En kvinde kan takke en natlig tissetrang for, at hun vågnede og opdagede, at huset på Vængetvej i Jægerspris var fuld af røg natten til onsdag, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Det viste sig, at der var gået ild i husets pillefyrede brændeovn, hvor displayet var smeltet, oplyser indsatsleder René Bech, Frederiksborg Brand & Redning.
Kvinden skyndte sig ud af huset og lukke døren, og der blev slået alarm over 112 klokken 03.37.
- Hendes røgalarm var løbet tør for batterier, så det var virkelig heldigt, at hun vågnede, siger indsatslederen, som benytter anledningen til at opfordre folk til at tjekke, at der er virksomme batterier i deres røgalarmer.
- Ellers virker de jo ikke, påpeger han.
Brandfolk fra Frederiksborg Brand & Rednings Station Jægerspris var hurtigt fremme på stedet, og de sørgede for at slukke flammerne og lufte ud i huset.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her