
En 80-årig kvinde fra Frederikssund blev tirsdag udsat for forsøg på bedrageri over telefonen af en mand, der udgav sig for at arbejde for Nykredit, oplyser Nordsjællands Politi.
Kvinden var blevet ringet op af en fremmed mand, der påstod at komme fra Nykredit.
Manden sagde, at han skulle rette noget i forbindelse med hendes udgifter, hvorfor han skulle bruge hendes NemID-oplysninger.
Kvinden blev dog skeptisk, hvorfor manden sagde, at han kunne stille hende videre til Nykredits afdeling i København, hvis det kunne gøre hende mere tryg. Hun blev herefter stillet videre til en anden person, hvilket medførte, at hun opgav sine NemID-oplysninger, skriver politiet i et udtræk af sin døgnrapport.
Efter telefonsamtalen fattede den 80-årige mistanke om, at noget var galt. Hun kontaktede sin bank, der fortalte, at der lå en udbetaling på 80.000 kroner og ventede, men at de ikke ville lade overførslen gå igennem, før de havde talt med kvinden, og overførslen blev derfor standset, oplyser politiet.
Nordsjællands Politi fik anmeldelsen om forsøget på bedrageri klokken 18.47, cirka halvanden time efter telefonopkaldet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her