
Græse Å er et markant vandløb i Frederikssund Kommune, og det er nu centrum for en film, der får premiere tirsdag den 26. januar med over 100 tilmeldte fra Danmarks Naturfredningsforening, Frederikssund Museum, byrådspolitikere, samarbejdspartnere og andre inviterede, som kigger med på Zoom på grund af coronasituationen.
Det er Danmarks Naturfredningsforening (DN) i Frederikssund og museumskoncernen ROMU, der driver Frederikssund Museum på Færgegården, som er gået sammen om filmprojektet om Græse Å, der snor sig gennem landskabet fra øst til vest, fra området ved Bastrup Sø via Slangerup til sit udløb i Roskilde Fjord, lige nord for Frederikssund.
Som andre åer har Græse Å betydning for biodiversiteten og fungerer også som rekreativt område for borgerne.
Langs åen kan opleves interessant natur og forhold af historisk karakter. Et eksempel er Kratmøllebroen på Gammel Københavnsvej, øst for Slangerup.
Netop kombinationen af natur og kultur er årsagen til, at Danmarks Naturfredningsforening i Frederikssund og ROMU's Egnsmuseum på Færgegården i Frederikssund er gået sammen for at få filmen optaget.
DN Frederikssund har længe ønsket at få skabt en sammenhængende økologisk forbindelse med stiforløb langs Græse Å, oplyser Per Seerup, der er formand for den lokale afdeling af naturfredningsforeningen, som har cirka 1200 medlemmer.
- Vi er rigtig glade for, at vores filmprojekt har så stor bevågenhed. Men på grund af den begrænsede kapacitet har vi måtte stoppe med at tage imod flere tilmeldinger, siger Per Seerup.
I filmen fortæller arkæolog Palle Østergaard Sørensen fra Frederikssund Museum, mens Daniel Nacak Rasmussen har filmet og redigeret.
Men der faktisk fire film, idet der ud over filmpremieren bliver det et gensyn med DN's droneoptagelse af Græse Å med tale af Henrik Jenvall, der selv bor på Slangerup Ås, tæt ved Kratmøllebroen. Desuden sendes der videohilsener fra ROMU's direktør Morten Thomsen Højsgaard og leder af Frederikssund Museum, Line Jandoria Jørgensen, samt miljøminister Lea Wermelin (S).
- Den hilsen glæder vi os til at høre, for vort håb er, at kommunen - gerne sammen med Danmarks Naturfredningsforening - kan få lagt billet ind på statslige midler til realisering af et markant projekt for øget biodiversitet langs Græse Å. Kommunen har naturligvis ansvaret, men vi medvirker gerne, hvis vi - med vore 1200 medlemmer - sammen kan fremme biodiversiteten, siger Per Seerup, DN-formand i Frederikssund, i en pressemeddelelse.
DN arbejder på, at filmen »Den historiske bro over Græse Å« bliver offentlig tilgængelig på et tidspunkt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her