
Den 19.-21. marts 2021 afholdes ellevte udgave af fiskekonkurrencen Fjordlandet Open, hvor alle kan deltage uanset erfarings niveau.
Denne gang afholdes Fjordlandet Open som en online fiskekonkurrence, da Covid-19 desværre ikke rigtigt vil slippe taget i det danske samfund.
Fjordlandet Open er en fiskekonkurrence, hvor alle kan være med. Fisken, der fiskes efter, er havørreden - og deltagerne har to dage - lørdag og søndag - til at fange den længste havørred i Roskilde Fjord eller Isefjorden.
Denne udgave af Fjordlandet Open bliver drevet i et samarbejde mellem Roskilde Kommune, Roskilde og Omegns Lystfiskerklub, #plasticinthebasket og Fishing Zealand.
Fjordlandet Open er Danmarks eneste "catch & release" kystkonkurrence, hvilket er det engelske udtryk for "fang og genudsæt". Dette udtryk er efterhånden blevet integreret i det danske lystfiskersprog.
Derfor skal man ikke have fangsten med til præmieoverrækkelsen men blot tage et par fotos af havørreden samt måle længden - og så kan man genudsætte havørreden i fjorden igen, hvis man har lyst. Derefter indsendes fangstbillederne til arrangørerne, hvorved fangsten indgår i konkurrencen.
Du behøver ikke at have en lang lystfiskerkarriere bag dig for at deltage - du kan være lige så god og heldig som alle andre. Så længe man har snøren i vandet - er der altid en chance for en flot fisk.
Sideløbende med fiskekonkurrencen afholdes som vanligt også en fotokonkurrenceaf oplevelserne ved vandet. Ligeledes arrangeres en affaldsindsamling, hvor man også kan vinde en præmie, hvis man indsender et billede af det indsamlede affald.
Man kan finde meget mere information, se reglerne og præmierne samt tilmeldingen på konkurrencens hjemmeside: fjordlandetopen.dk - og på konkurrencens Facebook-side: www.facebook.com/fjordlandetopen
På konkurrencens Facebook-side kan man løbende holde sig opdateret med de flotte fangster og billeder, der bliver lagt op i løbet af konkurrencen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her