg undrer mig over, at så mange børn er gået ud på så kort tid. De forældre, som jeg har talt med, har skiftet, fordi de havde et alternativ. Det synes jeg, at nogen bør reagere på og se nærmere på," siger han.
Skolen modtager 39.711 fra Furesø Kommune per barn, og på en friskole afgør skolen selv, hvilke børn de vil optage. Det koster 1750 kroner om måneden at have et barn på skolen, mens der er søskenderabat for flere børn på skolen.

Mere et fritidshjem

En anden af forældrene, der ønsker at være anonym, valgte i efteråret at tage sin søn ud af Farum Lilleskole. Sønnen begyndte i 2. klasse, men kort tid efter blev klasserne fra 0.-3. klasse slået sammen.
"Vi valgte skolen, fordi vi var enormt opløftet over deres ideologi og deres menneskesyn. I de små klasser skulle der være ro og nærvær og tid til den enkelte, og der skulle være et tæt forældresamarbejde. Det talte til det, vi havde savnet," forklarer hun.

Hun hæftede sig især ved, at der på Farum Lilleskole skulle være mere bevægelse lagt ind i undervisningen, som især ville passe godt til hendes søn. Men i stedet blev det en hverdag med manglende struktur og med et lavt fagligt niveau.

"Pludselig forsvandt der flere elever, uden vi fik en forklaring. De slog ret hurtigt klasserne sammen, og undervisningen var på 0. klasses niveau, så de ældre lærte ikke ret meget. Min søn syntes, det var kedeligt, og at han ikke lærte noget. Vi forældre var en dag med til undervisningen, og der brugte de en hel dag på at tegne en trekant. Der var lang tid, hvor børnene sad og ventede og ikke vidste, hvad de skulle lave. Jeg vil mere kalde det et fritidshjem," siger hun.

Fem blev sendt hjem

Hun fik en oplevelse af en skole med for få lærere, og hvor børnene i for høj grad var overladt til sig selv. Og hvis børnene var urolige, blev der ringet til forældrene, som skulle hente dem.

"En dag blev der ringet fem børn hjem. Jeg fik at vide, at min søn havde lavet ballade, men jeg fik ikke nogen forklaring på hvad, han havde gjort. Da jeg kom over på skolen, sad han og spillede uno og kunne ikke forstå, hvorfor han blev hentet. Skolen har solgt sig på at have plads til alle, men hvis de ikke sidder helt stille og holder mund, så bliver der ringet hjem. I stedet for dialog og samarbejde med forældrene, var der en tendens til, at de skød skylden på børnene og så dem som uvorne i stedet for at kigge på rammerne og prøve at finde en løsning i fællesskab," siger hun og mener, at det blev børnenes ansvar, om de ville undervises.

"Hvis man ikke gad at være der, kunne man gå ud, eller man kunne ligge og sove på en sofa. Der var meget op til børnene, om de ville være med elle ej," mener hun.

Først forsøgte hun og hendes mand at give skolen en chance, selvom sønnen ikke trivedes, men til sidst måtte de sige stop.

"Der blev skældt meget ud på børnene. Min søn havde det svært på sin den gamle skole, som han ikke ville tilbage til, så det betød endnu et skoleskift. Vi er vrede over forløbet, og min søn har mistet tilliden til lærere," siger hun.