16. december 2019
Museumsinspektør Stefanie Høy Brink er kurator for udstillingen »Forbundet«, der åbnede torsdag på Frederikssund Museum »Færgegården«. Foto: Maj-Britt Holm
gallery icon

Se billedserie

Museumsinspektør Stefanie Høy Brink er kurator for udstillingen »Forbundet«, der åbnede torsdag på Frederikssund Museum »Færgegården«. Foto: Maj-Britt Holm
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Vi er forbundet over fjorden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Vi er forbundet over fjorden
Frederikssund - 22. november 2019 kl. 05:24
Af Maj-Britt Holm
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Den enorme interesse for åbningen af Kronprinsesse Marys Bro har inspireret Frederikssund Museum på Færgegården i Jægerspris til at lave en pop up-udstilling med titlen »Forbundet«. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Udstillingen, der åbnede torsdag, er ikke en kronologisk gennemgang af broer og overfarter, men fokuserer snarere på, at folk på henholdsvis Frederikssundsiden og Hornsherredsiden af Roskilde Fjord har været forbundet på kryds og tværs gennem tiderne.

Stefanie Høy Brink, der har været museumsinspektør på Frederikssund Museum »Færgegården« siden foråret, er kurator for udstillingen. Hun har været i museets magasiner, kigget i fotoarkiver og indsamlet nye genstande for at finde forskellige eksempler på broer, overfarter og forbindelser, oplyste hun i sin tale til gæsterne, der fyldte godt op i de små rum.

- Jeg vil gerne vise, at museet også er aktuelt og griber de emner, som rører menneskene omkring os, vores gæster, og derfor var det oplagt at prøve at tage fat i broen. Som etnolog er jeg optaget af hverdagslivet og dets materialitet. Så for mig er en bro ikke bare et imponerende ingeniørmæssigt bygningsværk. Det er også et symbol, et pejlemærke, noget der har indflydelse på vores hverdagsliv. På hvordan vi bevæger os. Den deler vandene. Den samler landsdele. Den er mere end blot vejen fra A til B, sagde museumsinspektøren og udtrykte sit håb om, at besøgende vil gå fra museet med en følelse af, at »en bro er mere end blot en vej over vand« og at vi er en smule mere forbundet med hinanden, sagde Stefanie Høy Brink.

Keramik og brotegninger

I udstillingsrummet kan man se blandt andet se fotografier fra indvielsen af Kronprinsesse Marys Bro i 2019, indvielsen af Kronprins Frederiks bro i 1935, byggeriet af jernbanebroen fra 1920'erne, brochure fra modstanderne af betaling på den nye bro, et træstykke af den gamle pontonbro fra 1868, ingeniørtegninger af broerne, såkaldt svaleklint-keramik fra cirka 3800 f. Kr., der er fundet på begge sider af fjorden, og meget andet.

Men samtidig er dele af museets permanente udstilling »Menneske og fjord« blevet inddraget i udstillingen »Forbundet« og mærket med udstillingens gennemgående pink farve for at fremhæve det.

- Vi fandt så mange eksempler på forbindelser, og hvorfor ikke genaktualisere dem med et nyt lag og gøre vores gæster opmærksomme på det?, forklarede Stefanie Høy Brink til Frederiksborg Amts Avis.

Ægte og autentisk

Museumsdirektør Morten Thomsen Højsgaard fra museumskoncernen ROMU, der driver Frederikssund Museum for Frederikssund Kommune, takkede for det store fremmøde og for alle dem, der bakker op om historiske aktiviteter, foreninger og arbejde med kulturarven i Frederikssund Kommune. Han refererede til den amerikanske film »Broerne over Madison County« fra 1995 om en kort og intens kælighedsaffære, som kvindens børn opdager efter hendes død.

- Men kan blive helt forelsket i det emne, når man først begynder at finde genstandene, billederne og historierne frem fra gemmerne. Og i modsætning til Hollywood-fortællingen, så er det, vi møder på museet hverken fiktion eller skuespil. Det er virkeligt, det er ægte, det er autentisk - og derfor også hamrende væsentligt, fastslog museumsdirektøren.

Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen (V) kom ind på, at Kronprins Frederiks Bro har været en livsnerve for udviklingen i området, der aldrig var blevet det samme uden, og at forbindelsen forstærkes med den nye bro.

- De to broer binder os rigtig godt sammen. Hornsherred er kommet tættere på Frederikssund, og vi bliver forbundet med hovedstadsområdet, lød det fra John Schmidt Andersen.

Udstillingen »Forbundet« kan sammen med den permanente udstilling opleves på Frederikssund Museum »Færgegården, Færgelundsvej 1, Jægerspris, til og med den 20. december torsdag-søndag klokken 11-15.