
Efter sammenlagt 14 år i formandsstolen har Kenneth Jensen (S) valgt at takke af som formand for kulturområdets paraplyorganisation i Frederikssund Kommune, Kulturrådet, og overlade posten til partifællen Lars Jepsen-Sølvhøj, skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Jeg har været med i Kulturrådet i sammenlagt 18 år. Oprindeligt hed det jo Kulturel Fællesforening Frederikssund, og dækkede den gamle Frederikssund Kommune. Her var jeg formand den sidste valgperiode, og stod også i spidsen for dannelsen af de nye, fælles kulturråd for hele kommunen i foråret 2006. Med stadig større arbejdsmængde i byrådet syntes jeg selv, at det begyndte at knibe med tiden til at gøre arbejdet i Kulturrådet godt nok, og det fortjener vores kulturforeninger og institutioner at det bliver, siger Kenneth Jensen, der dog ikke siger helt farvel til arbejdet i rådet.
- Kenneth fortsætter som suppleant i vores bestyrelse, hvilket jeg er glad for, da han ligger inde med en helt unik viden om kommunens kulturliv, som vi fortsat gerne vil trække på. Og som formand for Folkeoplysningsudvalget og medlem af Fritidsudvalget er han en stærk samarbejdspartner at have tæt på, siger den nye formand.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her