

Se billedserie
En ældre landmand glemte i skyndingen søndag eftermiddag, at han havde spændt en plov efter sin traktor.
Det fortalte han brødebetynget til indsatsleder fra Frederiksborg Brand & Redning, René Bech, da beredskabet søndag ved 16-tiden ankom til Solbakken i Vinge ved Frederikssund.
Landmanden var i gang med arbejdet på markerne, og han havde sin plov spændt bag på traktoren. Undervejs kørte han ad Solbakken, hvor en modkørende bil fik den ældre landmand til høfligt at trække ind til siden.
- Han havde glemt, at han havde ploven spændt bag sin traktor, og at ploven var bredere end traktoren. På den måde fik han kørt en elmast på vejen over, så masten hang frit i luften båret oppe af ledningerne. Sådan hang den, da vi kom frem, forklarer René Bech.
Indsatslederen fra Frederiksborg Brand & Redning erkender, at han selv »hader« strøm. Frederiksborg Brand & Rednings opgave var da også at spærre vejen, mens elselskab og håndværkere rejste en mast igen og fik styr på, at alt det elektriske igen fungerede.
René Bech fortæller, at der var tale om en elmast, der alene sørgede for el til vejbelysningen på vejen.
- Masten bar ikke ledninger med strøm til andet end vejbelysningen, og da vejbelysningen på det tidspunkt var slukket, var der ikke strøm i ledningerne, siger han.
- Efter et par timer var tingene klaret, og Frederiksborg Brand & Redning, elfolk og håndværkere forlod området.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her