Tredje etape af Frederikssundmotorvejen er lige, hvad virksomheden Haldor Topsøe med katalysatorfabrik i Frederikssund, har gået og ventet på
"Det er fantastisk positivt og enormt vigtigt for os, at der nu er udsigt til, at den sidste del af motorvejen kommer på plads." Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra produktionsdirektør ved Haldor Topsøe, Kim Saaby Hedegaard, efter regeringen tidligere i dag har meldt ud, at tredje etape af Frederikssundmotorvejen er med i planen for infrastrukturprojekter de kommende år.
Produktionsdirektøren fortæller, at for virksomheden, der har katalysatorfabrik i Frederikssund, er der især tre gode grunde til, at motorvejen er en længe ventet glæde.
"Varer, der indleveres til virksomheden, leveres i lastbil. Og produkter, der køres ud fra fabrikken, køres ud i lastbiler. Vi har rigtig meget vejtransport, og derfor er det afsindig vigtigt for os, for at kunne drive en effektiv virksomhed, at der er en ordentlig infrastruktur," fortæller han og fortsætter:
"Og måske mere indirekte, men helt sikkert lige så vigtigt for os, er det sundhedsmæssige perspektiv i det. Og her mener jeg især det mentale. Vi har mange medarbejdere, der bruger rigtig meget tid i trafik-kø til og fra arbejde, og den tid er langt bedre brugt enten på arbejde eller hjemme med familien."
Foruden at kunne skabe kortere transporttid for de allerede ansatte medarbejdere, forventer Kim Saaby Hedegaard også, at en færdiggørelse af motorvejen vil gøre det nemmere for virksomheden at tiltrække ny arbejdskraft.
"En motorvej har helt sikkert indflydelse på vores evne til at tiltrække og fastholde medarbejdere. Og en stor indflydelse på, hvor attraktivt det vil være for os at tænke i udvidelser," siger han.
Ligeledes glæder det Kim Saaby Hedegaard, at Dansk Industri har sat tredje etape af Frederikssundmotorvejen højt på deres plan for trafikal infrastruktur. Også selvom han ikke selv har sin faste gang i Frederikssund.
"Men måske med en ny motorvej, og kortere transporttid, jeg lidt oftere tager turen," slutter han og griner.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her