23. februar 2020
Farumgård. Foto: Allan Nørregaard
Farumgård. Foto: Allan Nørregaard
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: DEBAT: Forvirring omkring Farumgård

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

DEBAT: Forvirring omkring Farumgård
Furesø Avis - 22. januar 2020 kl. 09:47
Af Troels Brandt, Naturpark Mølleåens Venner, Gedebakken 1, 3520 Farum
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Stisagen på Farumgård optager meget plads i avisspalterne og hjemmesidens kommentarer, men de færreste deltagere synes at bekymre sig om fredningsregler, love og baggrund i deres forskellige følelsesudladninger og påstande.

I 1940 vedtog Folketinget en lov om cykelsti og gangsti i Stauning-projektet om Københavnsegnens grønne områder. Ifølge lovens kortbilag skulle et anlæg føres fra Fiskebæk langs nordbredden af Farum Sø til Buresø – et anlæg, som blev afsluttet i 2005. Ifølge lovens kort var der allerede gangsti langs Farum Sø. Om det havde noget at gøre med, at staten allerede i 1800-tallet ejede de yderste 2-3 meter af bredden foran Farumgård, ved vi ikke.

Sct. Ursulastiftelsen reagerede på dette sammen med naboen, som var ejer af Doktorens Bugt, lægen E.O. Castberg. Stiftelsen gennemførte som modspil en frivillig fredning af parken med sti gennem gården – fremfor det, Berlingske Tidende beskrev som et dobbelt stianlæg foran terrassen. Det er årsagen til nutidens besynderlige stiføring.

I 1945 indvilligede ministeriet i at føre et nyt anlæg nord om parken – dvs den nuværende cykelsti – såfremt der ”ved behørig tinglyst deklaration sikres offentligheden adgang til Farumgårds park i tilfredsstillende omfang”. Det blev gennemført ved den endelige fredning i 1949, hvor Stiftelsen dog ønskede en mulighed for, at de kunne trække stiføringen gennem gårdspladsen tilbage, hvis den viste sig at give dem væsentlige gener – et spørgsmål, som så skulle afgøres af ministeriet. Til gengæld kunne der ikke fastsættes nogen erstatning for den tinglyste færdselsret, som først skulle afgøres ved et salg. I så fald risikerede ejer at få hele stianlægget langs bredden i stedet.

Da Stiftelsen ville sælge i 1965, blev der afholdt møde i fredningsnævnet om igangsætning af erstatningssagen. Dagen efter købte fru Ruth Riis-Hansen ejendommen på et betinget skøde, og af de efterfølgende papirer fremgik det, at Stiftelsen skulle have erstatningen, så fru Ruth Riis-Hansen har altså købt til en pris, som var reduceret med hendes egen vurdering af generne ved færdselsretten.
Det blev i øvrigt præciseret i fredningskendelsen ved vurderingen af erstatningen, at publikum kunne opleve ”på nært hold et værdifuldt bygningskompleks”. Alt dette kan læses ud fra loven og fredningskendelserne.

Miljøministeriet har senere udtalt, at forbeholdet for eventuelle gener for Stiftelsen bortfaldt med salget og erstatningen – og fru Ruth Riis-Hansen rejste da heller ikke i de efterfølgende 37 år nogen sag om den aftale, hun havde indgået.

Det gjorde hendes barnebarn, Kresten Bergsøe, imidlertid i 2007 ved at kræve stien flyttet nord om barokhaven og over i skoven – altså nogenlunde det, som nu er nævnt i fredningsforslagets sidste alternative stiføring. Han søgte dispensation fra fredningen, hvilket fredningsnævnet afslog som værende i strid med fredningsformålet. Byrådet kan derfor slet ikke indgå noget forlig om en sådan stiføring, som mange tror – og Kresten Bergsøes familie har aldrig betalt mere end prisen for en ejendom med denne offentlige færdselsret gennem gården. Færdselsretten har offentligheden betalt Stiftelsen for.

Vi skal undlade at komme for meget ind på de efterfølgende trakasserier, men blot konstatere, at ejendommen i hele tiden siden loven har haft færdselsretten afgivet til fodgængere i 25 meters afstand fra hovedfløjen. Det er langt bedre forhold end mange andre mennesker her i Farum - herunder især det gamle Farum. Det giver ikke husejerne ret til at blokere vej, fortov eller sti, hvor der foreligger offentlig færdselsret – uanset hvordan de trafikerende opfører sig.

Det var derfor naturligt for kommunen at anmelde lukningen til politiet, som rejste straffesag. Retsformanden i landsretten sagde, at man havde fundet fejl i byretsdommen (hvad andre også har), men at der var rejst tvivl om aftalebetingelser, som ikke egnede sig til at blive afgjort i en straffesag. Han anbefalede derfor, at man først fik afklaret sådanne tvivlsspørgsmål omkring fredningskendelsen – og det har kommunen så fornuftigvis gjort ved rejsning af fredningssagen for fredningsnævnet.
Mølleåstien ikke kun er et lokalt spørgsmål – erstatningen på 10% af datidens salgspris eller 12,5% af vurderingen er for en stor dels vedkommende betalt af staten, og det anses vel næppe for rimeligt, at ejer bare kan lukke for en sådan ret.

Vi hævder i øvrigt ikke, at stien nødvendigvis behøver at gå ind over selve gårdspladsen for at opfylde det fredningsformål, offentligheden har betalt for, men at man på værdig vis bør lade de rette instanser afgøre det spørgsmål efter gældende regler.